Forleden linkede Miriam til et indlæg, hun har skrevet omkring sine musiske tilbøjeligheder, og selvom ingen har bedt mig om at gøre rede for mine, så får I dem sgu alligevel, for det gjorde mig helt glad at læse det, Miriam havde skrevet. Måske får I det samme ud af mine svar?
Kommer du fra et hjem med klaver?
Nej, men min far mente selv, han var ret cool på et hammondorgel. Han købte derfor sådan et legetøjskeyboard til mig, og gav sig selv til opgave at lære mig at spille på det. Det var noget med at skrive bogstaver over noderne og matche dem med samme slags på tangenterne. Finkulturelt?
Spiller du selv et instrument?
Tæller stemmen som et instrument? Ellers er jeg hammersej på en tamburin (dog ikke så sej som Happy Tambourine Guy!), og så blev jeg selvfølgelig også tæsket igennem blokfløjtelektioner i folkeskolen.
Har du nogensinde drømt om at blive musiker?
Altså, her snakker vi ‘prof’, right? For det er vel ikke en beskyttet titel? Ja, det har jeg, og gør det som sådan stadig. Men det er jo ikke noget, man kan leve af. Det er i hvert fald det, der altid har afholdt mig fra at gå efter det, og så vil man det vist ikke nok. Ikke nok til at leve af det i hvert fald.
Synger du i badet?
I badet, i bilen, foran computeren, på gaden, i supermarkedet… Ja.
Hvad betyder musik for dig?
Sådan historisk set har musik altid været ret vigtigt for den menneskelige race, så derfor kan I sikkert genkende det, at musik gør noget helt særligt ved en. Når jeg hører musik, forsvinder jeg ind i en anden verden, og tit bliver jeg så opslugt af sangen, at jeg bliver helt trist, når jeg kommer ud af euforien igen. Derfor bliver jeg også tit helt besat af visse numre… Det er en vild følelse. Jeg ville høre musik døgnet rundt, hvis jeg kunne.
Hvordan lytter du til musik?
Højt og med masser af god bas. Og så synger jeg altid med og danser med på den ene eller den anden måde, også selvom jeg sidder ned.
Hvem er din yndlingskunstner?
Det gør jeg mig ikke rigtig i. Jeg kan lide stort set al slags musik, og som sagt har jeg perioder, hvor jeg bliver besat af en enkelt sang eller artist. Lige nu er jeg ret hooked på Post Modern Jukebox, som laver retro coverversioner af populære sange, og Marina and the Diamonds. Og så er musik fra 90’erne og 00’erne også altid et hit!
Hvilken slags musik kan du ikke holde ud af lytte til?
Techno. Og så alligevel, for jeg kan godt lide en del fra Gigi d’Agostino, men det er også fordi, der er en melodi i hans sange. Musik uden melodi, eller som er for ensformigt, som fx trance og house, det er ikke mig.
Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?
I Will Survive. Elsker den simpelthen. Her fremført af mit band og mig under en forkølet øvesession:
Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?
Mariah Carey’s My All. Jeg ønskede den engang spillet i radioen i sådan et program, hvor man måtte ønske kærlighedssange til sin udkårne. Så sad jeg der og lyttede og tudede over, at Nikolaj nede af vejen slet ikke forstod mine let skjulte signaler. Hvorfor forstod han ikke, at når jeg skyndte mig væk, helt rød i bærret, hver gang han snakkede til mig, så var det bare fordi, jeg virkelig godt kunne lide, når han snakkede til mig?
Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Arh, det bliver snart for kliché, gør det ikke? Men John Legend er lækker lyd.
Hvad hører du helst søndag morgen?
Jeg vågnede engang op hjemme hos en, som satte Jamiroquai på sådan en solfyldt søndag morgen. Det var helt vildt lækkert at ligge i sengen og lytte til. Kan huske, at jeg tænkte, at når jeg engang fik min egen københavnerlejlighed, så ville jeg sætte den cd på hver morgen. Det blev aldrig rigtig til noget…
Hvilket sang får dig stensikkert på dansegulvet?
WHAM’s Everything She Wants og alt med Scissor Sisters og Lady Gaga. Og så må vi igen ikke glemme al musik fra 90’erne og 00’erne!
Hvad er den første sang du kan huske?
Jeg har vel været omkring fire år gammel, da jeg var på noget campingferie med mine forældre. Jeg havde fået et gråt bånd med Kim Larsen, og sad på noget gyngestativ og skrålede med på Køb Bananer.
Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?
Guns N’ Roses med November Rain og Eva Cassidys Autumn Leaves. Og hvis vi tager noget instrumentalt med, så tuder jeg også stensikkert til the suite fra Schindlers Liste og Gunnar Madsens Anna.
Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?
Det har jeg ikke tænkt over, men det er også ligemeget for mig. Det skal være noget, der betyder noget for dem, der står tilbage. Om det så er Oh Happy Day eller noget mindre glædeligt.
Har du været i operaen?
Nej. Jeg er til gengæld en seriøs sucker for musicals.
Har du været på festival?
Ja, har været på Roskilde Festival to gange. Det var, hvad der skulle til, før jeg fandt ud af, at det slet ikke er mig med det der festival.
Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
Jeg har været til virkelig mange fede koncerter inden for de seneste par år, og det er simpelthen for svært at vælge én ud! De har været fede på hver deres måde.
Lady Gagas fest i Parken var det vildeste show. Scissor Sisters i Amager Bio var første gang i mit liv, jeg skreg sådan teenage-hysterisk. Jeg formåede dog at gøre det igen, da jeg stod bare et par meter fra de dejlige Backstreet Boys i forum sidste år, hvilket bragte mig helt tilbage til the good ol’times. Men også intimkoncerten med Claus Hempler i Forbrændingen har sat sine spor.
Om halvanden måned skal jeg ind og se Katy Perry, og jeg er sikker på, den også kommer til at skrive sig ind i min historiebog som et brag, ligesom koncerten med Gaga og Tony Bennett til sommer.
Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?
Det vil være meget svært at vælge mellem Søren Rasted og Robbie Williams. Begge er nogle charmerende drengerøve (altså inden de blev familiefædre), og så er jeg helt vild med deres humor!
7 comments
Sidste spg.: …Why not both? Og så lige krydret med lidt Tim C, så er den hjemme:)
Og det er altså ret sejt, at du synger i band – så er man en jo slags kendis. Ihvertfald når man bor i Jylland ;)
Nah, ikke sejt… Men sjovt. Du har til gengæld helt ret, her i Jylland bliver man betragetet som lidt af en superstar, bare man stiller sig op foran en forsamling og gør noget ;D
Jeg sagde, det blev svært at vælge mellem dem, ikke at jeg havde tænkt mig at gøre det? ;D Mr. Christensen… Jeg kan godt lide hans musik, men han er vist lidt for føle-føle til mig…
Så hellere Nils Hausgaard ;D
Altså, jeg vil bare sige at jeg blev vældigt glad af det her indlæg! Hyggeligt, oplysende og underholdende ;)
Det er jeg glad for at høre :D