I dag har været en lang og latterlig dag. Babyen har overhovedet ikke sovet fra klokken 12 middag til hans puttetid klokken 19. Dér gik han så endelig omkuld, sov en times tid, og har nu været vågen i en time.
Total uhørt for min sovesnude, der den seneste måneds tid har passet sin sengetid så fint, og været super god til at sove næsten hele natten (en udvikling, jeg nok lige skal dele med jer på et tidspunkt, hvor der er overskud igen.)
Nu har vi puttet ham i barnevognen i stedet, og Manden har trillet lidt rundt med ham for at se, om det kunne virke. It didn’t. Han kan ikke finde ro, selvom han er dødtræt, og han gnider sig i øjnene og hyler, lige gyldigt hvad vi prøver.
Han har fået masser af vand dagen igennem. Bleen er ren, og den har siden middagstid været det eneste, der sidder på hans krop.
Frømanden har altid været et varmt barn. Lige fra han var nyfødt, har han stort set ikke haft mere end en body og et par bukser på, når vi altså var inden for. Ellers kom han på ingen tid til at ligge og koge, så sveden drev af ham.
Selv når han var ude i vintervejret, skulle vi passe på med at give ham for meget tøj på, for havde han meget mere end netop body og bukser inde under sin køredragt, så kogte han også. Det er det helt omvendte problem af alle andres, kan jeg forstå, og det er særligt en udfordring nu, hvor vi har cirka 26 grader i skyggen.
Jeg ved, hvordan han har det, for han har arvet det fra mig, og det er sgu ikke nemt at være sådan en varmblodet type. Af samme årsag har jeg ikke sovet super godt i nat, hvilket ikke gør det nemmere for mig at holde modet oppe.
Jeg har prøvet alle mulige sager for at hjælpe ham. Jeg startede med at stille ham i skyggen af nogle træer et sted, hvor der lufter rigtig meget – selvfølgelig vendt mod vinden, så han ikke lå i træk, og med myggenet over sig. Det var ikke en succes.
Så rykkede jeg ham inden for i stalden, hvor der altid er køligt, og meget køligere end udenfor på sådan en steghed dag. Til gengæld lufter det ikke, så det var heller ikke godt nok. Indtil nu havde han ligget i sin Onslow-body (den uden ærmer), og den var allerede våd af sved bagpå, så den hev jeg af ham. Det hjalp ikke ret meget.
Ud igen, ind igen, forsøge med og uden myggenet. Op igen, noget at drikke, noget at spise – efterhånden havde jeg kæmpet i en hel time, hvilket er, hvad han plejer at sove middagslur i. Men det er altså svært at få mad i en baby, der konstant sidder og pjevser og gnider sig i øjnene, fordi alt er galt.
Så puttede jeg hans fødder i noget køligt vand. Han fik også lidt vand på kroppen, mens jeg skiftede ham, så han kunne ligge og lufttørre til en køligere temperatur.
Ud i barnevognen igen, og nu tog jeg så myggenettet af. Så må han sgu blive stukket af den skide bi, hvis han i det mindste bare sover imens… Men det skete selvfølgelig ikke. Ingen af delene.
Til sidst tog jeg en stofble og fugtede i noget vand, og lagde den over ham. Det plejer at virke, når jeg har forbrændt mig selv (igen. Nej, man lærer det åbenbart aldrig…), og det hjalp lidt. Jeg kunne høre, han lå derude og kæmpede for at falde i søvn.
Klokken 17 puttede jeg ham i et kar med lunkent vand, som jeg havde stillet i skyggen. Det var bare lykken, så der sad han i godt 20 minutter, indtil jeg syntes, han virkede lidt for kølig. Efter det kom han igen ind og fik noget mad, og så nærmede vi os puttetid.
Ved den sidste tår aftensmælk faldt han i søvn i min arm, og jeg bar ham ind på værelset, hvor vinduet stod pivåbent. Alligevel var der 26 grader! Den lille mand ænsede intet, han var allerede helt væk med det hvide ud af øjnene. Det kunne jeg nu ikke bebrejde ham, efter han havde været vågen i syv timer.
Vi nåede lige at ånde lettet op ved tanken om, at NU var kampen slut, da han begyndte at knirke. Her var der gået en time, og nu har vi så brugt endnu en time på at få ham til at sove. Og det ser ikke ud til, at det slutter anytime soon.
Jeg har nu lukket vinduet på hans værelse og sat en ventilator ind i stedet. Jeg håber på, den kan køle rummet lidt ned, men eftersom den jo ikke køler, bare pisker den varme luft rundt, så er der sikkert ikke held ved det heller.
Suk! Det har satme været en lang dag, som ser ud til at fortsætte ind i en lang nat. Og det skulle så blive værre i morgen, siger de…?
Er der nogen derude, der har et godt råd til, hvordan man kan hjælpe sit varme barn i heden?
Nej tak til det med at sove. Her på femte time, men stadig glad nok til at give sin mor et smil. Heldigvis.
6 comments
Et soppebassin med vand + isterninger, en badering om halsen og en spraytur med faktor 50 – så er han good to go B-)
Så bare smid et par gummiænder i, så er der tilmed underholdning.
– Anne
http://www.venterpaavin.blogspot.com
Hahaha, ikke en dårlig idé :D (Som jeg i øvrigt fulgte, til stor jubel for både mig, baby og katten!) Problemet er bare ikke så meget, når den lille lort er vågen, mere når han skal sove… Krydser fingre for, der ikke kommer alt for mange af de der helt heisse dage i nærmeste fremtid…
Ud at køre i bil med aircondition eller slå lejr i supermarkedet. Badebassin med koldt vand og balloner fyldt med koldt vandt. Faktisk ville en vandseng jo være lykken. Tag ud til havet eller på hotel med aircondition. Føler med dig, jeg kan godt huske hvor hårdt det var, da jeg boede i taglejlighed med små børn.
Kh.
Anne-Marie
[…] mange gange for alle de gode forslag, der er kommet fra jer på mail og i kommentarfeltet på det her indlæg om, hvad man netop skal gøre med baby i varmen. Alle de ting hjælper – når han er […]
Kun ble på – døgnet rundt ;-) Det virker på Supermanden på vores matrikel
Det er også løsningen her (blandt andet), men selv dét er for varmt for mit lille, varme barn :( Om dagen kan han køles ned af kolde bade, men om natten… Nå, men det ser jo heldigvis ud til, at sommeren ikke rigtig bliver til noget i år ;)