Gyldne farver og sensommerbrise

Jeg ved ikke, om I kender melodien, men den vender tilbage til mig hvert år på denne tid. Sensommervise hedder den. Jeg har smidt den ind nederst i indlægget, hvis det er.

Den var min absolutte favorit, når vi skulle vælge sange at synge i musiktimen.

Jeg er et forårsbarn, og vælger altid sommer som min yndlingsårstid, når der skal skrives venindebøger. Derfor kommer det altid som et chok for mig, hvor meget jeg egentlig elsker efterårets komme.

Det har jo regnet de sidste mange dage, så jeg har pænt holdt mig indenfor, hvor jeg har ligget under dynen sammen med yngstekatten Emil og… ja, billederne taler vist fint for sig selv:

Både i dag og i går tog vi os en formiddagslur sammen, hvor vi lå og blundede til sagte radiotoner, træernes susen og regnen, der slog mod vinduet.  Ren hygge!

Da regnbygerne i dag holdt en sjælden pause, gik jeg ud for at strække benene. Den kølige efterårsvind slog mig i hovedet, og jeg blev mindet om gåture i skoven med visne blade, træernes flotte efterårsgarderober, kastanjedyr og alt det andet, der er så fuldstændig fantastisk ved efteråret.

Selvom jeg ofte – meget ofte – ønsker mig steder hen, hvor palmer vokser helt naturligt, og swimmingpool er en helt naturlig del af baghavens indretning, så er der nu altså noget over årstidernes skiften i Danmark. Den melankolik findes bare ikke i Californien, på godt og ondt.

Efterårets komme er også en reminder til mig om, at den der fødsel er rykket endnu et skridt nærmere. Om tre-fire uger rykker jeg en klasse op og kommer i tredje trimester. Og så begynder det altså at blive alvor, så jeg prøver at nyde de dovne dage med kat og dyne så meget som muligt.

Her får I den så. Jeg var forbi et par forskellige versioner på YouTube, men faldt så over denne lidt alternativt opsatte udgave af den. Synes bare den er så smuk og melankolsk, men originalen er faktisk lidt lysere i det…