Jeg er en af “dem”. Et af de der mennesker, der giver barnet et navn, inden det overhovedet er blevet født, og fortæller det vidt og bredt længe inden, det skal fejres med fest og gaver.
Eller… Det er jeg blevet.
Egentlig er jeg vild med idéen om, at man først afslører navnet, når alle er samlet, og at det er noget, familien har gået i mange måneder og glædet sig til at finde ud af. Det er derfor, du altid kan finde mig klistret fast til skærmen, når der er kongelig barnedåb, for det er da fedt at få udløst spændingen på den måde… En dejlig tradition.
Men jeg kan ikke gøre det sådan. Jeg har brug for, så tidligt som muligt, at give det lille menneske, der bor inde i mig, en identitet.
Det er ikke nok med “Lillebror” eller “Babyen”, som folk har foreslået mig at kalde ham, indtil han kommer ud og vi kan se, hvad han er for en. Nej, han er nødt til at have et navn, så han kan blive virkelig for mig.
Da vi for to år siden fik at vide, at vi ventede en pige, lagde vi os ret tidligt fast på et navn. Det var et navn, der havde rødder i Hr. Hansens stamtræ, men det opdagede vi faktisk først, da vi mere eller mindre havde besluttet os. Hun skulle hedde Marie.
Da vi var sikre på det, begyndte vi (okay, mig. Det var mest mig) at snakke om, hvad der så kunne passe til dét, når vi nu næste gang skulle have en dreng. Vi blev med det samme enige om Martin.
Så da Hr. Hansen støttede sin grædende, chokerede kone ned til bilen, efter vi havde fået at vide, at hun altså var en han, sagde han: “Så får vi bare Martin først og Marie bagefter!”
Ja, så gør vi det sådan. Mit mikrokosmos var igen i balance, for nu havde vi alligevel en plan.
“Men er du nu heeeelt sikker på, han skal hedde Martin?” blev jeg ved at spørge Hr. Hansen i samtlige fire uger frem til fødslen. Og det var han.
Det gode ved vores lille team er nemlig, at jeg har et stort behov for at planlægge og tænke alt igennem allerpokkers lang tid i forvejen, og Hr. Hansen er god til at holde fast i det, vi så beslutter.
Det er jeg ikke. Inderst inde havde jeg givet mig selv lov til at tage forbehold for en ændring, hvis han nu ikke lignede en Martin, når han kom ud.
Og det gjorde han bare slet ikke.
“Prøv lige at se på ham. Han ligner slet ikke en Martin! Synes du ikke, han meget mere ligner en Mikkel?” prøvede jeg.
Hr. Hansen sagde bare nej. Bum.
En jordemoder kom på et tidspunkt ind på vores stue og spurgte, om Mikkel var okay. Vi blev helt forvirrede: “Øh, han hedder Martin..”
Ja, men om Hr. Hansen ikke hed Mikkel?
Det gør han ikke. Faktisk hedder han noget så langt fra som Ole, så hvordan hun lige kom på dét navn, undrede os. Hun havde nemlig ikke hørt mine spekulationer, for der var hun ikke på vagt.
Jeg tog det som et tegn fra de højere magter, og forsøgte at overbevise Hr. Hansen om det guddommelige i det, der lige var sket.
Tjoew, svarede han. Men holdt fast i sit nej. Jeg forsøgte mig med at kalde ungen Mikkel et par gange, men pludselig føltes det også mærkeligt i munden. Me’gæl.
Nej, han var heller ikke en Mikkel. Jeg gik i panik. Hvad ligner han overhovedet?! Ud over en rumpenisse, altså, men det kan man jo for fanden ikke kalde nogen!
“Okay, så får du lov at bestemme, at han skal hedde Martin. Men så skal den næste hedde Mikkel, hvis vi får en dreng mere,” sagde jeg.
Hr. Hansen brummede bare. Vi skulle jo have en pige, så det var et gratis løfte at give.
Lige indtil for et par måneder siden, hvor scanningsdamen jo altså sagde, at det helt sikkert var en lillebror, der lå og ventede i vores fremtid.
“Det er en lille Mikkel,” sagde jeg med tårer i øjnene, og kiggede over på min mand. Som nikkede og smilede.
“Eller hvad – skal han hedde Christian?” supplerede jeg. Nogen sukkede.
Der har været mange navne på tapetet hen over de sidste mange måneder. Mange fine navne, som vi begge kan lide, men som af en eller anden årsag ikke føltes helt rigtige. Christian, Thomas, Frederik, Marcus, Jacob… Vi blev ved med at vende tilbage til Mikkel.
På et tidspunkt skar Hr. Hansen igennem med sit bestemmende væsen, og vi begyndte at omtale babyen i maven som Mikkel.
Det føltes mærkeligt. Og forkert. Og helt rigtigt. Vi fortalte det til dem, der spurgte, og de svarede – som man altid skal – at det var pænt.
I søndags, lige efter håndboldherrerne havde trukket guldet hjem ved OL, besluttede vi os endeligt.
Gu’ fa’en skal vi have en Mikkel Hansen! Ikke for at lægge pres på ham eller noget. Men det kan jo kun blive godt.
Der kom jubelspark inde fra maven som svar (eller også var det som protest? Det finder vi heldigvis først ud af om nogle år, og så må han sgu selv spare op til en numerolog, hvis han vil have et bedre bud på, hvad han er for en…)
Og hvad så, hvis han ikke ligner en Mikkel? Ja, det tror jeg som sagt ikke på. Jeg synes tværtimod, at ens barn kommer til at ligne sit navn med tiden, og at navnet også vokser med barnet.
I de første ni måneder kaldte vi Martin for “den”. Seriøst, ja!
Ikke “Martin”, ikke engang “ham”, men “den”. Jeg så nogle gamle videoklip forleden, hvor jeg hører mig selv spørge: Hvor har du lagt dens sut?
Jeg var helt chokeret over mig selv, for nu kan jeg jo slet ikke forestille mig at omtale ham som andet end den, han er. Han er Martin. Han ligner stadig ikke “en Martin”, han ER Martin.
Der skulle altså gå ni måneder, før jeg kunne omtale ham som den, han er, og det skete først, da han startede i dagpleje. Der blev han nemlig Martin, og jeg blev Martins Mor. (Lignede jeg mon en Martins Mor?)
Jeg læste engang Julia Lahmes bog om at blive mor for første gang (“Hvor lagde jeg babyen?”), og hæftede mig ved, at hun følte en kæmpe kærlighed lige midt i maven, hver gang nogen sagde hendes søns navn: “Elias er kærlighed”, skrev hun.
Sådan havde jeg det ikke med navnet Martin, før det altså blev synonym med min kærlighedsunge. Nu forstår jeg, hvad hun mener.
Engang forstod jeg heller ikke dem, der besluttede sig for et navn på forhånd, og gik og kaldte deres gravide mave det. Altså, der var jo ikke noget barn endnu. Så hvordan kunne man det?
Men denne gang er det anderledes. Denne gang forstår jeg, at det ikke bare er maverumlen, jeg går rundt med. Der ligger et lille menneske derinde, som allerede er ved at udvikle sin personlighed og sine egne meninger om verden.
Han hedder Mikkel. Han ER Mikkel. Ligegyldigt hvordan han så end ser ud.
Og derfor siger vi det allerede nu, for han hedder ikke “Lillebror” eller noget som helst andet, og det er ikke sådan, jeg vil lære ham at kende. Det er ikke det, folk skal lære ham at kende på.
Måske havde det været sjovt for andre at få udløst spændingen ved døbefonten efter måneders gætterier. Men vi skal ikke i kirke, så jeg tror helt ærligt, at det er samme forløsning at få det at vide, når man bare spørger.
Såehm.. Svaret er ja. Det har vi. Han skal hedde Mikkel :)
Ligner jeg en Mikkels Mor?
10 comments
Jeg har lige læst dit indlæg op for min mand. Det er så smukt og rørende og sjovt på samme tid <3 Jeg synes bestemt, at du lligner Mikkels mor. Og han kommer til at elske dig for din skøre og dejlige personlighed :-)
Ps. Vi spurgte på Facebook, hvilket af tre navne, som vi kunne lide, folk var mest til, dengang jeg var gravid med Alexander. Hvis jeg husker rigtigt, så var vi ude i noget med Benjamin, Nicolas og Alexander. Sidstnævnte vandt :-)
Ååh, hvor er du altså sød <3 Tak :)
De tre navne var faktisk også på min liste, men så kendte manden lige en, der hed sådan, som var dum og så videre... Fine navne, altså. Og lidt sjovt at være med til at bestemme navnet på et barn, for jeres venner, mener jeg :D I hvert fald hvis man stemte på Alexander ;)
Et virkelig dejligt indlæg! Martin og Mikkel… helt perfekt ❤️
Vi kendte ikke kønnet de to første gange, men allerførste gang vidste vi godt, det blev en Arthur, hvis det blev en dreng, da han i så fald skulle opkaldes efter sin oldefar. De næste to gange blev navnet først afsløret senere i hhv. et julekort to MÅNEDER efter fødslen og til dåben næsten TRE måneder efter fødslen. Begge gange skyldtes det en far, der er VILD med overraskelsesmomentet og meget insisterende. Jeg hadede ret meget ikke at kunne kalde dem ved navne så længe! Så forstår dig til fulde 😘
Nogle navne giver bare sig selv <3
Og nøøøj, det havde jeg ikke kunne holde, ikke hvis navnene var bestemt allerede. Hvis an først bestemmer sig lige inden, er det selvfølgelig noget andet.
Synes som sagt det er en fin tradition, så forstår godt din mand... Men... ;)
Kender nogen, som kaldte deres søn Gerhardt frem til dåben. Så kom han til at hedde noget andet derefter. Så vidt jeg ved, har ingen tyer varigt skade af det, men altså... Jeg synes, det er lige dele sødt og skørt at gøre sådan ;)
Så fint et navn 😊 Det har faktisk også været på vores liste hver gang, men nu er det ligesom udelukket for vores vedkommende 😉 Vi holder det som sagt hemmeligt til dåben – det er traditionen i min familie. Jeg elsker at gå med hemmeligheden og have god tid til at tygge på det. Vi bestemmer nemlig ikkke navnet før efter fødslen, selvom jeg denne gang nok allierede har llagt mig ret meget fast på det allerede nu. Jeg vil bare gerne se, om hun nu også er sådan èn, inden den endelig beslutning tages😊 Ved Silas bestemte vi navnet en lille uges tid før dåben, og jeg bestemte 5 min før præsten kom (ca 3 dage før dåben), hvilken rækkefølge efternavnene skulle komme i, men dengang var vi også milevidt fra hinanden. Vi er heldigvis mere og mere enige for hver gang, vi får barn 😉
Ha ha, man vokser tættere på hinanden, siger du? Det er ret praktisk ;)
Glæder mig til at høre, hvad lillesøster skal hedde! Og kan godt huske, I overvejede Mikkel dengang ;) Ja, fordi jeg jo altså også havde det på listen. Og selvom jeg jo ikke kender dig i virkeligheden, så håbede jeg lidt på, at I ikke valgte det, fordi det jo var “mit” navn ;D
Du ligner da bare Mikkels mor så meget:) Og Martins:o) Vores børn er ikke døbt. De fik bare et navn på deres birthcertificate. Vi viste ikke den første var en pige men vi havde 3 pige navne klar. Vi havde også nogle drengenavne klar. Det blev ingen af pigenavnene eller det gjorde men i omvendt rækkefølge. Så prinsessepigen hedder Grace Lily (Lily er pldemors navn) Ø (mit mellemnavn) S (mandens efternavn)
Mindstemanden viste vi godt var en dreng. Vi havde ikke et navn på plads før aftenen før. Dem fra første graviditet snakkede vi om men pludselig kiggede vi på hinanden. “Hvad med Jesse?” sagde manden “som i Jesse James?” sagde jeg. Jesse (det sidste e udtales i) det blev og han er en Jesse. Nu skulle han ha’ oldefarsnavn på både min og mandens side (lily er på både mandens og min side) så han hedder Jesse Lancelot Lauritz Ø S. Så et navn mere en sin søster og er det børneplageri….?? han er ok med sit navn. Navne er noget sjovt noget. Vi har lige fået en lille niece i sommers og hun hedder India Joni. Elsker det navn:o) Go’ weekend
Åååhr, det er præcis derfor, jeg gerne ville have en englænder – de mange fine navne! Grace og Lily (og en masse andre) er også på min top-liste, det er James også ;)
Jesse er dælme også sødt, og Lancelot… Ej, men det går jo bare ikke i Danmark, med mindre man altså har internationalt blod i årerne. Synes jeg. Altså, så virker det bare lidt søgt, desværre :/
Lily kunne nu godt gå, men det hedder vores ene hund (det hed hun allerede, da vi fik hende), så det går ikke ;)
Det er nu nok meget godt, jeg ikke fandt en udlænding eller fik bosat mig et sted derovre… Der er aaalt for mange fine, engelske navne at vælge mellem ;)
Ej hvor godt! Martin og Mikkel! Skønt!
Begge vores børn “fik deres navn” endnu inden vi kendte kønnet. Vi havde bare to navne og da vi så lærte kønnet at kende, blev det dét. Var slet ikke i tvivl, selvom vi fx kun fortalte navnene til tætte venner og familie indtil fødslerne. Men jeg synes selv, at den måde at gøre det på, er mega kedelig. Jeg gad godt at have den der trang til at møde babyen først for at se hvad den er for en. Men fun fact: vi ville ikke have haft lang tid at beslutte os i, for personalet på hospitalet bad os udfylde birth certificate samme dag og jeg tror faktisk ikke, det er en mulighed at lade feltet stå blankt. (Og efter sigende noget bøvl at ændre et navn efterfølgende).
Samme dag? Hold da op – ja, der er noget mere kontrol på derovre, hva? Herhjemme har man seks måneder til at få taget sig sammen ;) En af mine venner kunne bare ikke blive enig med sin mand om, hvad drengen skulle hedde, så de fandt først ud af det dagen inden deadline, hvor de jo så måtte slå mønt om det :D