I dag skinnede solen fra den smukkest, blå himmel, og dannede den perfekte baggrund for de store flokke af truttende sangsvaner, som flere gange i timen fløj lavt hen over vores gård.
Jeg har den seneste tid haft det skidt. Sådan rigtig, rigtig skidt. Både fysisk og psykisk har jeg hostet og hakket mig igennem dagene, som bare har været en stor, grå masse, både ude på himlen og inde i mig.
Jeg har sovet skidt. Været grådlabil og boet inde i en osteklokke. Da jeg vågnede i dag, var jeg sikker på, det ville blive endnu en af de dage. Jeg havde ellers fået lov til at sove længe, så jeg var ikke træt, men da jeg vågnede, var det med sådan en underlig, tung fornemmelse i sindet af, at ingenting var okay. Jeg gad virkelig ikke at stå op.
Heldigvis nåede jeg kun at ligge og tænke på dommedag i fem minutters tid, før to glade mænd kom væltende ind for at vække mig. Den ene havde endda taget en gave med! En kærlighedsgave, selvom vi ikke plejer at gå op i sådan noget. Men det havde han altså haft lyst til i år.
Desværre var han også kommet til at bruge den som bold, og havde kastet den på jorden, da ham og hans far var på vej ind fra bilen efter deres shoppingtur. Og det kunne porcelænskruset ikke holde til. Men tanken var dejlig, og den gjorde mig glad!
Manden havde faktisk også købt en valentinsdagsgave til mig, selvom VI altså heller ikke plejer at hverken fejre eller give gaver eller noget på den dag. Min indre romantiker elsker egentlig konceptet, men min økonomiske, praktiske del af hjernen mener, der må være grænser for de der mærkedage. Det er svært nok at finde på noget godt at give hinanden de to gange om året, det minimum kræves.
Men i år tog Manden altså den lille mand med en tur i centret, og de fandt sørme begge noget, som de mente, jeg fortjente.
Frømanden gav mig som sagt et (smadret) kærlighedskrus – men man kan sige, at det personlige touch gør det ekstra særligt og minder mig om, at det er en lille smadremand, vi er i gang med at opfostre (men mere om hans voldelige tendenser in another afsnit).
Manden gav mig et brætspil! Jeg havde da i mit stille sind gået op håbet på, at han ville købe en buket billige roser på hans indkøbstur, men et brætspil!
Okay, tillad mig at forklare. Jeg er THE brætspilsentusiast. Jeg fik helt klart ikke spillet nok brætspil i min barndom, og derfor går jeg altid pænt meget amok, hvis jeg kan få lokket nogen til at spille med mig.
Desværre har min familie aldrig rigtig været de store spillehajer, og Manden er ikke meget bedre. Med mindre det er Scrabble. Og helt ærligt, det er det mest åndssvage spil, jeg kender! Du putter et -s i enden af et ord, og pludselig er det et helt nyt et, som ikke bare giver dig de point, jeg lige har kæmpet for, men også 267 mere, fordi du også ramte ind i siden på et andet ord. Jeg bliver hidsig.
Nå, men sådan nogle spil på paratviden er jeg til gengæld helt vild med, og derfor er et af mine yndlingsshows i tv det der med Jacob Riising som vært, Hvem var det nu vi var?
Det ved Manden godt, og derfor havde han været ude og finde brætspillet til mig, som han slet ikke kunne vente helt til i dag med at give mig, så jeg fik det allerede i går. I øvrigt sammen med en fastelavnsbolle, som jeg gruer noget for, bliver sæsonens sidste.
Afgjort meget bedre end roser, ikke mindst fordi, han også indvilgede i at spille med mig. Det var ikke helt uden bagtanker, måtte han senere indrømme. Han håbede nemlig på, at han på den måde kunne slippe for at blive tæsket igennem Melodunde, men der blev han rigtignok klogere. Der var således både Riising på vores tv og vores sofabord i g’aftes. Og det var skønt!
I morgen venter virkeligheden igen. Eller næsten. Jeg har nemlig ferie, men Manden skal arbejde, så jeg kommer til at blive hjemmegående med snotungen (vi kører i kroniske 11-taller for tiden).
Håber I har haft en dejlig weekend derude <3
Og jeg herremeget vandt!!
4 comments
LIKE :-)
:-*
Hvor er de betænksomme, dine mænd :-)
Men det var godt, at du vandt ;-)
Jeg er faktisk en ret god taber… Hvis det vel og mærke er gået ordentligt til, uden snyd…. Jeg er en meget dårligere vinder ;D