Har du krammet en fremmed i dag?

Det har jeg. Faktisk krammede jeg ikke bare, jeg blev også krammet tilbage, og det på den der knuselskende bjørne- agtige måde, hvor den anden person virkelig krammer godt igennem, og bliver ved, selvom man slipper, så man står lidt akavet med et andet menneske hængende om sine skuldre.

Det var virkelig akavet og rart.

Jeg er selvfølgelig ikke sådan en, der bare render hen til fremmede mænd og krammer på dem, der er selvfølgelig en forhistorie. Jeg spurgte også om lov.

For mange måneder siden kom jeg hjem fra hospitalet med en lille, knirkende babybylt. Propfyldt med hormoner og kærlighed.

Det var den vildeste følelse, som altså også gjorde, at jeg kunne begynde at stortude, bare nogen sagde ‘Nåhr’. Det behøvede ikke engang at være om mit barn.

Så da reklamen for Dansk Tandforsikring rullede over skærmen første gang, begyndte jeg selvfølgelig at stortude.

Hvis I ikke lige har set den, så går den i al sin enkelthed ud på, at der står en mand ved et kassebånd, som må række ting tilbage til kasseekspedienten, fordi han alligevel ikke har råd til at købe det.

Hver gang, jeg så den, fik han mig til at tude, og hver gang råbte jeg (nogle gange kun inden i mig selv): Så giv ham dog et kram, en eller anden!

Det fik jeg lejlighed til at gøre i dag, hvor kjøvenhavnerskuespilleren var taget helt til Jylland for at opføre teater på skolen, hvor jeg arbejder.

Det var et godt stykke, som handlede om, at man bare ikke kan løse alverdens problemer, når man går i 6. klasse.

Hverken at bedstemor har kræft, at mor er blevet fyret, at bedstevennen er flyttet, eller at lillesøster stjæler.

I stykket blev han faktisk så opgivende, at han forsøgte at slå sig selv ihjel, men så fandt han en løsning. Nemlig at han ikke kunne løse andre menneskers problemer. Han skød ansvaret fra sig.

Det var henvendt til børn, men det ramte lige i mit hjerte. Jeg kan heller ikke løse andres problemer. Ikke engang alle mine egne.

Efter stykket gik jeg op og roste ham for hans skuespil, og fortalte ham så, hvad han havde gjort ved sådan en hormonel, nybagt mor.

Det rørte ham, og det rørte mig, og jeg spurgte, om jeg måtte give ham et kram, så jeg måske ikke behøver at græde, næste gang jeg ser ham i tv-reklamen.

Det måtte jeg i hvert fald, og så gav han mig den største krammer, jeg har fået i månedsvis.

Jeg gik derfra helt glad og let om hjertet. Glad for, at jeg er sådan en følsom type, der kan – og tør – at mærke livet.

Glad for, at jeg tog på arbejde i dag trods kvalme, og glad for at være endt et sted, hvor teater kan være en del af ens arbejdsdag.

Glad for, at jeg kan være glad igen efter tre år, hvor det bare er gået mere og hurtigere ned ad bakke.

Problemerne løser stille og roligt sig selv, jeg skal bare overlade ansvaret til dem, der kan gøre noget ved dem.

Jeg har vist ingen afsluttende pointe i dette indlæg, så vil i stedet opfordre til at sige til folk, når de rører jer – på godt og ondt. Det kan være en kæmpe forløsning.

(Det er jo onsdag…)

 

Her er han så, han krammer virkelig godt!