Frømanden, Nullermand, Mussemand, Basse… Mit kære barn har rigtig mange navne. Det eneste, jeg faktisk ikke rigtig kalder ham, er det, der står på hans sygesikringsbevis. Martin. Det lyder så voksent. Så fuldendt. Som en rigtig person. Det er han ikke endnu, han er stadig bare min lille baby.
Så det kalder vi ham mest. “Babyen”. Han er efterhånden ved at være tre måneder, og jeg er så småt ved at vænne mig til, når andre omtaler eller tiltaler ham hans rigtige navn. Men det er stadig mærkeligt, for er han overhovedet en Martin?
Langt de fleste af de gravide, jeg er rendt ind i, har haft navnet helt klar allerede inden fødslen. Et par enkelte har endda vidst, hvad de ville kalde ynglet allerede inden undfangelsen, og har derfor kaldt babyen i maven ved navn, når man har spurgt til graviditeten.
Jeg har altid syntes, det var lidt mærkeligt. Der ligger så meget personlighed i et navn, så hvordan kan man bestemme sig for på forhånd, hvad barnet skal hedde?
Selvfølgelig er jeg ikke spor bedre selv, og jeg gik da også i gang med at udtænke navne i det sekund, jeg så to streger på tissepinden. Vores baby har allerede heddet en hel række af gode navne. Problemet var bare, at når man fik sagt det for mange gange, og forsøgte at adressere det til ‘den der’ i maven, så begyndte det at lyde… underligt.
Stavemåden blev der pludselig stillet spørgsmålstegn ved. Og prøv lige at høre rigtig efter, lyder det ikke lidt hårdt, når n og t står lige efter hinanden? Er det i øvrigt ikke noget med, at der er en åndssvag skuespiller, der hedder det samme? Det kan han jo ikke hedde, så!
Da jeg i 37. uge opdagede, at vi ventede på en dreng, og ikke en lille pige, som vi havde fået at vide, havde vi allerede lagt os fast på et navn. Både til hende inde i maven, men også til den lillebror, vi håbede, ville komme til senere. Derfor var det første, Manden sagde, da vi kom ud fra scanningen, at “Så skal vi have en Martin i stedet”.
Han har derfor altid heddet det, og alligevel kan jeg ikke kalde ham det. Jeg er faktisk blevet i tvivl, om han overhovedet er sådan en, der hedder Martin? Måske hedder han i virkeligheden Mikkel, som jordemoderen kom til at sige, da vi lå på barselsgangen. Eller Christian? Eller noget helt fjerde?
Jeg har forsøgt at kalde ham andre ting. Bare for sjov. Men hver gang, jeg kigger på ham, begynder alle navne at lyde helt forkerte i min mund, og så er det alligevel Martin, der passer bedst. Så måske skal han bare vokse ind i sit navn i stedet. Indtil da kalder jeg ham bare Baby. Og alle de andre ting.
PS: 10 bonuspoint mere, hvis du linker overskriften til Knuds citat fra Den Eneste Ene.
8 comments
Han er da en lille Martin ;) Men jeg havde det på samme måde.. og har det stadig lidt sært med navnet, især fordi det er en pain at skulle være international med det. Men når jeg så tænker over hvad skulle han ellers hedde. Så passer Magnus jo kun til ham :P Meeeen jeg kalder ham for det meste bare bøbs :D Magnus er kun når han skal høre efter ;)
Haha, så det er vigtigt at finde et navn, man kan sige, mens man lyder sur? ;D Mon ikke det også udvikler sig helt af sig selv, hvad jeg kommer til at kalde ham. Forudser også, at det ikke bliver hans fornavn. Med mindre jeg altså skal være sur ;)
Sådan skal det være med de tusind kælenavne. Det er superhyggeligt. Det er noget underligt noget med de navne. Måske er det bare svært at leve op til, at det skal være det aller-allerbedste af alle godkendte navne? Min den ældste kan ikke hedde andet, synes jeg, men med den yngste har jeg det faktisk stadig sådan, at det jo er det hun hedder, men det kunne lige så godt have været noget andet…
Ja, det kan godt være, det er det… Presset over at skulle vælge det navn, som ens barn skal tage med sig hele resten af livet. Hvad hvis man vælger et, de ikke bliver glade for? Ja, man kan købe sig et nyt navn. Men det kan de jo først gøre, når de bliver bevidste om det, og så kender alle de nærmeste dem jo som en anden. Det kan lade sig gøre, det ved jeg fra en veninde, men af og til kommer jeg stadig til at kalde hende ved det gamle navn, som hun hader. Øv, ikke? :(
Kælenavne er lidt skægt – vores forældre har individuelle til os tre piger – far siger meget sjædent vors rigtige navne, hvorimod mor mere bruger vores kælenavne pr. sms :D
Vi hedder Gusse, Bobbe og Bas’ hvis du spørger far, og Musling, Muffin og Mulle hvis du spørger mor :-p
– Anne/Bobbe/Muffin
Ih, nogle søde navne, de har fundet på til jer :D Og utraditionelle! Jeg tror også, han kommer til at hedde Mullemand hele resten af mit liv ;)
Ej, jeg har tit tænkt på hvem det mon er, der giver deres barn et navn, men så ombestemmer sig nogle måneder efter fødselen… Måske bliver det Jer?! Det virker på en måde ikke helt så sært, når nu du beskriver det sådan… Plus! Det der med at I troede, at han var en pige så længe (seriøst, hvor tit sker det?!)
Vi har haft et navn klar nærmest fra de to streger (eller, her er det “pregnant” eller “not pregnant” der står på pinden), men i lang tid syntes jeg, at det var akavet at sige højt, og sagde ofte bare “hun” eller “babyen”. Nu begynder det at blive mere virkeligt og det er ikke så mærkeligt at sige det højt længere. Så… Nu håber jeg på en måde ret meget på, at hun kommer ud og rent faktisk ligner en der hedder det, vi regner med at hun skal hedde. Ellers må vi være kreative!
Nah, det bliver ikke os. Som sagt vender jeg tilbage til, at Martin trods alt er det mest rigtige ;) Havde det på samme måde, da jeg fik min hund. Kennelen havde døbt ham “Kodak”, hvilket ikke er et ideelt hundenavn, det skal jo gerne have en i-lyd, så man lyder glad, når man kalder på kræet. Desuden havde jeg altid gerne ville kalde min hund for Jamie, så det prøvede jeg lige i et par dage, da han kom hjem. Det lød bare slet ikke rigtigt, så jeg gik tilbage til Kodak. Og han KAN jo ikke hedde andet ;)
Desuden er Manden ikke spor i tvivl, så den er ligesom landet ;)