Det virkede som en knaldgod idé, dengang jeg proklamerede, at jeg ville lave månedlige tilbagebliks-indlæg over, hvad der skete på bloggen for et år siden.
Men så var det, jeg fik et arbejde, og så stoppede det sparsomme overskud til at være på forkant med noget som helst. Så der har ikke været sådan et siden oktober (det kan I læse her, hvis I missede det)
Men for pokker, hvor der skete sager i november og december 2014!
- Det var dengang, jeg var højgravid og skrev lidt om, hvordan det egentlig føltes. Og ikke mindst tanken om, at det lige om lidt var slut med bare at være to (hvilket stadig skræmmer mig den dag i dag!)
- Det var også i november, jeg var til ekstra-scanning og fandt ud af, at den pige, jeg gik og ventede på, i virkeligheden var en frøMAND. Og jeg skrev mit til dato mest udleverende indlæg om, hvordan det føltes, da drømmen om en pige bristede.
- Jeg skrev mig ud af sorgen, indtil jeg til sidst kunne skrive et indlæg om, at jeg var okay igen. Den tid står meget, meget klart for mig, og jeres fantastiske kommentarer og rygklap hjalp mig mere, end I måske aner <3
- Det var dejligt, for så var der overskud til at fundere lidt over Den Dumme Gemmenisse, der var flyttet permanent ind i vores hjem (og i mit hoved) i den tid.
- Og så skrev jeg også det indlæg, der er blevet læst allerflest gange indtil nu, nemlig det der med, hvornår vi udleverer os selv FOR meget på nettet. Det kan sgu godt tåle en gen-læsning.
Så kom december, hvor jeg blev mere og mere træt og sur for hver dag, Frømanden nægtede at komme ud til mig.
- Det fik mig blandt andet til at tænke på, om der overhovedet findes grimme børn? Svaret er ja. Heldigvis er det dog for det meste kun ligegyldige mennesker, der kan se det. Ens eget barn er aldrig grimt, heller ikke når det faktisk er det, men det opdagede jeg gudskelov først senere.
- Jeg tudede også en hel del over smerterne fra bækkenløsning. Både på bloggen og (endnu mere) i virkeligheden.
- Og blev virkelig, virkelig træt af det der barn, som nægtede at komme ud. Det indlæg skrev jeg i øvrigt dagen inden, veerne startede, så mine trusler virkede åbenbart.
- Til sidst kom han så ud, min skønne, lille Frømand. Jeg kan stadig huske alle minderne fra den dag (også den om, at jeg tissede mig selv ned ad benet, hvad jeg vist aldrig fik fortalt herinde?), og kom endnu en gang til at tude, da jeg læste det.
- Grinte til gengæld noget, da jeg læste mine tanker fra Uge 1 med Frømanden. Jeg kan godt huske det, når jeg nu ser mine ord igen, men ellers havde jeg da lykkeligt fortrængt alle smerterne fra væske i fødderne og det der med, at man knap kunne tørre sig i røven, før ballonen sprang…
Det allerførste billede af Martin, der kom på bloggen. Lille, tyk og vidunderlig.
