Jeg nåede ellers lige at erklære mig gladere, ikke? Det skal man aldrig gøre for tidligt, for det rammer bare én bagi. Hver. Gang.
Den er tilbage. Den velkendte følelse af, at verden er ved at ramle, og at jeg løbet rundt om mig selv i cirkler, mens jeg prøver at finde ud af, hvad jeg kan gøre for at redde mig selv fra ragnarok.
Stress. Det har været en del af mit liv, lige siden mine forældre blev skilt for over femten år siden. Jeg har det, man kalder “en langvarig stress-reaktion”, og sådan noget forsvinder selvfølgelig ikke natten over, selvom man er startet i behandling.
Det er i hvert fald det, Psykologika trøster mig med. Det vil ofte føles som to skridt frem, halvanden – under tiden to-et-halvt – tilbage, siger hun.
Lige nu er der tilbagegang.
For mig er stress…
…når der sidder en lille mand inde i dit hoved, som bare råber og råber. Helt uforståelige ord, som du ikke kan tyde. Men de er jo nok vigtige, når han råber sådan, så du forsøger at lytte. Det giver hovedpine.
…når rummet drejer rundt, selvom du ikke har fået så meget som en enkelt dråbe under vesten.
… når det føles som om, hovedet er ved at bryde i brand for at eksplodere. Lidt ligesom når de sender rumraketter op.
… chokolade og cola i køleskabet. Men ikke ret længe, kun til det er blevet koldt nok.
… når du glemmer. Vejen til arbejde, for eksempel, selvom du kører den hver dag. Eller at spise.
… ondt i maven. Når du kommer i tanke om, at du ikke har spist siden i morges – eller om et eller andet, som du ikke kan huske, om du har glemt at gøre. Livsvigtige ting, som at aflevere biblioteksbøger.
… en vrissen kone. Hun er svær at bo sammen med, også for mig.
… når det snurrer i læben, og øjet ticker, og man bare håber på, at ingen bemærker det.
… når det bliver uoverskueligt at gå i bad, særligt hvis man også skal vaske håret.
… når man ikke længere har overskud til det – og dem – der virkelig betyder noget.
… når man kan sove en hel dag, uden det gør en forskel for hverken humør eller energiniveau.
… et ben, der aldrig vil sidde stille. Og en sang-bid, der ikke vil stoppe med at spille inde i hovedet. For tiden er det Coldplay.
… når man bliver forskrækket over, at ens lunger pludselig insisterer på en ordentlig indånding, så der også kommer ilt ned til maven.
… dårlig samvittighed. Over alt det, man ikke når at få gjort. Over det, man ikke orker at gøre – og over det, man ikke formår at være for andre.
… at være virkelig træt af tanken: “Det oooorker jeg ikke!” (Og lidt sur på Rune Klan over, at man ikke kan tage sin hjerne seriøst, når den siger det.)
… at lave virkelig mange lister, men sjældent strege ud.
… sygdom. Influenza-lignende symptomer på 9. uge.
… når fremtiden er mørk og uoverskuelig, selvom den på papiret ser lys og lovende ud.
10 comments
Åh, søde du <3 Mange varme tanker i din retning. Jeg er ikke stressramt så vidt jeg ved af, men kan dog sagtens nikke genkendende til nogle af tingene der. Puha.
Ønsker dig alt det bedste. Læssevis af krammere her fra Aalborg <3
Tak, kære du <3
Sender dig bare et kram. Og rigtig god bedring. Jeg ved det ikke hjælper at sige det – men der er lys for enden af tunnelen. Håber ikke du jobber nu ? Håber du er blevet sygemeldt. Kram. <3
Kære Christina – tak! <3 Både og, ikke... Altså, det hjælper ikke konkret, men jeg ved jo, du har været ude i noget af det samme, så at høre dig sige sådan hjælper noget. Det skal nok gå. Fordi... Det skal det bare.
Jeg jobber stadig, fordi jeg endnu føler, det giver mig noget positivt. Jeg ved ikke, om det vil være smartere at lade være, men for nu jobber jeg måneden ud... Det kan nå at ændre sig inden ;)
Kære du, alle gode tanker herfra!!!
Tak, sødeste <3
<3 <3 <3
Tak <3
Søde dig, hvor jeg (desværre) genkender det du skriver. Der er lys for enden af tunellen, selvom det hele kan synes uoverskueligt når man er midt i det hele… Jeg tænker (og håber) psykologika hjælper – det var ihvertfald der jeg selv flyttede mig mest. Samtidig brugte jeg meget som i virkelig meget tid på at finde ud af hvad det var jeg havde lyst til – og dyrke det jeg havde lyst til noget mere. Og så gik jeg ture – hver dag. Men i den periode var jeg også sygmeldt. Men ud i naturen på en sten kunne jeg virkelig mærke at skulderne kom ned fra “oppe omkring ørerne” og knuden i maven forsvandt – ihvertfald for en stund :) kæmpe kram!!
Kære Sandra, tak for dine opmuntrende ord. De er meget værdsat. Naturen hjælper også mig, men som du siger: kun for en stund. Jeg synes, hun hjælper mig, psykologen. Men jeg ved også, der skal mere til end bare snak, så det prøver vi (hun og jeg) at finde ud af, hvad skal være. Jeg håber, jeg snart ser noget lys :)
Er du helt ovenpå igen? <3