Hvornår er det voldtægt, og hvornår er det bare dumt?

Først blev de frifundet, men nu er de altså blevet dømt for voldtægt. Drengene i voldtægtssagen fra et forsamlingshus i Herfølge. Den har vakt røre i den lille, danske dam, og rigtig mange mennesker har været ude på de sociale medier og revse ikke bare drengene, men også pigen, der (i følge anklageskriftet) er blevet voldtaget.

Hun lagde selv op til det. Hun sagde ikke klart nej, og desuden var hun altså ædru nok til at stå op, siger de til drengenes forsvar.

Men hun var jo beruset af alkohol og bedøvet af sin sukkersyge. Og så var hun jomfru! Ingen kvinder drømmer da om at gang-bang’e tre tilfældige fyre bag et forsamlingshus, første gang de skal prøve at have sex, argumenterer modfløjen.

For en udenforstående som mig, der ikke har hørt sagens detaljer, lyder det helt ærligt som en klokkeklar sag. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at juble over, at drengene nu har fået fængselsstraf. Jeg vil altid være i tvivl, om man nu også virkelig kunne kalde det voldtægt.

Jeg er selv blevet udsat for overgreb. Flere gange, faktisk.

Han vækkede mig med sin pik

Første gang var jeg også jomfru. Jeg var 14 år gammel og til en privatfest hos nogle af mine venindes venner, som var nogle år ældre end os. Det der med at drikke sagde mig ikke rigtig noget, men sådan var jeg absolut den eneste, der havde det. I løbet af aftenen blev folk derfor dummere og mere nøgne, som nogle begyndte at foreslå strippoker og mere sprut til folket.

Jeg endte med at sidde inde i stuen og læse Garfield. Jeg snakkede ikke med nogen, for de var alle sammen dybt betagede af at kigge på min veninde, når hun tabte i strippoker. Godt det samme.

På et tidspunkt bliver jeg træt, og finder et tomt og mørkt værelse, hvor jeg lægger mig til at sove. Jeg vågner ved, at der er en, der rører ved mig. Stryger hånden over min ryg og min røv. Jeg stivner, da det går op for mig.

Han registrerer, at jeg er vågen og siger “Hej. jeg hedder Jimmy. Har du lyst til lidt selskab?”

“Nej tak,” svarer jeg. “Jeg vil bare gerne ligge og sove.”

Den godtager han ikke. Han bliver ved. Jeg er rigtig bange på det her tidspunkt, for jeg kan ikke høre stemmer uden for længere. Jeg er i en fremmed by i et fremmed hus, og jeg aner ikke, hvor min veninde er. Og det her store, fremmede brød ligger mellem mig og døren.

Da jeg holder fast i, at jeg ikke vil have sex med ham, får han mig overtalt til at give ham et blowjob. Jeg tør ikke lade være, selvom jeg aldrig har prøvet det før. Jeg får kvalme og er ved at kaste op, da han presser mit hoved mod sin pik. Siger til ham, at jeg ikke vil, mens jeg græder. Han siger, han lader mig slippe, hvis jeg spiller den af for ham med hånden.

Det har jeg heller aldrig prøvet, så han tager fat om min hånd, og kører den op og ned, indtil han kommer ud over begge hænderne. Det er noget af det klammeste, jeg indtil da har prøvet.

Han spørger, om jeg ikke vil hente noget toiletpapir til ham, og jeg skynder mig ud på badeværelset og vasker mine hænder, tager rullen med toiletpapir og smider ind til ham, inden jeg febrilsk prøver at finde min veninde i bunken af fulde, sovende mennesker.

Jeg skal bare hjem. Nu! Hun forstår ikke helt hvorfor, men jeg får trukket af med hende. Jeg fortæller hende grædende, hvad der er sket, og hun bliver tosset. Hun siger, han er en kæmpe idiot, og at hun burde have passet på mig. At hun vil sende et tæskehold efter ham.

Da vi kommer hjem, står jeg længe under bruseren og græder. Jeg føler mig beskidt og ulækker. Jeg forstår ikke helt hvorfor, for der skete jo ikke noget…

 

Han var min kæreste

Et år senere fik jeg min første kæreste. Det var mere af praktiske grunde end af kærlighed, for jeg bildte mig ind, at jeg var en af de eneste på hele jorden, der endnu aldrig havde haft en kæreste, og da den her fyr så insisterede på at være det, tænkte jeg bare “Jo, hvorfor ikke…”

Han var pæn. Og meget ordentlig og sød. Han var medlem af Mensa, hvilket han pralede enormt meget med, og som jeg hurtigt blev rigtig træt af at høre på.

Selvom han ikke var mere end et par måneder ældre end mig, var han allerede ret erfaren, og havde derfor købt en spritny pakke med kondomer, da jeg første gang skulle overnatte hjemme hos ham. Han havde planer, havde han.

Det gjorde ondt første gang, og var på ingen måde romantisk. Selvom han altså havde haft kærester før mig, havde han nemlig ikke lært det der med, at det også skal være på pigens præmisser, så han kørte bare på i sit eget tempo. Jeg prøvede at sige fra, prøvede at sige stop, men det blev overhørt, og jeg tænkte, at han jo vidste bedst. Måske skulle det bare være sådan.

Otte ud af 12 kondomer blev brugt på den weekend, jeg var der. Jeg kan huske det, fordi han talte efter og pralede og sagde, at vi skulle skynde os, hvis vi skulle nå at bruge dem alle sammen. Det havde jeg ingen forhåbeninger om. Til sidst lod jeg, som om, jeg sov, men selv ikke det stoppede ham. Han endte med at give mig en rift i skeden, som aldrig kommer til at hele, og som stadig gør ondt i dag, 15 år senere.

Da jeg havde født, undrede jordemoderen og lægerne sig over den, fordi den betød et vældigt fint, lige stykke håndarbejde for dem, og jeg fortalte historien. Sådan lidt “Nåja, det er bare fordi…”

“Det var dog forfærdeligt! Det skulle du have fortalt os,” sagde de med lige dele medfølelse for mig og anklage rettet mod ham.

Det var først her, det gik op for mig, at det måske ikke var okay, hvad han havde gjort. Men det var jo ikke voldtægt, for vi var jo kærester. Og ja, jeg græd og sagde nej og forsøgte at afvise ham, men jeg gjorde det jo åbenbart ikke tydeligt nok.

 

 

Han havde planlagt det

Tredje gang var allerede året efter igen. Vi var lige gået ud af folkeskolen, og jeg havde inden sommerferien mødt en fyr, som havde slået benene væk under mig. Jeg kom ofte og hang ud i det ungdomshus, han tilhørte, og festede og hyggede med hans venner.

En af vennerne var vældigt interesseret i mig, selvom han godt vidste, jeg kun havde øje for mit crush. Men det stoppede ham ikke i at fortælle, hvad han gerne ville have, vi skulle lave sammen, og ofte sagde han, når han gik forbi mig, hvad han gerne ville gøre ved mig. Jeg sagde mange gange til ham, at det kunne han glemme. Jeg gjorde det helt klart, at det aldrig ville komme til at ske.  Men han havde en anden plan, og han gav ikke op.

Efter at have spillet rundbold med mine følelser i nogle måneder, fortalte mit crush mig, at han ikke var klar til et nyt forhold. Han var stadig ikke helt kommet sig over sin ex, så selvom han var vild med mig, så kunne vi ikke ses mere.

Derfor var han ikke med, da en lille flok fra hans omgangskreds mødtes med mig og mine veninder i en skov for at drikke øl. Det gjorde vi tit, så det var der ikke noget odiøst i. Men jeg var ekstra sårbar den aften, og øllene slog hårdere, end hvad de plejede at gøre. Da jeg opdagede det, var jeg allerede godt vissen.

Hans ven var der til gengæld, og han havde en mission. Han lyttede til mine kvaler, hældte flere øl på mig, og hev mig så på et tidspunkt med ud og gå en tur. Det var der heller ikke noget fremmed i, for der blev gået mange ture i løbet af sådan en skovfest, uden at der lå mere i det, end hvad det var.

Jeg kan ikke huske så meget fra den aften. Bare at han lagde sin jakke ned, så jeg ikke ville brænde mig for meget på brændenælderne, og at han tog sin jakke og efterlod mig i dem, da han var færdig. Jeg kan ikke huske, om jeg sagde nej, men jeg tror det. Han gik tilbage til festen, og mine veninder blev stiktossede over, at jeg ikke var med ham.

Jeg kan huske, jeg løb. Grædende, bandende. Overvejede et kort øjeblik at begå selvmord, men anede ikke, hvad jeg skulle gøre det med. Jeg vidste også godt, at jeg var for fuld til at tage sådan en vigtig beslutning, men pludselig virkede alle mine problemer med kærlighed, en familie, der var ved at gå i opløsning og alt muligt andet livsomvæltende, bare som en alt for stor mundfuld. Jeg krøllede mig sammen.

Lidt væk kunne jeg høre en af mine veninder råbe virkelig højt efter ham, da han forlod festen med sine venner. Han var ligeglad, råbte han tilbage. Kort tid efter fandt de mig. De krammede mig, og fulgte mig hjem.

Dagen efter skrev jeg til mit crush, hvad der var sket.

“Åh nej, så skulle jeg være taget med. Han havde godt sagt, han havde tænkt sig at gøre det, men jeg troede ikke på ham. Han er jo så fuld af lort,” svarede han.

Jeg følte mig ekstremt dum. Og forrådt. Jeg skrev til idioten, der havde udnyttet mig, hvad jeg mente om ham, og fik selvfølgelig tilbage, at jeg var en luder, der havde fået som fortjent, at jeg selv havde lagt op til det, og at politiet alligevel aldrig ville tro på mig, hvis jeg gjorde noget ud af det. Jeg troede på ham.
Men hvornår er det voldtægt?

Jeg ved ikke, om jeg er blevet voldtaget. Jeg kan i hvert fald ikke selv kalde nogle af episoderne for voldtægt.
Voldtægt er jo sådan noget, hvor man går hjem ad en mørk sti, bliver overfaldet af en fremmed mand, og man skriger op og råber nej og hjælp. Det har jeg ikke gjort.

Selvom jeg helt klart ikke har haft lyst til de ting, jeg er blevet udsat for, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at det er min egen skyld. At jeg ikke fik sagt NOK fra. Jeg bebrejder mændene – og da jeg tilfældigt så en af dem på gaden nogle år senere, fik jeg det så fysisk dårligt, at jeg brækkede mig og rystede i flere dage efterfølgende – men kan ikke kalde det voldtægt. Overgreb eller udnyttelse, ja. Men ikke voldtægt. Og jeg ville aldrig turde at gå i retten og forsøge at overbevise både domsmænd og resten af offentligheden om, at det er det, der er sket.

Jeg ville ikke ønske at ødelægge deres liv, men i højere grad: Jeg ville ikke turde at risikere at ødelægge mit mere, end hvad de allerede har gjort.

 

Vi skal blive ved at tage debatten op

Jeg kan forestille mig, at pigen kan føle det på samme måde, som jeg gør: Lagde hun virkelig selv op til det? Burde hun have drukket noget mindre eller passet bedre på sit blodsukker? Kunne hun have sagt mere tydeligt fra?

Svaret er selvfølgelig nej, når man står og kigger på det udefra. Der findes en fantastisk video på nettet, som forklarer sagen helt simpelt med en kop te. Man må gerne spørge folk, om de vil have te – men med mindre, de siger helt klart: “Ja, det vil jeg gerne, det lyder dejligt!” – og de fastholder den følelse hele vejen igennem den hede drik – så må man IKKE tvinge te i halsen på dem.

Jeg er glad på pigens vegne over, at drengene har fået en dom. Jeg synes, hun er modig og sej, at hun har turde tage kampen, for hun har sikkert fået mange ord med på vejen, og dem skal hun leve med resten af livet. Ved siden af de fysiske skader, hun måske har fået.

Der findes en syg, syg voldtægtskultur rundt omkring i verden. I USA kører nogenlunde samme debat som herhjemme, efter en ligende voldtægtssag, døbt Stanford Rape-sagen, tidligere på året satte gang i debatten om, hvorvidt det var i orden at “en lovende, ung atlet” skulle have ødelagt hele sin fremtid på grund af “20 minutters action”, fordi en kvinde valgte at gå i en kort nederdel til en fest.

Han blev også idømt seks måneders fængsel, ligesom den ene af drengene i den danske sag (de to andre fik otte måneders fængsel). Som sagt er jeg splittet, fordi mine erfaringer altid vil få mig til at tænke: Men var det nu deres hensigt? Var det nu deres skyld?

Jeg er glad for, at vores retssystem herhjemme virker, og at der er mulighed for at tage debatten. For det er en syg kultur, hvis mænd skal have fripas til at forulempe kvinder, fordi de enten går “forkert” klædt, siger “upassende” ting eller drikker mere, end de kan tåle. Der BØR mændene bruge deres kræfter på at følge kvinderne (eller mændene for den sags skyld) hjem i seng frem for at udnytte det.

Vi er langt fra den vanvittige kultur, der findes i Indien og Afrika, hvor kvinder kan blive gruppevoldtaget på åben gade blot fordi, de står ved et busstoppested iført en kjole, der slutter ved knæet, færdes i offentligheden efter klokken otte om aftenen, eller spørger om vej til en busstation.

Debatten er vigtig. Så vigtig. Og vi skal blive ved at tage den, selvom det gør ondt, og nogle kalder kvinderne for ludere.

Jeg håber, kvinden fra Herfølge kan finde ro i rettens afgørelse og holde fast i, at det hun blev udsat for, ikke er okay. Om vi så kalder det voldtægt eller ej. Men det har vi heldigvis Landsretten til at afgøre, at det var.

 

 

Og kommer man allligevel i tvivl, kan man altid se den her film: