Har til gengæld slet ikke glemt…

Måske burde der været gået lidt flere år, før jeg skulle til det her igen… Optimalt set. For jeg har SLET ikke glemt…

… hvordan det føles ikke at sove i flere måneder, og gå rundt i en zombietilstand med kronisk kvalme og ringen for ørerne, fordi NOGEN hele tiden er sulten eller sur. (Eller rettere: det er mindst to, der er det.)

… hvordan det føles at føde.

… hvordan jeg lå og rystede og skreg, fordi efterveerne gjorde så SINDSSYGT ondt. Værre end at føde!

… hvordan jeg lå og rystede og hylede, da jeg fik brystbetændelse og 40 i feber (mest fordi, det var på præcis den dag, jeg skulle ind og se stand-up med Dybvad. Men også fordi, det gjorde ondt.)

… apropos ondt i brysterne – hvor ondt det gjorde, da mælken løb til, og amningen stadig ikke var oppe og køre, og den lille sugemalle gjorde sit for at få slukket sin tørst. Av for naller, altså.

… hvor meget man sveder, når man ammer. Det er hårdt arbejde, selvom man sidder stille.

… hvor mange timer, man hver dag sidder i den der stol og ammer.

… hvor ubehageligt det er at sidde ret op og sove.

… hvor desperat og frustreret man bliver, når ungen vågner (igen!) efter 20 minutter, og man kun lige har nået at lægge sig i fosterstilling på sofaen.

Jeg KAN også godt huske de gode ting. Ellers havde vi ikke aftalt at få en mere ;)
Så heldigvis ved jeg også, at alle smerterne, pinslerne og søvnløsheden er det hele værd, når en glad og mæt lille baby falder i søvn på ens bryst, og ligger og knirker og sukker. Så jeg glæder mig faktisk alligevel.

Og om fire år er det jo nok også så småt gået over igen, ikke…?

Det er det hele værd, når den endelig sover…