Mens vi andre festede og glædede os til, at sommerferien rykkede tæt på, kørte tre mennesker galt på en smuk, lys sommeraften en fredag i juni 2002. Tre unge mennesker, som gik i 3.g på det gymnasium, jeg lige var startet på et års tid forinden. Jeg kendte dem ikke, men blev alligevel ramt af en dyb sorg over meningsløsheden.
Bare fordi man ikke selv er involveret i tragedier, kan de jo stadig gå ind og påvirke, hvis man kan genkende noget af sit liv i dem. Jeg blev måske ekstra meget ramt, fordi jeg suger andre menneskers sindsstemninger til mig, og denne dag var det som om, en mørk tåge bredte sig på gymnasiets gange, på trods af at solen skinnede udenfor.
Folk græd på gangene, og lagde blomster og tændte lys ved det sted, hvor de tre havde hængt en planche op om den terroraktion, der et halvt års tid tidligere havde rystet New York, amerikanerne og hele resten af verden.
Mange mødte glade ind den mandag, uvidende om at det ikke var dag til at være iført smil. Dem der grinende kom ind, blev mødt af en iskold mur fra de sørgendes ansigter. Man måtte ikke være glad den dag. Det var respektløst.
Efter at have haft undervisning i de første par timer, besluttede skolen sig endelig for, at der var blevet sørget nok. De kaldte os til samling, hvor de ville holde et mindeoplæg, inden vi så fik lov til at gå hjem.
Det var en lettelse. Stemningen var blevet så trykket, at der ikke var plads til nogen af os længere. Der var kun plads til sorgen. Endelig kom der en reaktion. Og så var det, det skete.
Vi begyndte at grine, min veninde og jeg. Ja, faktisk nærmest hulke af grin. Vi sad i kantinen og ventede på at blive kaldt til samling, da vi pludselig ikke kunne holde det inde længere. Ikke fordi, der var noget som helst at grine af, men fordi vi forsøgte at finde rundt i al den sorg, vi blev mødt af, som vi ikke forstod.
Jo mere vi forsøgte at undertrykke det, jo højere og mere spruttende grinte vi. De knuste venner fra de døde menneskers klasser gav os de ondeste blikke, jeg nogensinde har fået, og jeg forstår dem godt. Jeg havde helt sikkert gjort det samme, hvis det var mine venner, der havde mistet livet, og nogle små, snottede 1.g’ere tillod sig at sidde og grine – af noget som helst – lige midt i min sorg!
Til samlingen var vi nødt til at sidde i hver vores ende af lokalet for ikke at komme til at sprutte igen. Jeg koncentrerede mig helt vildt for at være stille og vise min respekt. Da vi fik fri, tog vi på stranden. Jeg havde en mærkelig, tom fornemmelse inden i. Ingen sagde noget. Vi gik en tur i de varme, sandede klitter, mens vi kiggede ud over fjorden.
Vi fandt et sted at sidde, og sad bare lidt i tavshed. Så kom reaktionen. Vi begyndte begge at græde. Vi snakkede om dagen, der var gået, om sorg og om alt det, vi var kede af her i verden. Om terror og kærlighed. Store tanker om livet blev delt.
Min pointe i alt det her er, at folk tackler livets sorger på forskellig vis. Bare fordi nogen reagerer med vrede (eller latter) i stedet for gråd, betyder det ikke, at de ikke er kede af det eller ødelagte inden i. Hvor de er i livet på det givne tidspunkt afgører ofte, hvilken retning, de tipper til.
I denne weekend har jeg ligget i sengen og stirret ud i luften det meste af tiden. Jeg kan ikke rigtig rumme det, der skete i Paris i fredags, og har bare haft brug forat pakke mig ind i en dyne og kigge ud på træerne ude foran mit vindue.
Jeg reagerede jeg ikke med at grine hysterisk denne gang. Måske fordi, mit eget liv langt fra er sorgløst for tiden, og derfor byggede det bare oven på, at opleve verden omkring mig falde sammen.
“Jeg ved ikke, hvad der er i vejen,” sagde jeg til Manden.
Altså jo, jeg ved det jo godt. Det er en blanding af det hele. Det er jo ikke en ny sætning i min mund, når jeg siger, at jeg ikke rigtig kan overskue alt det, jeg gerne vil lave. At jeg ikke kan overskue livet, og det hele virker meningsløst. I weekenden blev de følelser forstærket.
“Det hjælper, hvis du bare kommer op og kommer i gang,” sagde han frejdigt, og så kørte han ungen i dagpleje, inden han gik i gang med at slibe loftet på badeværelset, rydde op, tømme opvaskeren og reparere sin nye plæneklipper (mænd og deres maskiner!).
Jeg lå lidt i mørket og tænkte over, hvad fanden der er forskellen på ham og mig. Han har også bagage med fra barndommen og ar på sjælen fra ungdommen. Han har endda været i krig, sådan rigtigt. I Afghanistan. Han er blevet skudt efter, og har været i reel livsfare. Han tager det ikke så tungt. Det er godt, jeg har ham.
Jeg besluttede mig for at tage fingeren ud af navlen. Det hjælper alligevel ikke ofrene i Paris, at jeg ligger under dynen og oparbejder en vinterdepression.
Jeg har brugt mange timer i denne weekend på at tænke over tilværelsens meningsløshed (for det er der nogen, der skal gøre, ellers kom der meget mindre god litteratur på gaden), og jeg tror, min mand har ret, når han siger, at det bare skal gåes væk.
Jeg tror, det eneste værn mod meningsløsheden, er at rejse os derfra, hvor nogle psykopater slog os ned, og finde de små lyspunkter i livet. Selvom det er svært. For fanden, hvor er det dog svært at se glæden i vasketøj og rengøring!
Men det er altså, hvad jeg har brugt min fridag i dag på – vasketøj og rengøring. Og nu, hvor sengetøjet er skiftet, og luften er sprød både ude og inde, så har jeg det faktisk bedre. Verden går videre.
Det betyder ikke, at fredag den 13. november vil blive glemt, ligesom jeg heller ikke har glemt den 11. september eller den 12. oktober (har I også lagt mærke til det? Det er ikke tilfældigt, de har valgt d. 13. november, tror jeg). Jeg har i øvrigt heller ikke glemt den dag, min kat døde. Eller da min mor fortalte, at min mormor var sovet ind. Det forsvinder ikke, bare fordi vi ikke dyrker sorgen.
Livet er ofte noget forbandet lort. Der er kun en måde at overleve i det, og det er at finde mening i sit eget lille mikrokosmos. Før der er mening i det nære, er der alligevel ikke overskud til at tænke ud over egen næsetip, er min bitre erfaring. Løsningen er nok at tænke mindre og handle mere.
Lige nu sidder jeg og kigger ud på en meget glad mand, og synes, at livet giver lidt mere mening, end det gjorde i morges. I aften vil jeg igen starte på min notesbog, som har fået lov at ligge i skuffen alt for længe. Jeg vil skrive tre ting i den, tre gode ting, som er sket i dag.
Jeg kan faktisk allerede komme på tre, så måske skal listen være længere i dag:
- Jeg kom ud af sengen i nogenlunde ordentlig tid
- Men først lå jeg sammen med min mand, der krammede mørket ud af mit hjerte, og snakkede om fremtidens muligheder og udfordringer. Og fandt lidt ro i det.
- Jeg har fået skiftet sengetøj (hvilket desværre ikke sker hver uge), støvet af – og har nu sat en tøjvask over.
Terrorangrebet i fredags gav ingen mening. Det var forfærdeligt, og jeg bliver stadig dybt berørt, når jeg læser rædselsberetninger fra øjenvidnerne, der kæmpede for deres liv. Men i mit liv findes der heldigvis stadig mening. Og nu vil jeg tillade mig selv at grine igen.
For eksempel af ham her…. John Deere med trailer på. Så er vi i Jylland!
10 comments
Er vild med din mand (på en ikke-upassende-måde:)) Selvom der er masser af meningsløshed og forfærdeligheder i verden, er det vigtigt at huske på de små gode ting i livet: Jeres skønne hus, din skønne mand og den lille skønne Frømand. Familie og venner. Kærligheden. Osv.
You know… Du bliver ved at sige sådan. Med den tilføjelse. Hver gang. Jeg kan ikke lade være med at blive mistænksom ;)
Familie og venner (og hunde, hus og alt det andet) er det bedste i verden <3
Ovenpå alt håbløsheden kan jeg glædeligt meddele dig det er bedre at skifte sengetøj hver 14. dag. Så det skal du slet ikke have dårlig samvittighed over <3
Med mindre det altså sker sjældnere end hver 14. dag… Ikke? :S :D
jaja men det gør det jo heller ikke ;)
Jeg har ingen kloge ord. Har været stille af samme grund. Men jeg ved, at det bliver bedre. Det gør det altid. Ellers må du række ud. Vi skal nok være der <3
Ps. Jeg skifter sengetøj en gang om måneden, med mindre drengene tisser i det, når de sniger sig ind til os i løbet af natten ;-)
Overvejede også at være stille. Håber så på, mine ord alligevel kan bruges til noget. Magtesløsheden har også været meget dominerende i blogland, og det gør det ikke rigtig bedre – ikke for mig i hvert fald. Så sådan et indlæg ville jeg ikke skrive. Altså ikke et, hvor magtesløsheden dominerede, så jeg holdte mig fra computeren hele weekenden (-ish).
TAK for den oplysning!!!! :D <3 Ja, for det er også der, vi er... Ikke barnet, han får skiftet oftere. Men vores lagner er sorte, så der ser man det først, når det virkelig er på tide! ;)
“Det hjælper alligevel ikke ofrene i Paris” skriver du. Det er virkelig blevet mit mantra i forhold til nyheder. Jeg besluttede for flere år siden, at jeg ikke ville føle mig forpligtet til at vide “alt”. På netaviser kan man læse om hver eneste voldtægt og hver eneste trafikuheld. Jeg besluttede bare, at det ikke hjælper mig, at jeg ved det og det gør ikke den fjerneste forskel for ofrene, om jeg ved det eller ej. Man kan godt komme til at føle, at man udretter noget alene ved at føle. Men groft sagt gør det jo ingen forskel. Det der betyder noget er, at man handler, hvor man kan, når man kan. Sådan har jeg det også med Paris. Vi ser aldrig nyheder og jeg læser kun det, jeg synes jeg orker eller så jeg er minimalt orienteret . Jeg tænker, at samlet set kan jeg bedre udrette noget i den lille og den store verden, hvis jeg ikke er handlingslammet :-) Men selvfølgelig kan man blive ramt <3
Kh Lisbet
Hvor jeg dog forstår dig!! Nu er jeg jo sådan en, der ikke heeelt kan holde mig fra nyheder, men af og til tager jeg også en time-out. Det øger bare angsten for hverdagen, synes jeg. For eksempel blev der i en periode skrevet virkelig meget om hjemmerøverier, og det fik jeg nævnt for min chef – altså at det faktisk var noget, jeg var rigtig bange for. Hun kunne jo så fortælle, at antallet af hjemmerøverier aldrig har været lavere – på trods af, at der er kommet mere fokus på det i medierne. Det slog angsten lidt ned – men kun indtil jeg læste om et nyt hjemmerøveri ;) For os følsomme typer gælder det jo virkelig om at skærme os selv! Den gode historie sælger ikke lige så godt – det er i hvert fald devisen i nyhedsformidling… :/
[…] Jeg føler med dem. Men jeg har ikke været ked af det i dag, som jeg blev det efter angrebet i Paris (og hvor jeg snakkede lidt om, hvordan jeg ellers har reageret på sorg). […]