Hvide bryllupssommerfugle i maven

Den er så småt begyndt at komme til mig. Panikken. For høvled, det er jo lige om lidt. Om fire dage, hvis vi skal gå i små sko.

Det skal vi selvfølgelig ikke, for fødderne skal nok nå at hæve godt og grundigt efter en hel dag med koldsved, bryllupsmarch, fotografering, dans og – ja, mere dans.

Så jeg har købt dem et nummer større, end hvad jeg plejer. De er i øvrigt guld og blå, som er, hvad nogle måske allerede har luret, et gennemgående farvetema i det, som på lørdag bliver “mit bryllup”.

Jeg har det lidt ambivalent med det hele, for på den ene side glæder jeg mig helt vildt til festen!

Vi skal være sammen med en hel masse fantastiske mennesker, som vi holder afsindigt meget af. Der kommer folk både fra Jylland, Fyn, Sjælland og Australien, og nogle af dem har jeg ikke set i noget nær otte år!

Jeg er så glad og taknemmelig for, at de gider at fejre dagen sammen med os, og vi har gjort vores ypperste for at lave en masse overraskelser for dem, så de også får en fed aften.

Omvendt hader jeg at være i centrum. Jeg får vel det, der hedder præstationsangst, og begynder altid at koldsvede. Jeg bryder mig faktisk ikke spor om, når hele fokus er rettet mod mine følelser, og hvis der er noget, jeg med ét tusindes procent sikkerhed kan være sikker på, så er det jo, at lige præcis dét er noget, jeg kan regne med, vil ske den dag.

Det – og så at maden bliver god. Laks, kalvefilét og Oreo iskage fordelt på tre retter. Nå ja, og at musikken gør, for det er nemlig mig selv, der skal synge for.

Det skabte i øvrigt højlydt forundring: “Hva? Skal du selv synge? Til dit eget bryllup?!” Og ja, det skal jeg. Det er nu engang noget, der vil glæde mig at gøre, og noget der er så stor en del af mit liv. Jeg vil slet ikke kunne lade være, og heldigvis har folk sagt, de glæder sig til at høre det. Der er ingen, der har set mig optræde med mit band før, så det bliver spændende! Det er endnu en af de ting, der gør, at jeg er lige ved at gå i panik.

For jeg er så bange for at gå i sort, ligesom jeg gjorde det til min fars andet bryllup for ti år siden, hvor jeg begyndte at hikste så meget halvvejs gennem min tale, at jeg ikke kunne gøre andet end at sætte mig ned igen. Totalt ydmyget.

Sådan er det, når man har følelserne uden på tøjet. Det er ikke blevet bedre, efter jeg er blevet mor, og jeg frygter, at jeg bare behøver at kigge på Manden eller Frømanden i deres fine tøj, før jeg begynder at krakelere.

Normalt gør jeg det, at jeg tager min usynlige sejhedskappe på, for så kan jeg sagtens både holde tale, synge og skabe mig tosset på et dansegulv. Så er der ingen problemer med at “gå ind i kaos” og få alles øjne rettet mod mig.

Men den gør også, at jeg gemmer mine følelser væk, så de ikke kravler op og vælter ud af mine øjne. Det er jeg ikke sikker på, jeg har lyst til at gøre på min bryllupsdag, men på den anden side vil jeg jo helst heller ikke bruge hele aftenen på at flæbe.

Indtil videre gør jeg det, at jeg fortrænger alle tanker om, at festen er lige om lidt, for så kan jeg ikke gå for meget i selvsving over det – og så giver det jo også sådan et fedt, fedt sug i maven, når jeg kommer i tanke om, hvad der skal ske i weekenden.

Det er vildere end at en tur i Dæmonen. Men knap så fedt.

De sidste forberedelser er ved at falde på plads, og jeg går bare og frygter, at jeg har overset et eller andet. Det finder jeg nok først ud af på lørdag, mon ikke?

I morgen skal jeg et spændende, hemmeligt sted hen for at forberede noget, der forhåbentlig bliver en sjov overraskelse for vores gæster. Jeg vil ikke afsløre for meget, for der er en risiko for, at nogle af dem læser med her, men måske uploader jeg et billede på instagram :)

Indtil da får I lige et par billeder fra forberedelserne her: