Hallo, derinde! Er du der?

Lige om lidt er vi halvvejs, Haletudsen og jeg. I graviditeten, altså. Og det er godt nok gået stærkt.

Jeg har læst tonsvis af artikler og blogindlæg om damer, der kan fortælle, at man går mindre og mindre op i det, jo flere graviditeter man har på bagen (og maven og hofterne).

Men alligevel: Jeg går slet ikke op i det på samme måde, som jeg gjorde med Martin. 

Sidste gang startede jeg hver morgen med at læse inde på min-mave.dk, og vidste præcis hvor i graviditeten, vi var. Denne gang er konstant nødt til at kigge på en gravid-app på min telefon for at huske, hvor langt jeg er henne, når nogen spørger.

Nogle gange glemmer jeg endda helt, at jeg er gravid, og så får jeg altså lidt dårlig samvittighed og er nødt til at spørge ham derinde, om han er okay. Han svarer som regel ikke.

Men i dag gjorde han! Med et solidt spark lige ned i min blære. Og så lidt flere ind i lysken.

Jeg er allerede blevet spurgt mange gange, om jeg mon havde mærket noget liv endnu, og hver gang har jeg sagt, at det vidste jeg ikke rigtigt. 

Jeg har nemlig kunne mærke en baby derinde flere gange efter, Martin havde forladt bygningen, også i tiden inden, den ny lejer indfandt sig. Der har været bobler og spark, men har det bare været min skrukke hjerne, der har bildt mig sager ind?

Faktisk mærkede jeg ham nok allerede for en uges tid siden, hvor Hr. Hansen og Frømanden var ude, og jeg derfor så mit snit til at skrue op for noget musik og skråle med. 

Der fik jeg ét hårdt, velplaceret spark lige lodret, som sendte et jag gennem hele min krop. Og det var så det. Men okay, det fik mig jo også til at holde kæft, og det var åbenbart hans mission.

I dag var der flere små spark, så selvom jeg ikke var i tvivl for en uge siden, så må i dag blive datoen, jeg skriver i bogen. Den store Barnets Første Bog, der overhovedet ikke er lige så fyldt ud, som den første var.

Det er pudsigt, for selvom der er nogle ting, jeg er mere rolig omkring denne gang, så føles det på andre områder fuldstændig lige så vildt og vanvittigt, som det gjorde første gang.

For eksempel de her spark. Det er så fedt! Og stort. Jeg glæder mig, til han begynder at sparke hver dag. Også selvom det tyder på, at jeg har fået lavet endnu en stærk sprællenisse, der kommer til at more sig de næste mange måneder ved at give mig blå mærker indvendigt.