Jeg så det selv med det samme. Allerede da jeg første gang fik lov at se Frømanden på 3D-scanningen ved 36 uger. Jep, han ligner sin far. Det er noget med næsen, og det konstaterede jeg altså selv som den allerførste.
Siden har samtlige mennesker i verden sagt det samme. Faktisk gik der ikke engang et minut, fra han kom op på min mave, til jordemoderen konstaterede det: “Flot fyr,” sagde hun og supplerede: “Ligesom sin far.” Og ja, han ER jo en flot fyr – synes jeg. Faktisk syntes jeg, han var alt for flot til mig, dengang vi mødtes, så hvis drengen ligner sin far, er det da bare godt for ham.
Alligevel gik der ikke meget mere end fem minutter, fra han blev lagt på min mave, til jeg blev rigtig træt af den kommentar. Fjollet, måske, men sådan er det.
Jeg tror, det er lidt ligesom hvis man har skrevet en rigtig god opgave sammen med en anden. I ved nok, sådan en, man er rigtig stolt af, og hvor man har lagt alt det bedste, man har, i processen. Så vil man sgu også gerne have skrevet sit navn på forsiden!
Jeg er så pivstolt og forelsket i den lille fyr, at det faktisk gør lidt ondt, når folk kun kan se hans far i ham. Ikke for noget, æggå, men faderens arbejdsindsats indtil fødslen havde varet maksimalt en halv time. JEG havde derimod kæmpet i månedsvis med bækkenløsning, halsbrand, cravings, hedeture, hormonsvingninger – og en fucking fødsel. Jeg synes faktisk, jeg fortjener noget credit!
Så jeg holdt (krampagtigt) fast i det eneste, der helt sikkert kom fra mig: “Ja, han ligner sin far. Det kan man heldigvis råde bod på, ved at give ham lidt pænt tøj på. Men han har MIN hårfarve,” hvæsede jeg tilbage. Og blev pisse arrig, når folk så svarede: “Nej, han har da ikke, han har da OVERHOVEDET ikke rødt hår!” – guderne må vide, hvorfor de havde et behov for at fortælle mig, at de på ingen måde mente, han havde arvet noget fra mig.
Jeg har jo selv gjort det masser af gange, senest overfor min veninde, der fødte nogle måneder før mig. Altså vurderet, hvorvidt vidunderet lignede mor eller far mest. Var senere nødt til at spørge hende, om det også gik hende på, når folk sagde, at hendes lille dreng er som snydt ud af næsen på sin far, men hun var ligeglad, sagde hun.
Det er jeg så ikke. For han har altså fået min hårfarve, og han er altså rødhåret. Ikke postkasserød, ikke så nogen kommer til at kalde ham jordbærhjelm og drille ham med rollespil i den mørke skov. Rødblond på samme måde som mig, hvor intensiteten og spillet og farven skifter alt efter, hvordan lyset rammer, og hvad tid på året det er.
Hans far kan heldigvis godt se det.

Jeg lover jer, der er to mennesker der…
Min læge sagde, efter også at have konstateret ligheden, at de fleste små børn ligner deres fædre i starten, og at nogle vokser fra det med tiden. Men ved fødslen er det vigtigt rent evolutionært, fordi det kunne overbevise stenaldermanden om, at det altså var ham, der var faren, og derfor ham der skulle sørge for barnets og moderens overlevelse. Smart nok.
Jeg så som sagt med det samme, at han ligner sin far (så folk må gerne stoppe med at sige det nu, tak) – og det er faktisk det, der har været det største problem for mig. For af og til ligner han sin far så meget, at min hjerne begynder at tænke, at barnet, der render rundt, er min mand som lille, og ikke vores lille frømand. Nogle gange er det sket midt under en amning, og det gjorde altså, at stemningen blev lidt mærkelig. Så var jeg nødt til at ryste hovedet fri for tanker og fokusere på, at han altså er en anden. Selvom han ligner.
For ja, det gør han. Mest når han er træt og stener. Men når han griner, så ligner han altså også mig.
9 comments
Villum var som lille også snydt ud af næsen på sin far – men der er håb, for den dag i dag ligner han mig ligeså meget. Især min far har han mange træk fra. Laurits har tilgengæld lignet mig fra dag 1. Jeg kan sommetider få helt dejavu af at se på ham, fordi han er som snydt ud af næsen på mig. De gener er noget fascinerende noget ;)
Jeg kan altså godt se frømanden ligner dig også. Der er ingen tvivl om han er din søn ;)
Jeg sige det aldrig til nogen, da jeg aldrig kan ser ligheden mellem en nyfødt og en voksen 😉 Kan ikke engang ser det på min egne babyer. Vi har lige fåt vores tredje dreng, og folk sammenligne ham med sin to brødre (det er fordelen når det ikke er den førstfødte mere, så er det ikke så meget forældrene de kigge efter). Jo jeg kan ser nogle træk, men synes han ligne mest sigselv (og far er enig hihi). Du har lavet en kæmpe styk arbejde, så du må være stolt af dig selv ig lillefrø 💕
Ej så skulle jeg alligevel ha’ skrevet den kommentar, på instagram, den anden dag. Du lagde et billede op, hvor du skrev noget med, at de lignede hinanden og så tænkte jeg netop ‘jamen han ligner da ligeså meget dig’ :)
Ja, det måtte du gerne have sagt :D
Min svigermor, da vi havde fået vores datter: “Guuuuuud, hvor er hun smuk! Hun ser jo slet ikke ud som andre nyfødte – hun ligner jo et lille dukkebarn. Virkelig smuk!! Hun ligner OVERHOVEDET ikke dig!” Nåmen øh… Tak (?!). Kompliment med indbygget sviner har man da virkelig brug for efter en mareridtsfødsel! Jøsses altså.. ;-)
Hahahahaha, åååh… Avs. Det er de værste, for man ved ikke rigtig, hvordan man skal svare, vel? ;)
Jeg mindes, at jeg godt kunne se at han også ligner Ole, når jeg har set SuperMartin live – men når jeg ser billeder af ham på IG, ser jeg kun dig. Men jeg har jo også det forspring, at jeg har kendt dig som barn :-) Din mor må da også kunne se, hvor meget han ligner dig!
Min mor kan så absolut godt se, han ligner mig ;) Og det er rart at høre, at andre også kan – for jeg har faktisk ikke selv kunne se det, før jeg altså lavede det her indlæg og de her billeder. Nu ser jeg det pludselig ret tydeligt <3