I morgen begynder mit liv…

Den 8. april har altid været en ganske særlig dag. I 1730 blev den første synagoge i New York indviet på netop denne dato. 53 år senere bliver Krim en russisk provins. Det var også dagen, hvor de tyske tropper i 1940 begyndte at marchere mod den danske grænse, hvor de dagen efter nedkæmpede den danske hær og besatte vores lille land. 8. april 1986 bliver Clinton Eastwood jr. – hele Hollywoods Clint – valgt til borgmester i byen Carmel i Californien. Og så var det også den 8. april, man for 11 år siden fandt Kurt Cobain død.

Det er en dato af betydning, som I nok kan høre. I morgen markerer den, at jeg har trukket vejret i 30 år. Det er en dato, jeg har set frem til i mange, mange år, for min mor har altid lovet mig, at livet ville begynde ved de 30. Det gjorde det for hende, sagde hun.

Hver eneste gang, jeg har sukket over et knust hjerte, eller en livssti har vist sig at være mudret, mørk og helt forkert, har hun trøstet mig med, at der var lysere tider i vente. “Det bliver bedre! Livet starter først rigtigt, når du når 30. Det er først der, du ved, hvem du er, hvad du vil, og hvad du står for,” beroligede hun mig. Så jeg har glædet mig som en vild.

I morgen sker det så. Dagen, jeg har ventet på med længsel. Og jeg kan – med nogen forundring – konstatere, at jeg faktisk er ligeglad. For første gange i mit liv, har jeg ikke talt ned til min fødselsdag. MIN dag, den vigtigste dag på året, vigtigere end både jul og nytår.

En dag, der altid er fyldt med røgede ål, som er min traditionelle fødselsdagsspise, og gule påskeliljer. Med sol og glæde, forår, gaver og med fest for mine yndlingsmennesker. Jeg plejer at ligge søvnløs i dagene inden, men ikke i år. Der er kommet en dag i kalenderen, der betyder meget mere; Frømandens fødselsdag.

Min mor, som jo altså er en klog kone, har også altid sagt, at: “Når du får børn, er det slut med at få gode gaver.” Jeg har altid grinet af hende, for jeg vidste jo godt, at hun aldrig vil holde op med at give mig gode gaver. Jeg er jo hendes barn, og hun har altid gået meget op i at give mig Verdens Bedste Gave. Hvert år.

Det ville hun også have gjort i år, men Manden kom hende i forkøbet, og gav mig en symaskine, som jeg har manglet i årevis, på forhånd. Det blev hun noget trist over, for hun havde gået og brygget på den gaveidé længe, og nu anede hun ikke, hvad hun skulle give mig i stedet, fortalte hun mig – noget ærgerlig i stemmen.

Det gør ikke så meget, svarede jeg, og kunne mærke helt ned i maven, at jeg virkelig mente det. Jeg har allerede alt, hvad der betyder noget. Sikke en kliché, men ikke desto mindre rigtigt. Det er en skøn følelse, men helt ærligt bliver jeg noget trist over, at min egen dag nu ikke længere er noget, der kan få mig op og ringe. Der burde være plads til begge dagene. Jeg håber, det bare lige er i år, hvor han er så ny, at jeg ikke kan tænke på andet end ham.

Måske glæder jeg mig heller ikke i år, fordi jeg allerede nu ved, at dagen i morgen ikke bliver spor særlig. Manden skal nemlig på kursus langt væk hjemmefra. To uger har han haft fri her hen over påske, så selvfølgelig skal han da på et to-dages kursus lige hen over min fødselsdag. Min 30-års fødselsdag!

Han skal afsted så tidligt, at der heller ikke bliver tid til fødselsdagsbord i morgen. Han har sagt, jeg meget gerne må stå op sammen med ham der klokken lidt i fem, så vi kan hygge. Med havregryn og mælk. Ingen gave, den har jeg jo fået. Og så kunne jeg ellers se frem til en lang dag – og nat – alene med babyen, hvis ikke det var fordi, min mor ikke kunne holde tanken ud om, at jeg skulle fejre min tredje runde fødselsdag med en frysepizza.

Hun kommer derfor forbi efter arbejde med en eller anden form for mad. Jeg håber, det er røget ål.