Hvorfor jeg ikke gider høre på, at han ligner sin far

Jeg så det selv med det samme. Allerede da jeg første gang fik lov at se Frømanden på 3D-scanningen ved 36 uger. Jep, han ligner sin far. Det er noget med næsen, og det konstaterede jeg altså selv som den allerførste.

Siden har samtlige mennesker i verden sagt det samme. Faktisk gik der ikke engang et minut, fra han kom op på min mave, til jordemoderen konstaterede det: “Flot fyr,” sagde hun og supplerede: “Ligesom sin far.” Og ja, han ER jo en flot fyr – synes jeg. Faktisk syntes jeg, han var alt for flot til mig, dengang vi mødtes, så hvis drengen ligner sin far, er det da bare godt for ham.

Alligevel gik der ikke meget mere end fem minutter, fra han blev lagt på min mave, til jeg blev rigtig træt af den kommentar. Fjollet, måske, men sådan er det.

Jeg tror, det er lidt ligesom hvis man har skrevet en rigtig god opgave sammen med en anden. I ved nok, sådan en, man er rigtig stolt af, og hvor man har lagt alt det bedste, man har, i processen. Så vil man sgu også gerne have skrevet sit navn på forsiden!

Jeg er så pivstolt og forelsket i den lille fyr, at det faktisk gør lidt ondt, når folk kun kan se hans far i ham. Ikke for noget, æggå, men faderens arbejdsindsats indtil fødslen havde varet maksimalt en halv time. JEG havde derimod kæmpet i månedsvis med bækkenløsning, halsbrand, cravings, hedeture, hormonsvingninger – og en fucking fødsel. Jeg synes faktisk, jeg fortjener noget credit!

Så jeg holdt (krampagtigt) fast i det eneste, der helt sikkert kom fra mig: “Ja, han ligner sin far. Det kan man heldigvis råde bod på, ved at give ham lidt pænt tøj på. Men han har MIN hårfarve,” hvæsede jeg tilbage. Og blev pisse arrig, når folk så svarede: “Nej, han har da ikke, han har da OVERHOVEDET ikke rødt hår!” – guderne må vide, hvorfor de havde et behov for at fortælle mig, at de på ingen måde mente, han havde arvet noget fra mig.

Jeg har jo selv gjort det masser af gange, senest overfor min veninde, der fødte nogle måneder før mig. Altså vurderet, hvorvidt vidunderet lignede mor eller far mest. Var senere nødt til at spørge hende, om det også gik hende på, når folk sagde, at hendes lille dreng er som snydt ud af næsen på sin far, men hun var ligeglad, sagde hun.

Det er jeg så ikke. For han har altså fået min hårfarve, og han er altså rødhåret. Ikke postkasserød, ikke så nogen kommer til at kalde ham jordbærhjelm og drille ham med rollespil i den mørke skov. Rødblond på samme måde som mig, hvor intensiteten og spillet og farven skifter alt efter, hvordan lyset rammer, og hvad tid på året det er.

Hans far kan heldigvis godt se det.

Jeg lover jer, der er to mennesker der…

Min læge sagde, efter også at have konstateret ligheden, at de fleste små børn ligner deres fædre i starten, og at nogle vokser fra det med tiden. Men ved fødslen er det vigtigt rent evolutionært, fordi det kunne overbevise stenaldermanden om, at det altså var ham, der var faren, og derfor ham der skulle sørge for barnets og moderens overlevelse. Smart nok.

Jeg så som sagt med det samme, at han ligner sin far (så folk må gerne stoppe med at sige det nu, tak) – og det er faktisk det, der har været det største problem for mig. For af og til ligner han sin far så meget, at min hjerne begynder at tænke, at barnet, der render rundt, er min mand som lille, og ikke vores lille frømand. Nogle gange er det sket midt under en amning, og det gjorde altså, at stemningen blev lidt mærkelig. Så var jeg nødt til at ryste hovedet fri for tanker og fokusere på, at han altså er en anden. Selvom han ligner.

For ja, det gør han. Mest når han er træt og stener. Men når han griner, så ligner han altså også mig.