Her går det knap så godt

Jeg ser mange blogposts rundt omkring for tiden, der slutter af med ordene: “Her går det godt”. Ofte efterfulgt af et hjerte, men aldrig af sarkasme.

Nøj, det er dejligt at læse (heller ingen sarkasme her, jeg sværger!). Jeg synes, der har været en lang periode, hvor folk – både dem tæt på mig og dem, jeg bare følger her på internettet – har kæmpet med følgevirkningerne fra den globale, økonomiske krise, mig selv virkelig meget inklusiv. Men nu ser det endelig ud til, at det begynder at lette lidt.

Bare ikke lige her hos mig. Her går det knap så godt. Ja, faktisk går det rigtig skidt. Så skidt, at mine to bedste veninder blev helt forskrækkede, da jeg fortalte dem, hvordan jeg går og har det.

“Jamen, jeg følger jo med på din blog, og der lyder det da til at det går meget godt?” sagde den ene.

Og ja, det gør det måske? For kan man godt være rigtig ked af det, når man samtidig tager i løveparken og tumler med sit barn?

Det er svært at skrive fra det mørke hjørne af hjertet, når man stadig er ude på dybt vand. Jeg er bange for at drukne, og med det mener jeg, at jeg er bange for, hvilke konsekvenser det kan få for min fremtid at fortælle helt offentligt, hvad jeg går og kæmper med.

Jeg ved, der er en masse fra det virkelige liv, der læser med her. Nogle fra min fortid, en hel del af dem jeg snakker med til daglig, og måske også nogle som kunne blive min fremtid.

Ud over det, så er bloggen her mit frirum. Det er her, jeg sidder og vender mine tanker med mig selv, og retter dem lidt til, inden jeg smider dem ud i plenum, så vi alle sammen kan tænke over dem. Jeg elsker det, som jeg har sagt før!

Men der er også mange tanker, der bliver liggende i min kladdebunke. En del af dem er de der dystre nogle om livet og døden og meningen med det hele. Dem kan jeg ikke rigtig få rigtige indlæg ud af, for det er sådan nogle tanker, der bare blive ved med at stille spørgsmålstegn ved sig selv.

Tanker som: “Hvad skal det hele ende med?”, “Har jeg det egentlig ikke meget godt sammenlignet med flygtninge, sultne børn i Afrika og dem uden tag over hovedet?”, “Må jeg overhovedet være så ked af det, når jeg har et barn?”. Tankeskrald, der ikke gør mig godt, når jeg prøver at svare.

I stedet forsøger jeg at bruge bloggen her til noget konstruktivt, og prøver derfor at skrive så meget positivt ned, som jeg nu lige kan komme på. Jeg er for eksempel ved at skrive om vores bryllup – ja, det er også kun et halvt år siden, ikke… Det hjælper at mindes alle de gode ting, jeg har i mit liv, og derfor kan det godt være, der er lidt mindre gråt herinde, end der er i mit hoved.

For jeg har ondt i livet. Det har jeg haft i en del år nu. Årsagen? Jeg er ikke sikker, men jeg tror, det handler om det samme, som fik mig kørt ned med stress for nogle år siden. At være arbejdsløs. Ikke at være lykkedes endnu, selvom jeg selv og andre havde store forhåbninger. At være en del af det forbandede, offentlige system, der dræber mere, end det hjælper. At være en af dem, som kloge politikere har så travlt med at fordømme. Og ikke selv at kunne gøre en skid ved situationen i fem år.

For nogle år siden blev jeg sygemeldt. Så fik jeg min Frømand, og livet blev lysere. Men nu er barslen som bekendt slut, og realiteterne om job og karrierefiasko har sendt mig tilbage i det sorte hul.

For nogle måneder siden begyndte jeg igen at tænke på, at det ville være meget nemmere bare at opgive kampen. For nogle uger siden begyndte tankerne at blive konkrete. Jeg begyndte at tænke på, om det ville være bedst at sige farvel til livet ved at tage piller, ved at starte bilen i garagen eller måske køre ind i et træ?

Hvordan det ville være for dem, der skulle finde mig. Hvordan det ville være for dem, jeg efterlader. Hvor meget mit barn ville hade mig for at forlade ham. Skyld og skam væltede rundt inde i mig, og jeg blev klar over, at det ikke bare ville gå væk af sig selv alligevel. Som jeg håbede på. Og som jeg har håbet i nogle år.

Så til sidst åbnede jeg munden og fortalte nogen om de ting, jeg gik og tænkte på. I morgen skal jeg ind og snakke med nogle kloge mennesker, som beskæftiger sig med det til hverdag. Center for Selvmordsbekæmpelse, hedder det vist. Jeg håber sådan, de kan hjælpe mig, så jeg kan finde en anden løsning på alle de triste tanker, der vælter rundt i mig.

Nogle gange virker det som om, alle andre har det meget lettere end en selv, særligt på de sociale medier. Det gør det ikke spor meget nemmere at sidde med sorte tanker, selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker den her tilstand for nogle andre mennesker, for den er ikke sjov.

Jeg ville ønske, nogen kunne overbevise mig om, at alle andre mennesker ikke bare lige sådan går ud og finder et arbejde. Eller ikke hader forældrerollen i bare et par minutter hver dag (for mig sker det gerne lige der omkring ulvetimen, efter en lang dag på arbejde. Bare lige et par minutter). Eller at huset ikke altid er ryddeligt og lyst og instagram-venligt. Så kunne det være, jeg ikke ville gå og synes, jeg har fejlet på stort set alle områder.

Nå, men jeg håber, jeg sammen med psyko-damen i morgen kan få lagt en plan for, hvordan jeg kommer tilbage på sporet igen. Tilbage til livet. For her går det ikke så godt <3