Aldrig har jeg inhaleret en mørbradbøf med ekstra sovs og kartofler så hurtigt. Jeg prøvede ellers at slappe af, nyde den dæmpede belysning, John Legend i loftshøjttalerne og min mands dejlige smil, men der sker åbenbart noget, når man bliver nogens mor.
Man glemmer, hvordan det er at sidde stille i længere tid af gangen og bare nyde. Nyde maden, nyde stemningen, nyde hinanden. For det var det, der var lagt op til i lørdags.
Vi har aldrig gjort os i det der Valentinsdag. Der er så mange andre dage, der skal fejres med blomster og halløj, så det kan hurtigt blive dyrt, hvis man smider penge efter alle kærlighedsdagene. Men i år greb vi altså chancen for at tvinge os selv ud af babyboblen.
Første udgang uden baby! Jeg havde helt ondt i maven ved tanken, og havde egentlig ikke lyst, men vi havde hyret verdens bedste babysitter i form af farmor (oven i købet ret billigt, hun kunne spises af med en omgang køleskabslasagne og fri adgang til en æske fyldte chokolader. Win!), så jeg var ikke i tvivl om, at babyen i hvert fald ikke ville lide nogen nød. Men hvad med mig?
Efter at have madet, skiftet og puttet Frømanden, tog vi noget lidt pænere tøj på (alt uden gylp er i øjeblikket defineret som “pænt”), og jeg tog endda fuld krigsmaling på. Og parfume. Den der jeg købte på vores første udlandsrejse sammen, som minder om varme dage, kærlighed og klorvand i overflod.
Dem kunne jeg godt ønske, der havde været flere af, inden vi udvidede familien. Kærlighedsferier. Det har vi ikke råd til de næste mange år, svarede Manden, da jeg med et drømmende udtryk i øjnene forsøgte at minde ham om, hvor dejlige sådan nogle kan være. Jeg måtte altså nøjes med en middag, sagde han.
Vi endte på Jensens. Sådan går det, når man sætter Manden til at finde en restaurant til lejligheden, men det var nu egentlig en god oplevelse!
De har sgu oppet sig, siden jeg var der sidst, både med betjeningen og maden. Mozzarella-sticksene smagte endnu bedre, end jeg huskede!
Manden var ellers ved at foreslå, at vi bare skulle springe forretten over, så vi kunne blive færdige, og komme hurtigt hjem igen, men jeg fik ham overtalt til, at det nok skulle gå det hele. Svigermor var udstyret med en flaske mælk, og hun havde vores nummer, hvis det gik helt galt.
Så vi bestilte tre-retters menu, og vi kom igennem næææsten uden at snakke om babyen (nej). Og kiggede kun på billeder af ham to gange.
Selvom vi virkelig forsøgte at nyde det, var vi færdige på under to timer. Da vi kom hjem sov den lille fyr stadig. Det var så dejligt at se ham igen…
Jeg havde taget glittertasken og forlovelsesringen frem, de bliver alt for sjældent luftet. Og så var jeg en af den slags mennesker, der skulle tage billeder af alt, inden det kunne spises. Nogen syntes, det var et åndssvagt koncept ;)
4 comments
Altså, hvor er du sej!! Jeg er overhovedet ikke i nærheden af at kunne være væk fra min babyman… Ku ellers virkelig godt spise ekstra sovs og kartofler fra Jensens!
Tak!! :D Det var også en amputeret følelse, særligt for mine bryster ;)
Hvor gammel er din nus?
Jeg har kigget misundeligt efter de damer,der sad ude foran restauranten med barnevogne, når jeg er gået forbi. Jeg forudser, der kommer til at ryge ret mange frokostbøffer ned, når han bliver lidt større ;D
Han er fra 21.dec :) Tror han ville være cool nok med det, mere mig der er lidt langsom. Babysteps. Men helt klart frokostbøf i det lune vejr til sommer (selvom det sgu ikke gir mange point at gå på Jensens når man er vesterbro’er, – men jeg er ligeglad, jeg elsker den sovs, mand!)
Hvor er det rart, at det har været en success at være væk fra baby. Og det er skam helt ok ikke at glemme ham helt (;