Jeg er stille. Det er der mange grunde til. Den ene er, at jeg igen er græsenke, og selvom det går meget bedre end sidst, jeg var det, så er det stadig hårdt at stå alene med babyen i en uge.
Det bliver nemmere med tiden, fordi der kommer rutiner ind i barnets liv, kan jeg afsløre, og indtil nu har det da også lykkedes mig at holde huset rent både på gulvet (hvor der pludselig møver en unge rundt alle vegne), i vasketøjskurven og ved køkkenvasken.
Der er system i tingene, hvilket er en fed følelse. Men det tager også al min energi. Når jeg om aftenen ved en 20-tiden sætter mig foran skærmen, skrumper min hjerne ind (måske er det på grund af dampene fra rengøringsmidlerne, hvem ved…), så jeg ikke kan forme en sætning.
Jeg er ikke helt klar over, hvorfor det tager så hårdt på mig. Altså, ud over, at det åbenbart bare ER hårdt at have et barn, forstås. Dobbelt op på hårdt, når man er alene om det (igen må jeg lige smide en hånd i vejret for de alenemødre derude, der gør det her hver dag i månedsvis. Rutiner eller ej… Hårdt!)
Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg ikke har et job at vende tilbage til. Jeg arbejdede som freelance-journalist, da jeg blev gravid, og står derfor lidt på bar bund nu.
Det går hurtigt i mediebranchen. Dem, der var chefer, da jeg arbejdede i husene, sidder i helt andre job nu. Det kan være en fordel, men det kan også være en ulempe. Jeg har måske fået en kontakt et sted, hvor jeg ellers ikke havde mulighed for at få en fod inden for, men på den anden side kender chefen mig så ikke længere på min gamle arbejdsplads.
Jeg tror, det bliver en kamp. Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig det. Ikke fordi, jeg ikke er god – for det er jeg, sagde jeg helt objektivt – men fordi, det stadig er svært at få en fast stilling for tiden, og der derfor er flere freelancere om buddet.
Derfor er jeg allerede nu begyndt at være udmattet, selvom jeg ikke engang er begyndt at søge. Jeg har stadig barsel i to-og-en-halv-måned, men vi har valgt at køre Frømanden ind i dagpleje allerede nu, så jeg forhåbentlig kan få bygget noget arbejde op, inden det altså er direkte for løverne igen til november, hvis jeg ikke finder noget før det.
Jeg er bange. Bange for, hvad der sker, hvis jeg ikke finder noget. Hvilket selvfølgelig er noget pjat, for det har da lykkedes for mig i fem år, inden jeg måtte smutte på barsel, og selv under barslen har jeg jo holdt mig beskæftiget. Men alligevel.
Det gør også, at jeg ikke tør at skrive ret meget herinde. Både fordi, jeg ikke vil fremstå som en tosse over for en fremtidig arbejdsgiver. Det er jo trods alt kun brudstykker af en gal hjerne, jeg fremstiller herinde, sommetider tilføjet et twist. Ja, det er mig, men ikke som jeg er, når jeg tager min journalisthat på.
Så er der præstationsangsten. Den evige. Den gør ikke noget godt for de grå skyer, der har samlet sig over min hjerne. Som nævnt tidligere, ligger der lige nu over 60 kladder og venter på, jeg tager mig sammen til at slå knude på trådene, men jeg synes bare aldrig, det jeg får skrevet er det, jeg gerne vil have ud.
Så når jeg er lidt stille herinde for tiden, så er det fordi, jeg grubler over fremtiden. Selvom jeg med min venstre hjernehalvdel ved, at det hele nok skal gå – for det plejer det jo at gøre – så har den højre det altså med at råbe helt vildt af og til. Ganske særligt, når jeg står alene om det hele, og langsomt bliver tappet for energi.
HVIS der nu er nogen derude, der kender nogen, som har brug for at få skrevet noget tekst af en art, mangler en sød kollega (der er vildt god til at bage cupcakes!) eller et lille firma, der har brug for hjælp til at opsætte en hjemmeside, vil I så ikke godt kontakte mig eller give dem min mail? Det ville virkelig hjælpe.
Tak <3
10 comments
Årh Det lyder hårdt at gå rundt i sådan en form for limbo :/ du er vel nødt til at hive i alle de forbindelser du overhovedet kan komme i nærheden af? Og hvad er odds’ne for at dine tidligere chefer/kollegaer etc følger med herinde i dit skøre hoved ;) og hvis de gør – bliver de vel bare bekræftet i, at du sagtens kan finde ud af at skrive <3
Det er lige præcis det, det er… Limbo. Jeg har ikke rakt ud til mit netværk endnu, fordi jeg vil være sikker på, at jeg kan starte “i morgen”, hvis det skal være, så skal lige have kørt fisen ind i dagpleje først. Men kan på den anden side ikke lade være med at gruble over det endnu. Åhr, det er frustrerende.
Ha – jo, men du ved ikke, hvilke emner jeg har i min kladder ;) De læser, fordi jeg indtil nu har linket for ligesom at vise, at jeg ikke kuuun har skiftet bonusbleer i et år. Men det kan jeg jo bare lade være med ;)
Tak <3 <3
Tak for et lille pip midt i de store tanker <3
Tak for en lille kommentar, som betyder en hel masse :) <3
Hold fast i, at du rent objektivt set er god! Vi krydser fingre herfra og så skal du også subjektivt set synes du er vildt sej:-)
Kan så udemærket godt forstå at det er svært at undgå at tænke på hvad der dog skal ske når din barsel er slut, men håber det hjælper med et “forspring” ifht dagpleje og barsel.
Godt arbejde som græsenke, mega sejt gået!!
Det håber jeg godt nok også… Og TAK for skulderklap, det havde jeg (måske ret slet skjult ;)) brug for :) <3
Kære Charlotte
Nu skriver jeg lige det, jeg tænkte, men ikke fik skrevet i første omgang. Jeg kan sagtens følge dine tanker og forstå dine forbehold i forhold til en eventuel jobrelateret læser, men tænker alligevel om ikke du er nødt til enten at lade være med at blogge/linke til bloggen eller også at give den gas!
Når du skriver uden forbehold er bloggen charmerende, velskrevet og personlig. Hvis du skal skrive perfekt/kedeligt/kontrolleret mister bloggen sin egenart – og falder i niveau. Så får du vist, at du kan skrive perfekte sætninger – men er en kedelig blogger ;-) Det imponerer nok ikke nogen. Det er lidt sat på spidsen, men mon ikke du forstår, hvad jeg mener?
Desuden har jeg nu fulgt med siden dengang Martin var en pige ;-) og du fremstår på ingen måde mere gal end gennemsnittet, måske bare lidt mere modig? :-)
Kram Lisbet
Jo, du har helt ret. Har selv tænkt det samme. Så det bliver slettet fra CV’et, og så må de jo bare tro på, at jeg faktisk har holdt mig i gang skriftligt ;)
Elsker i øvrigt, at du refererer til “dengang Martin var en pige” – det gør jeg også selv ret ofte! :D Gad vide, om det kommer til at give ham ar på sjælen? ;) Og tak, jeg tror egentlig heller ikke, jeg er mere gal end gennemsnittet. Som du siger, så er jeg nok bare modig nok til at lufte mit vasketøj udenfor. Eller dumdristig, alt efter hvilke briller, man tager på ;)
Kram tilbage til dig med endnu et ‘tak’ på <3
Det hun sagde ovenfor (pil op!) OG! Nu står der jo så fint ude i siden at du først og fremmest er mor og dét blogger du om. Eller noget i den retning, så må en eventuel arbejdsgiver vist kunne bladre i arkivet og finde andre emner, hvis vedkommende vil se, at du har andet at hive op ad hatten. Er det ikke arbejdsgiveres opgave? At kunne bladre i et arkiv og derefter stille de rette spørgsmål? Du skal se, det skal gå fint! Ps. Når du nu skal sidde på dine hænder for ikke at løbe ned og hente babyen før tid i institution lige om lidt, er du velkommen til at øve-skrive med mig mht den der artikel du nævnte?
Det håber jeg, men jeg har dårlige erfaringer ;)