Hip hurra – og en masse spørgsmål med svar til

I går var det bloggens fødselsdag, og helt i tråd med, hvordan livet med børn jo er, så blev alle mine intentioner om at markere dagen skudt til hjørne af et sygt barn. Men I skal ikke snydes!

Tre år. Det lyder af så lidt, men føles af så meget. Bloggen er efterhånden blevet en del af min person, og jeg tænker altid på, hvad der lige kan laves af indlæg, når jeg oplever noget. Det er fantastisk at have sådan en lille talerstol i et hjørne af internettet – ikke mindst fordi, I sidder derude og lytter på mig – og af og til endda lader mig vide, at mine ord rører noget i jer. Så bliver jeg sgu så glad og stolt!

Derfor bad jeg jer også om at hjælpe med at lave et indlæg, der kunne markere denne bloggens fødselsdag. Om I ikke ville spørge mig i øst, så jeg kunne sidde herovre i Vestdanmark og svare. Det har I gjort! Tak for de gaver :)

Nogle af jeres spørgsmål fortjener deres helt egne indlæg, særligt dem om angst og om at have børn, når man er særligt sensitiv. Så hvis dit spørgsmål ikke står herunder, så kommer det på et andet tidspunkt. I promise. Når der igen er et kvarter med overskud i det her småbørnsfamilieliv.

——-

Hvad er planen?
Ligeud i 200 meter, og så: DREJ til højre. Så tager vi resten derfra.

 

Hvorfor er lønforhandlingssamtaler så super ubehagelige?
Fordi alle sidder uden tøj på. Det giver ofte sådan en anspændt stemning. (Eller er det kun i mit hoved, de gør det?)

 

Hvorfor koster fine/gode sko altid så meget?
Har du nogensinde prøvet at danse i et par rigtig, rigtig gode sko? Thi da forstår man, at et par gode sko er alle pengene værd, om de så koster dig din førstefødte. Og hey, ham (eller hende) skal du jo alligevel ikke bruge, hvis du skal ud og danse natten lang.
Men… Jeg har faktisk fundet nogle gode sko, som ikke koster en formue. Dansesko. Som selv jeg, med min bækkenløsning, kunne holde ud at have på gennem hele dagen OG natten til mit bryllup. De findes lige her i alskens farver og former på JJsHouse.

 

Hvordan har det været at lande i det landlige, efter at have været bosat mere livlige steder? Det bedste og værste?
Det er rigtigt, jeg har jo før boet i både København, London og Holstebro. For nu at nævne et par stykker. Og så er det lidt af en omvæltning at komme til Herning. Her går alting bare lidt langsommere. Det kan jeg godt lide. Jeg er også ret vild med alle dyrene. Som for eksempel det harepar, der bor på vores mark, og som vi hilser på hver morgen. Meeen jeg kan nu også godt savne den urbane puls. Følelsen af at være en del af en stor, homogen masse, som glider ind og ud af hinanden. Døgnåbne kiosker. Lyden af Bay City Rollers i undergrunden.

 

Flytter du nogensinde tilbage til Sjælland?
Nej, det gør jeg ikke. Det smerter mig at sige, men jeg savner slet ikke Sjælland, og selv hvis det ikke var lykkedes mig at trække min mor med herover on the dark side, og jeg blev skilt fra min mand, ville jeg ikke flytte tilbage. Men jeg savner godt nok København, når jeg ser billeder af sommerglade mennesker på Strøget og i Nyhavn. Men. Jylland er mit hjem. Av av.

 

Hvilken fodtøjsstørrelse har Martin?/Hvilken størrelse ender min søn i (2,25år og str 27 – stopper det nogensinde?)
Dette forår er han hoppet op i en str. 26. Og nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, de kommer til at være to meter høje og med to meter lange planker på fødderne… Det er fint nok, så vælter de ikke i en storm. Men jeg ville nu godt nok ønske, at de ville holde pause i det størrelseshopperi, så man ikke behøver at købe SÅ mange forskellige på et enkelt år. Han har jo flere par sko, end jeg har!

 

Er glimmer godt?/Får du nok glimmer i din hverdag?
Jeg fornemmer, en her hentyder lidt til Hella Joofs begreb om at putte glimmer på dagligdagens problemer, og udstille dem på kaminhylden. Og til det kan jeg bare sige, at jeg så ABSOLUT ikke har glimmer nok i min hverdag! Hvilket er en skam, for jeg er jo THE Glitter Gal, når vi snakker sko og tøj…

 

Hvad er kommet mest bag på dig i forhold til det at få børn?
Virkelig mange ting, for du ved ikke en skid, før du står i orkanens øje. Eller i mit tilfælde i skudlinjen af en rasende tumling. En af de ting, der er allervildest, er, hvordan ens følelser for ens barn kan ændre sig på et splitsekund. For eksempel i dag, hvor den lille røv spænede over og slog mig, inden han plantede sit tandsæt i min mave. Da jeg flyttede mig, mistede han balancen, og slog benet ind i et skab. På et øjeblik gik jeg fra at have lyst til at kværke ham til at synes, at det var helt vildt synd for ham, og han var godt nok nuttet, og han måtte ikke græde mere, for jeg kunne da godt se, det ikke havde været med vilje. Jeg er et fjols. Jeg håber ikke, han nogensinde opdager, hvor stor magt han har over mig.

 

Hvad er must-haves til baby dreng nr 2 (altså når man ligesom dig har et styks i forvejen)?
Åhha, det her spørgsmål fortjener et indlæg for sig selv, for det kan der jo skrives bøger om, men altså… Som med baby 1, så er det lidt som om, de der behov opstår hen af vejen, efterhånden som man lærer sin baby at kende. Men jeg har været SÅ glad for, at vi købte Nomi-højstolen (med babyindsats) til Bøffen, så han helt fra en start har kunne være med oppe ved bordet, når vi andre sad og spiste. Ja, det var jo ikke just et billigt svar… Så B-svaret må være: Et par små sko eller en body i størrelse nyfødt, som KUN har været Baby 2’s. For mindernes skyld.

 

Hvordan er det at have fået to børn så tæt på hinanden?
Jeg ville ønske, vi havde ventet et år. For det her er hårdt. Jeg ved ikke, om vi har været særligt hårdt ramt på grund af alt det bøvl med Bøffens stramme tungebånd, men jeg har aldrig følt mig mere i vildrede om alting. Mit ægteskab, min rolle som mor, samtlige af de valg, jeg ar taget i livet. Det er voldsomt, hvad søvnunderskud i den her kaliber sætter i gang. Så hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved nu, ville jeg ikke have fået dem så tæt på hinanden. Men det bliver forhåbentlig bedre, når den første, svære tid er overstået.

 

Hvad får dine nakkehår til at rejse sig?
Jeg er ret lydsensitiv, og jeg kan simmpelten ikke sidde og spise i stilhed sammen med min mand. Måden han tygger på, får mine tæer til at rulle sig ind under sig selv, og min mund til at blive helt rynket og spids. Og så de der tråde på bananer.

 

Lyse eller mørke lagkagebunde i bloggens fødselsdagskage?
Nu siger jeg jo meget sjældent nej til chokolade, men lige lagkagebunde… De skal altså være lyse. Med mindre jeg selv bager dem, så kan jeg godt finde på at komme Oreo-stykker i.

 

Er Gnags gode?
Når jeg bli’r gammel, og slingrer ned ad Vestergade – lidt diskret for ikke at anstøde nogen – så væk mig med jeg ved ikke hvad. Væk mig med et nip af det som fuglene får pip af. Og mens solen bryder igennem på himlens blå, bliver musikken til det reneste pop. For li’meget hvem du er, li’meget hvor du er – så er Gnags skide gode, ja.

 

Blogger du stadig om fem år?
Det er et af de spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv. Jeg kender ikke svaret, men jeg ved i hvert fald, at jeg aldrig mister trangen til at dele mine tanker med omverdenen. På skrift. Om det så er på det her domæne eller et andet medie, det ved man jo aldrig. Jeg tænker meget over, hvad jeg skal skrive om, når drengene bliver større… Om de vil hade alle de ting, jeg skriver om dem og om mig selv. Men det tager vi til den tid. Et år mere tror jeg i hvert fald godt, jeg tør love.