Hvad bækkenløsning gør ved hovedet

Åååh, det er skønt at være hjemme! Altså, det har været en rigtig god ferie – fire dage med skønt selskab af søde mennesker, som har taget mere end almindeligt hensyn til en hormonfyldt motorikspasser som mig. Og som har fået Frømanden til at hvine af fryd flere gange dagligt.

Jesperhus Blomsterpark var også et skønt sted – og, ikke mindst, børnevenligt. Det var fantastisk at se, hvordan Frømanden boltrede sig i legehuse, små biler og rutchebaner, og hvordan alt personalet var helt nede i børnehøjde med opfordringer til at råbe tis, når der blev taget billeder eller at smaske højt under middagen for at vinde konkurrencen i at være mest piratagtig.

Farlige geder, særligt de helt små ;)

Hugo får lige en high-five

Vinker til lemurer

På hoppepuden med far

Men jeg har ikke haft det så nemt på den her ferie. Det har gjort så forbandet ondt i hele min krop på grund af den skide bækkenløsning. Jeg har tudet og vrisset og været rigtig utaknemmelig. Jeg har forsøgt at skjule det, men kan ikke rigtig vurdere, hvor godt det er lykkes mig.

Den kræver plads i sengen, sådan en bækkenløsning, hvad der ikke er meget af i en køjeseng, og så har den det bare bedst på den dyre topmadras, vi har herhjemme. Så selvom jeg fik lov til at slappe af og overlade pligter og barn til de andre, så gjorde det alligevel afsindigt ondt, hver gang jeg rørte på mig.

Jeg burde jo bare have nydt, at jeg nu fik tid til at læse en bog eller klø mig selv i håret, mens nogen underholdte mit barn. I stedet brugte jeg tiden på at tude over alt det, jeg gik glip af, fordi jeg kun kunne ligge i hytten.

Åh, hvor jeg føler, jeg er gået glip af meget. Jeg kunne ikke være med på legepladserne, og måtte sende to andre afsted, da han skulle prøve at sidde på en hest for første gang, fordi jeg ikke magtede at gå den kilometers penge, det ville koste mig at se på ham blive trukket rundt.

 

Den ene dag lejede vi en elscooter, så jeg kunne komme med i forlystelsesparken, og selvom det var rigtig dejligt, så var jeg alligevel tæt på at tude hele tiden. Jeg var gal. Frustreret. Følte mig klodset og i vejen.

Min udsigt <3

Scooteren var ikke helt nem at manøvrere med, og jeg var flere gange bange for at vælte i det bakkede terræn, og så oplevede jeg også, at mange mennesker ikke rigtig tager hensyn til handicappede. Mange gange måtte jeg pænt sidde og vente, mens min familie forsvandt i mængden, fordi folk ikke gad at flytte sig. Og jeg skriver “gad”, for det var ikke bare fordi, de ikke havde set mig.

Én gang skulle jeg – på krykker – ned fra et par trappetrin, som en kvinde havde plantet sig på. Jeg kunne ikke komme forbi, og da jeg havde ventet lidt på, at hun ville flytte sig af sig selv, sagde jeg: “Tror du, jeg må komme forbi dig?”

Hun kiggede op på mig, vendte sig om igen. Og blev siddende. Da jeg så uddybede, at det kunne jeg altså ikke, med mindre hun rykkede sig, gjorde hun et par centimeters anstrengelse, så jeg kunne kante mig udenom.

Jeg er sikker på, folk ikke gør det for bevidst at genere, og jeg ved da fra mig selv, at jeg ofte har tænkt, at jeg altså HAR gjort plads nok til, at nogen kunne komme forbi. Men næste gang vil jeg alligevel lige tage et par skridt mere ind til siden, for det er dælme ikke sjovt at sidde fanget på en scooter og hverken kunne komme frem eller tilbage.

Jeg kunne stadig ikke følge med på Frømandens leg. Jeg kunne bare se på, mens de andre hyggede om ham. Det er selvfølgelig meget bedre end at ligge derhjemme og stirre ind i en væg, men jeg blev stadigvæk udfordret psykisk.

 

Den sidste nat sov jeg slet ikke for smerter, og jeg glædede mig bare til at komme hjem. Hvilket irriterede mig grænseløst. Jeg er så ærgerlig over, at jeg skal ødelægge min – og sikkert også de andres – ferie på grund af de dystre tanker.

Men det her bækkenløsning er altså ikke kun hårdt for fysikken, det går også benhårdt ud over psyken. Jeg har altid set mig selv som en okse. En slider. Sådan en, der altid var på vinderholdet i tovtrækningskonkurrencer. Nu kan ikke engang skubbe min dreng på en gynge eller sætte en tallerken i opvaskemaskinen, uden at det brænder og lyner i hele min krop.

Da vi kom hjem, lagde jeg mig straks ind på min egen seng, og der har jeg ligget lige siden.  Efter halvanden dag føler jeg mig nogenlunde klar igen. Til at sidde op i sofaen.

Jeg går glip af så meget, og jeg føler mig nyttesløs og doven, fordi jeg ikke kan hjælpe til med ret meget. Når jeg gør, bider det mig bare i røven, så jeg bliver nødt til at ligge i sengen bagefter.

“Vi skal bare have dig igennem så godt som muligt,” bliver min søde jordemoder ved med at sige til mig, og det er da en trøst, at det (forhåbentlig) går over igen på et tidspunkt, men jeg ved jo også godt, at jeg stadig kan se frem til godt og vel to år med smerter og begrænset fysik.

Det er ad helvede til ikke at kunne dyrke motion. Ikke at kunne gøre ret meget ved graviditetskiloene (eller dem, der var der før graviditeten, ahem), og det er virkelig frustrerende ikke at kunne noget som helst med sit barn.

Så jeg hænger mit hat på tanken om, at det går over igen. Og at jeg får en ny chance for at opleve de der første gange med Haletudsen. At livet forhåbentlig byder på mere aktivitet og masser af gode ferier i min fremtid. Hvor jeg også kan være med.

Frømandens humør lå for det meste af tiden på 100%. Og det var jo også det vigtigste :)

En sød pige syntes, han var helt vildt hyggelig at lege med. Og smeltede mit hjerte fuldstændig.

Det bedste ved hele turen var uden tvivl de her biler, som havde døre, der kunne åbnes og lukkes utallige gange.