Hvornår bliver man en rigtig mor?

Jeg har sagt det før, men siger det i dagens anledning nu alligevel en gang mere: Jeg føler mig ikke som en mor. Jeg synes, det er en underlig titel.

Måske hænger det sammen med, at jeg i over seks år har været ansvarlig for et andet levende væsen, nemlig min lille hund, og at jeg faktisk ikke føler den store ændring, efter Frømanden er kommet til. Nok holder den lille møgunge mig mere oppe, og gør mig afsindigt meget mere træt, end hundehvalpen nogensinde gjorde, men han kan nogenlunde det samme; æde, skide, sove og brokke sig, når maden ikke bliver serveret hurtigt nok.

Derfor har jeg svært ved at tænke på mig selv som ‘nogens mor’, og jeg har med undren kigget med, når en fra De Unge Mødre cirka 10 sekunder efter fødslen kunne erklære, at det bedste i verden var at blive mor.

Jeg forstår selvfølgelig sagtens, at det bedste i verden er at få et barn. Men en mor er altså sådan en, der har styr på det hele og kan klare alting. Det blev jeg ikke over den nat, jeg fødte, kan jeg godt afsløre.

Det fortalte jeg min læge, da hun til 8-ugers-samtalen spurgte: “Hvordan er det så var at være mor?”

Mig: “Jeg føler mig altså ikke som en rigtig mor…”

Læge: “Hvad er da en ‘rigtig mor’?”

Mig: “Det er sådan en, der har styr på tingene. Som dufter af parfume og håndcreme fra Nivea, men også en smule af frisk luft, når hun kommer for at hente dig i børnehaven. Og som går til aerobic hver onsdag. Det er jo ikke mig.”

Læge: “Jeg synes, en rigtig mor – det er sådan en som dig.”

Hun kiggede mig dybt og insisterende i øjnene. Som for at prøve at indprente i min bevidsthed, at alle gør tingene på hver deres måde, og at det er okay. Bagefter sagde hun det også direkte til mig, så hun var sikker på, jeg havde hørt det.

“Du er den bedste mor, dit barn kan få, bare fordi du er dig. Det er dig, der kender ham bedst,” sagde hun.

Det kan godt være, jeg kender ham bedre end alle andre, men jeg aner jo ingenting om babyer! Jeg ville virkelig ønske, der fandtes én manual med retningslinjer for, hvad der statistisk set er normen. Hvor mange lortebleer om dagen, hvor meget kan han gylpe og stadig blive mæt, hvor meget skal man aktivere ham, hvor længe kan han være vågen af gangen. Hvorfor han siger dén der lyd, når han samtidig vrider sig til højre, men den der anden lyd, når han vrider sig til venstre?

Kom med en mor-manual! Ikke det der pjattede svar om at føle efter i maven, hvem kan bruge det til noget?

Den seneste tid er der dog sket noget, der har rokket lidt ved min opfattelse af mig selv. Drengen er jo begyndt at grine, smile og pludre. Han interagerer, og er begyndt at være en aktiv del af vores familie.

Han har fået et navn, som er begyndt at passe til ham – eller også er han begyndt at passe til det. I hvert fald hedder han nu et navn, og når vi er sammen med andre, der har børn, så er jeg ‘Martins mor’. Det begynder at klinge bedre i mine ører, og det begynder at hænge sammen med min opfattelse af mig selv.

Helt stille og roligt, selvfølgelig. Men jo, jeg er ved at blive nogens mor. Jeg tror dog først, det for alvor går op for mig, når han begynder at kalde på mig. Det bliver den vildeste følelse! Det kunne jeg mærke i dag, da jeg fik et lille, håndskrevet kort, hvor der stod: Til verdens bedste mor, fra Martin.

Jeg er overbevist om, at Manden har ført pennen, men jeg er også overbevist om, at Frømanden mener det, hans far har skrevet. I hvert fald var det kun mig, der duede, da han i dag blev forskrækket over en høj lyd. Og kun min kind, der duede, da han fik lyst til at æde en andens hud.

Jeg er begyndt at føle det. Altså, at det der ‘mor’ – det er verdens bedste følelse. At det hænger sammen med det lille, krævende menneske. Og at det hænger sammen med mig. At det er for resten af livet.

Så mangler jeg bare at få styr på alting. Og starte til aerobic.

Glædelig mors dag til jer derude – om I fejrer det eller ej, så er det en skøn, skøn følelse at være nogens mor, og det gik altså for alvor op for mig i dag!

Vi har aftalt, at vi ikke fejrer Mors Dag, fordi man hurtigt kan købe sig fattig, hvis man skal markere alle mærkedage, men når det nu var den første af slagsen, synes nogen alligevel, jeg skulle have blomster :)