DET ER BEGYNDT! Så småt, men jo, den er god nok… Julen er på vej! Jeg har efterhånden set en del opslag på facebook om, at folk allerede nu er begyndt at blive vrede over, at butikkerne hænger julepynt op… Jamen, er det ikke herligt!
Jeg fandt denne på nettet den anden dag:
Jeg er klart med på det første hold.
Jeg er efterhånden rykket op på Gertrud Sand-niveau, og ejer pt. ikke mindre end otte flyttekasser med julepynt. Ud over ‘Den Sture’.
Soldaten har spurgt, om der dog ikke findes en støttegruppe på facebook, jeg kan blive medlem af, så jeg kan få gjort noget ved mit problem…
Jeg har altid elsket julen, og det er nok min mors skyld. Da jeg var lille, brugte hun altid den sidste aften i november på at sætte kravlenisser op i hele huset, så jeg vågnede op til et juleeventyr den 1. december. Det stoppede desværre hurtigt, for hun er ikke rigtig god til det der med at holde traditioner i live…
Men det er jeg, så det kommer jeg også til at gøre for mit barn. Som jo i øvrigt bliver et decemberbarn… Det har jeg det til gengæld svært med, for i mit hoved rimer december ikke på fødselsdag. Det gør det faktisk heller ikke i rimordbogen, så jeg har svært ved at se, hvorfor nogen har fundet på, at det skulle være smart…
Nå, men tilbage til mig. Mig mig mig. For det er faktisk det eneste, julen ikke betyder for mig – altså, julen handler for mig mest om at give.
Da jeg på et tidspunkt fandt ud af, at det var en idé at spare op af den der 10’er, jeg fik hver uge, i stedet for at bruge det hele på slik og fornøjelser, så fik jeg pludselig råd til at købe julegaver. Jeg ELSKER at købe julegaver. Jeg brugte hele starten af året på at gå og høre efter, hvad folk gik og snakkede om til dagligt, at de manglede – og når jeg så spottede det, så købte jeg det.
Der er ikke noget, der slår et måbende ansigt, som selv havde glemt, at dén der hvidløgspresser var det absolut højeste ønske for fire måneder siden, men at det i ønskeskrivningskampens hede var blevet fortrængt. (Og måske var den også allerede blevet købt ugen efter…)
Derfor havde jeg oftest købt alle gaverne, når vi nåede december, og havde pakket dem ind minimum én gang. Som oftest også flere. For der skete jo også det, at jeg glemte, hvad jeg havde købt, og så kunne jeg sidde og hygge mig med at pakke dem allesammen ud, endnu en gang glæde mig over forventningen om, hvor glade modtagerne ville blive, for til sidst at pakke dem ind igen.
Så I kan måske gætte, at indpakning også er noget, jeg hygger mig med. En sløjfe er bare aldrig rigtig nok, der skal helst være noget, der glitrer. Eller en lille dekorationsfigur eller sådan…
Efterhånden som jeg har fået arbejde og stresset hverdag, har der ikke været tid til at nusse-pusse sådan om det, og sidste år prøvede jeg for første gang nogensinde at købe en gave den 22. december! What! Det var der sgu ingen glæde i, for så tog jeg bare det første, det bedste, der stod på indkøbssedlen. Øh, ønskesedlen…
Det ødelagde totalt glæden for mig, og jeg gider generelt ikke ønskesedler. Så bliver julen bare en slags byttebørs, og så går det sjove altså af det der med at give, synes jeg. Også selvom de måske bliver glade for det.
I år har jeg igen fået tid til at gå og lure efter ting i løbet af efteråret, og således er de første fem gaver allerede i hus. Mangler sådan set kun to. Og så tillægsgaverne. Selv mandelgaven er der styr på!
Jeg har i øvrigt også allerede hørt jule-playlister på YouTube, og jeg har set både Fars Fede Juleferie, Far Til Fire i Byen (den med juleballet i nisselandet og det creepy, lille barn, der er sminket til at skulle ligne en gammel nisse, men som altså bare ligner… ja, et creepy, lille barn!) og Andersens Julehemmelighed, voksenjulekalenderen med Putte og Gas-og-Vand-mesteren. Klassikere, der giver øjeblikkelige julelys i øjnene.
Har også fortæret min første bakke vanillekranse. Det skete, fordi jeg var taget i Aldi for at lede efter chokoladejulemænd, som NOGEN jo havde tisset for, de havde stillet frem. Åbenbart går nissernes julerejse fra Grønland gennem Sverige og over København, for her i Jylland er de så ikke kommet endnu.
Så jeg gik i panik, og købte vanillekranse i stedet. Dem har de af en eller anden grund altid i sortimentet – måske til os julegrise, så abstinenserne ikke bliver for voldsomme i løbet af året?
Da jeg kom op til kassen sukkede damen ved bipperen over, at det var blevet så mørkt udenfor.
“Det er næsten ikke til at holde ud, hva?” spurgte hun. Jeg følte mig presset til at nikke samtykkende og mumle noget a’la det samme i hendes retning. Og turde ikke spørge, hvornår hun regnede med, at de ville få julevarerne frem…
