Jeg ser mange blogposts rundt omkring for tiden, der slutter af med ordene: “Her går det godt”. Ofte efterfulgt af et hjerte, men aldrig af sarkasme.
Nøj, det er dejligt at læse (heller ingen sarkasme her, jeg sværger!). Jeg synes, der har været en lang periode, hvor folk – både dem tæt på mig og dem, jeg bare følger her på internettet – har kæmpet med følgevirkningerne fra den globale, økonomiske krise, mig selv virkelig meget inklusiv. Men nu ser det endelig ud til, at det begynder at lette lidt.
Bare ikke lige her hos mig. Her går det knap så godt. Ja, faktisk går det rigtig skidt. Så skidt, at mine to bedste veninder blev helt forskrækkede, da jeg fortalte dem, hvordan jeg går og har det.
“Jamen, jeg følger jo med på din blog, og der lyder det da til at det går meget godt?” sagde den ene.
Og ja, det gør det måske? For kan man godt være rigtig ked af det, når man samtidig tager i løveparken og tumler med sit barn?
Det er svært at skrive fra det mørke hjørne af hjertet, når man stadig er ude på dybt vand. Jeg er bange for at drukne, og med det mener jeg, at jeg er bange for, hvilke konsekvenser det kan få for min fremtid at fortælle helt offentligt, hvad jeg går og kæmper med.
Jeg ved, der er en masse fra det virkelige liv, der læser med her. Nogle fra min fortid, en hel del af dem jeg snakker med til daglig, og måske også nogle som kunne blive min fremtid.
Ud over det, så er bloggen her mit frirum. Det er her, jeg sidder og vender mine tanker med mig selv, og retter dem lidt til, inden jeg smider dem ud i plenum, så vi alle sammen kan tænke over dem. Jeg elsker det, som jeg har sagt før!
Men der er også mange tanker, der bliver liggende i min kladdebunke. En del af dem er de der dystre nogle om livet og døden og meningen med det hele. Dem kan jeg ikke rigtig få rigtige indlæg ud af, for det er sådan nogle tanker, der bare blive ved med at stille spørgsmålstegn ved sig selv.
Tanker som: “Hvad skal det hele ende med?”, “Har jeg det egentlig ikke meget godt sammenlignet med flygtninge, sultne børn i Afrika og dem uden tag over hovedet?”, “Må jeg overhovedet være så ked af det, når jeg har et barn?”. Tankeskrald, der ikke gør mig godt, når jeg prøver at svare.
I stedet forsøger jeg at bruge bloggen her til noget konstruktivt, og prøver derfor at skrive så meget positivt ned, som jeg nu lige kan komme på. Jeg er for eksempel ved at skrive om vores bryllup – ja, det er også kun et halvt år siden, ikke… Det hjælper at mindes alle de gode ting, jeg har i mit liv, og derfor kan det godt være, der er lidt mindre gråt herinde, end der er i mit hoved.
For jeg har ondt i livet. Det har jeg haft i en del år nu. Årsagen? Jeg er ikke sikker, men jeg tror, det handler om det samme, som fik mig kørt ned med stress for nogle år siden. At være arbejdsløs. Ikke at være lykkedes endnu, selvom jeg selv og andre havde store forhåbninger. At være en del af det forbandede, offentlige system, der dræber mere, end det hjælper. At være en af dem, som kloge politikere har så travlt med at fordømme. Og ikke selv at kunne gøre en skid ved situationen i fem år.
For nogle år siden blev jeg sygemeldt. Så fik jeg min Frømand, og livet blev lysere. Men nu er barslen som bekendt slut, og realiteterne om job og karrierefiasko har sendt mig tilbage i det sorte hul.
For nogle måneder siden begyndte jeg igen at tænke på, at det ville være meget nemmere bare at opgive kampen. For nogle uger siden begyndte tankerne at blive konkrete. Jeg begyndte at tænke på, om det ville være bedst at sige farvel til livet ved at tage piller, ved at starte bilen i garagen eller måske køre ind i et træ?
Hvordan det ville være for dem, der skulle finde mig. Hvordan det ville være for dem, jeg efterlader. Hvor meget mit barn ville hade mig for at forlade ham. Skyld og skam væltede rundt inde i mig, og jeg blev klar over, at det ikke bare ville gå væk af sig selv alligevel. Som jeg håbede på. Og som jeg har håbet i nogle år.
Så til sidst åbnede jeg munden og fortalte nogen om de ting, jeg gik og tænkte på. I morgen skal jeg ind og snakke med nogle kloge mennesker, som beskæftiger sig med det til hverdag. Center for Selvmordsbekæmpelse, hedder det vist. Jeg håber sådan, de kan hjælpe mig, så jeg kan finde en anden løsning på alle de triste tanker, der vælter rundt i mig.
Nogle gange virker det som om, alle andre har det meget lettere end en selv, særligt på de sociale medier. Det gør det ikke spor meget nemmere at sidde med sorte tanker, selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker den her tilstand for nogle andre mennesker, for den er ikke sjov.
Jeg ville ønske, nogen kunne overbevise mig om, at alle andre mennesker ikke bare lige sådan går ud og finder et arbejde. Eller ikke hader forældrerollen i bare et par minutter hver dag (for mig sker det gerne lige der omkring ulvetimen, efter en lang dag på arbejde. Bare lige et par minutter). Eller at huset ikke altid er ryddeligt og lyst og instagram-venligt. Så kunne det være, jeg ikke ville gå og synes, jeg har fejlet på stort set alle områder.
Nå, men jeg håber, jeg sammen med psyko-damen i morgen kan få lagt en plan for, hvordan jeg kommer tilbage på sporet igen. Tilbage til livet. For her går det ikke så godt <3
23 comments
KÆMPE KRAM! Kæmper selv med depressioner og det vilde er, at NÅR man kommer ud på den anden side – som man SLET ikke kan se i situationen (og du tænker måske nu “årh luk dog”), så bliver ens hjerne “normal” igen og man tænker slet ikke over livet/ ting i hverdagen på samme måde – Dét er fantastisk, så hold ud, den dag er værd at vente på, hvor det hele bliver godt igen. Husk derfor også på, at de tanker du har nu, er ikke dig, det er sygdommen der taler. Jeg er glad for at høre, at du åbnede munden og snart får hjælp – 1. vigtige skridt. Og tak fordi du deler – er sikker på det også kan hjælpe andre.
Tusind tak for dine søde ord <3 Njaeh, tænker ikke "luk nu", men du har ret i, at jeg lige nu tænker, at jeg jo aldrig bliver rask igen. Håbet er der stadig, og heldigvis er min sygdom ikke kronisk (eller måske er den, men der er også mulighed for at blive helbredt, i modsætning til fx sclerose eller muskelsvind... Okay, du er med ;))
Det er dejligt at høre, at det kan blive normalt igen. Jeg er glad på dine vegne for, at du er kommet dertil :)
Jeg håber, det kan hjælpe både mig selv og andre. Det er derfor, jeg deler. Selvom det er svært :) <3
Jeg har et rodet, semi-beskidt hjem. Mine børn har for nyligt udtalt, at de ville ønske, jeg ikke altid var så sur. Jeg søgte 100 stillinger (bogstaveligt talt), da jeg blev færdig med universitetet og endte med et vikariat for hjernedøde til en sølle løn i en branche, som jeg ikke kunne lide. Du er ikke alene. Når det så er sagt, så ved jeg også, at børnene ikke tager skade af, at hjemmet ikke ligner noget fra Bo Bedre, eller at jeg er sur og ikke top overskudsagtigt, når de ikke hører efter. Jobbet var midlertidigt, og det er din tilværelse som jobsøgende også. Jeg kan ikke hjælpe dig med andet, dejligste du, fordi jeg ikke ved hvordan. Men det glæder mig, at du har fundet nogen, som kan. Jeg sender dig et stort kram. Du skal nok klare det. Du er sejere, end du tror <3
Kære, dejlige Jelena, du hjælper alligevel, gør du :) Jeg bliver altid i godt humør af dine kommentarer, både her på min blog og på din egen. Tak fordi, du aldrig pynter (ret meget, for lidt gør vi jo allesammen ;)) på din virkelighed, og at du tør dele rodet med os andre. Det hjælper, når man som jeg sidder og synes, man er den eneste, der kun har pis på styret :)
Jeg prøver at tænke på, at det er midlertidigt. Prøver. Syv magre, syv fede, siger de…? Godt nok, så sparer jeg nok bare de fede år sammen, så jeg snart kan se frem til 21 sygt gode år! ;D
Tak for dig! <3
Søde dejlige Skalotte, det gør mig ondt at læse. Jeg hepper fra sidelinjen og håber du får det bedre snart! Stor kram
Tusind tak, Constanze, det gør mig så glad at få sådan en besked :)
Jeg har aldrig været selvmordstruet, men jeg har drømt om at dø – ad flere omgange. Fordi det simpelthen bare har været for hårdt at være i live. Det er kommet bag på mig, at man kan have det sådan, selvom man har mand og barn/børn, som man elsker og som elsker en. En del af forklaringen er vel, at man, når sindet gør mest ondt, kan føle at det nærmest var en fordel for dem også, hvis man ikke var der, eller i hvert fald ikke det store tab. Det passer ikke <3
Jeg tror også, at du er sejere, end du tror. Blandt andet fordi du skriver det her. Du har hintet meget herinde, synes jeg. Om at det ikke går godt. Måske kan du lige så godt bare skrive det direkte, som du gør nu?
Lorteliv <3
Stort kram fra Lisbet
Søde Lisbet,
Ja, måske. Det er bare svært og skræmmende at dele sådan noget. Mest fordi, jeg er bange for, hvad det kan få af konsekvenser for min fremtid. Sådan er det vist bare, når man arbejder i medieverdenen, hvor omdømme betyder alverden. Men måske kan det også hjælpe mig videre. Det kunne jeg da håbe :)
Ja, du rammer hovedet på sømmet – nogle gange føles det som om, de ville være bedre tjent uden! Heldigvis har jeg en mand, der er god til at insistere på, at det ikke forholder sig sådan. Det er godt, jeg har ham, selvom det giver mig dårlig samvittighed, at han skal stå model til aå meget. Jeg må betale ham tilbage senere… :)
Stor krammer den anden vej (og tak <3)
Jamen, søde Charlotte. Sikke et indlæg. Jeg føler med dig og beundrer dig for at dele de mørke tanker. Det er stærkt gået – og det er så stærkt at du gør noget ved det. Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste og du kommer hel ud på den anden side med mere livsmod.
Mange tanker og kram
Tusind tak, søde dig <3
Åh nej Charlotte, jeg blev ellers så glad da jeg læste dit sidste indlæg med en optursdag. Men hvor er det godt du kommer afsted og snakker med en der, forhåbentligt, kan sætte gang i nogle gode tanker.
De bedste tanker herfra!
De er der skam også – ind imellem! Aldrig sådan, at smilet når helt ned i maven og op i øjnene, for grundfølelsen af ked-af-det-hed ligger der hele tiden, men der er også lykkestunder. Forhåbentlig kan de gode timer snart komme til at fylde lidt mere.
Tak for din søde besked <3
Hvor er det bare stærkt af dig at dele. Husk du ikke er alene. Husk at vi andre også har lortedage, meget store bunker af opvask og går ud til arbejdsløshed efter endt uddannelse, fordi der bare ikke ER jobs til os alle som tingene er lige nu. Jeg kender dig kun gennem bloggen her, men opfatter dig bestemt ikke som én, der har fejlet.
Faktisk opfatter jeg dig snarere som en utrolig vigtig stemme i blogland, fordi du netop tør tale om de svære ting, som vi jo alle oplever fra tid til anden. Så husk lige dig selv på, når du sidder og synes at du har fejlet – at du trods alt er stærk nok til at dele nogle af dine tanker og noget af din historie her i cyberspace. Det har jeg virkelig stor respekt for og er sikker på, at mange af dine læsere er her fordi du er ærlig, skriver rigtig godt og siger nogle ting højt, som sjældent får plads på de sociale medier.
Sejt at du har opsøgt hjælp, jeg håber virkelig at det kan gøre noget godt for dig
Kære Rikke,
Tusind tak for dine ord. De betyder helt vildt meget! En af grundene til, at jeg overhovedet blogger, er for at hjælpe eller inspirere – ja, eller underholde. Men for pokker, hvis nogen kan bruge mine ord, tanker og dårlige oplevelser til noget, så er sårbarheden, angsten og tårerne, der følger med, når jeg skriver og trykker udgiv. TAK! For de ord, og for rygklappet.
Jeg håber også, det hjælper. Det skal det sgu.
Åh altså <3
:) <3
Jeg kæmper med en fødselsdepression. Det har jeg gjort siden min søn blev født få uger før frømanden. Jeg hader at være mor i ulvetimen og klokke 6 om morgenen. Vores hjem roder fra drengen står op og til han går i seng. Vi har skidt på gulvet og hundes hår alle steder. Min søn ser tv og måske lidt for meget. I dag så jeg en på instagram skrive, at de havde tv og ipad fri i hverdagen og jeg følte mig som verdens dårligste mor, for det nemmeste er bare at tænde for yndlingstegnefilmen og få fred og jeg gad godt have overskud til at underholde barnet i ulvetimen mens jeg lavede mad og orkede alt andet.
Det bliver bedre. Når man er i det føles det ikke sådan. Jeg husker det tydeligt. Kram til dig og tak fordi du siger det højt.
PS. Jeg har intet job og gik i to år uden en fastansættelse, men kun som vikar.
Kære Heidi,
Tusind tak fordi, du deler din historie med mig. Selvom jeg bestemt ikke synes, du skal have det dårligt, så er det rart at høre, at det ikke kun er mig, der kæmper med sådan nogle udfordringer. Jeg håber, du er kommet dig nogenlunde (helt er at foretrække, men sker det nogensinde?) over din depression. Det er dejligt at høre, at det bliver nemmere. Man kan jo vænne sig til meget <3
Kæmpe knus fra mig
Kram til dig ♥
Stærkt gået og ikke mindst vigtigt, at du deler!
Tak, søde du <3
[…] og fremmest: Tusind, tusind tak for alle jeres skønne beskeder og kommentarer til mit seneste indlæg om, hvordan jeg går og har det. Jeg har sagt det før, og I ved det godt: Det gør mig så glad at kunne dele tunge tanker med jer […]
[…] er i hvert fald det, Psykologika trøster mig med. Det vil ofte føles som to skridt frem, halvanden – under tiden to-et-halvt […]
[…] Selvmord har været en del af min plan-B i mange, mange år. Jeg har kæmpet med depression, stress og angst, siden mine tidlige teenageår, og har altid tænkt, at HVIS det hele ikke blev bedre, så kunne man jo altid forlade livet. Ja, der ville sidde nogle venner, en mor og fra tid til anden en kæreste, der ville blive kede af det, men de ville komme over det på en eller anden måde. I hvert fald sådan nogenlunde, det er jo voksne mennesker. […]