Havde han levet i dag, ville han være at finde forrest på stolene til et af dagens mindearrangementer. Min onkel Tage, som tog kampen op med den tyske besættelsesmagt for mere end 70 år siden.
Dengang var han løjnant af reserven, og var en af dem, der forsøgte at gøre livet svært for tyskerne i København. Han lavede illegale operationer, gav efterretninger til de allierede, og var aktiv i den illegale presse. I 1943 blev han arresteret og smidt i Vestre Fængsel, inden han blev sendt videre til Frøslevlejren.
Her sad han i to år. Hvad der skete med ham der, ved jeg desværre ikke ret meget om, for han har aldrig ville tale om det. Jeg ved bare, at han blev steril af det. Muligvis på grund af sult, eller også fordi han blev tortureret. I hvert fald oplevede han en masse ting, som forfulgte ham resten af livet, og som han ikke turde tænke for meget over.
Han fik senere Ridderkorset af Dannebrogordenen for sine gerninger, hvilket min morfar i øvrigt også gjorde. Han var nemlig også aktiv i modstandsbevægelsen, men undgik at falde i tyske hænder. Hvad han har oplevet, ved jeg faktisk heller ikke. Det var heller ikke noget, han snakkede om.
Det gjorde man ikke. Man talte ikke om det. Man vidste aldrig, hvem der lyttede. Derfor var det først alt for sent i hans liv, da han var blevet små-dement, jeg fandt ud af, at han har bidraget til historien på dén måde.
Når jeg tænker over det i dag, kan jeg dog godt se, der er mange ting i hans – og vores, hans families – liv, der bærer præg af hans oplevelser. For eksempel blev han aktiv i Hjemmeværnet, som efter krigen blev oprettet som et slags officielt, vedvarende modstandskorps. Det var dengang, man ikke gjorde grin med dem, der hoppede i trøjen. Dengang man ikke beskyldte dem for at være krigsliderlige. Nok gjorde de brug af våben og sprængstoffer, men krigsliderlige var de ikke, modstandsfolkene. De kæmpede for frihed, ligesom langt de fleste soldater vist gør i dag. I hvert fald dem, jeg kender.
Hvis I har hørt radio i dag, har I måske hørt nogle af de debatter, der har kørt. En af dem lød på, om det overhovedet var nutidigt at beholde 4. maj som en national mindedag, fordi trusselsbilledet jo har ændret sig. Det forstår jeg ikke et klap af.
Det vil altså sige, at fordi vi ikke længere behøver at frygte tyske soldater, så skal vi ikke længere sige tak til dem, der gav deres liv – nogle mistede det sågar – i kampen for frihed? Lad os lige huske på, at det var modstandsbevægelsens gerninger, der i sidste ende fik Danmark over på den vindende side i krigen. Det var bestemt ikke alle, der så Danmark som en tyskfjendtlig nation, eftersom regeringen mere eller mindre lagde sig fladt ned, da Hitler sendte sine ulve ind over vores grænser.
Vil det sige, at der ikke er mere frihed at kæmpe for? Det synes jeg da i høj grad, der er. Faktisk særligt nu, hvor trusselsbilledet har ændret sig. Om det nogensinde vil ske igen, at Danmark bliver besat, ved jeg ikke, om jeg tror på, men lige nu sidder der atter nogle magtherrer og bedyrer, at de er i gang med at overtage verdensherredømmet. Vi griner af dem, ligesom vi engang grinte af Hitler. Men kan det ske igen?
For to år siden sendte jeg min mand til Afghanistan. Han er på ingen måde krigsliderlig, han er ikke blevet soldat for at komme ud og skyde. Faktisk gør han det stort set ikke, da hans rolle i hele det der spil er at trække skadede køretøjer hjem til lejren. En slags Forsvarets Falckmand.
Men han har kæmpet for Danmarks frihed. Sådan er det ikke alle, der ser på det, det er jeg klar over. Der er mange, som mener, Danmark aldrig skulle have sendt tropper til Afghanistan. Men er det meget anderledes, end da amerikanerne hjalp os ud af de tyske klør?
Den afghanske regering bad omverden om hjælp til at bekæmpe en invasiv hær, Taliban, på samme måde, som vi bad omverdenen om hjælp til at slippe for tyskerne. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at amerikanerne var helte dengang, men man skal endelig ikke tage fejl – USA gik først ind i kampen, da deres egen frihed blev angrebet, præcis ligesom argumentet er for at sende danske tropper til udlandet.
Nu var det egentlig ikke for at blive politisk i hele denne debat, men som med så meget andet – børneopdragelse, mærketøj og dyresamlekort – er der altid fare for at blive det, når der kommer følelser i klemme. Når det handler om dem, man har kær.
Min mand har kæmpet for nogens frihed. Det har min morfar og min onkel også. Og jeg er virkelig stolt af dem! Jeg ved ikke, om jeg turde at stritte imod, hvis vi pludselig stod i den situation igen. Jeg får tics bare af at se filmen om Hvidstengruppen, selvom jeg jo hver gang godt ved, hvordan den ender.
Men om vi har aktier i dagen eller ej, så synes jeg aldrig nogensinde, vi må glemme, hvad der skete under 2. Verdenskrig. At der dengang – som nu, heldigvis – fandtes mennesker, der trodsede al frygt og kæmpede for noget, der var større end dem selv.
Det, synes jeg, vi skal huske, når vi går i selvsving over Kählervaser, Disney-arrangementer og samlekort. At vi lige nu lever i en tid, hvor vi er så priviligerede, at vi kan gå op i små ligegyldigheder, som om de gjaldt liv og sjæl, fordi nogle andre har taget kampen for os engang. Selvfølgelig skal vi mindes dem 4. maj.
Derfor sætter jeg lys i mit vindue i aften og lytter til Kim Larsens “Flyvere i natten”.
2 comments
Hvor er det bare godt skrevet – og rigtigt skrevet! Det er nogle beundringsværdige mænd du har (haft) i dit liv.
Vi må aldrig glemme nej. Jeg har også tændt lys i aften.
Tak! Og tak <3
Og bonus: Det ser så hyggeligt ud :) Jeg glemmer altid at få tændt hyggelys. Jeg var så god til det engang. Må prøve at huske det noget oftere (og heldigvis er tiden med et nysgerrigt spædbarn jo lige dén tid, man har allerbedst plads til levende lys) :)