Det er så småt ved at gå op for mig, at det ikke er endnu en hund, vi har fået. Det er et lille menneske. Say what?
Indtil nu har det altså bare føltes som om, vi havde føjet endnu et nuttet dyr til flokken. Den kunne nogenlunde det samme, babyen, altså skide, sove, spise, grynte. Og så var det min fornemmeste opgave at afkode det WAAAH fra et waaaAAH!
“Er du sulten? Nej… Våd ble? Næh… Vil du sov-aaah… Godt så, godnat. EJ, hvad vil du så NU?”
Men pludselig, her den anden dag, sagde han en lyd, der havde lidt flere konsonanter over sig. Det lød næsten som et rigtigt ord! Bvadr, tror jeg nok, i hvert fald kom det kort tid efter, han havde kastet hele sin middagsmad ud over sig selv – og mig.
Jeg svarede ham, at ja, det var temmelig bvadr. Og så griiiinede han, den lille skid, så det var svært at være helt ærgerlig over det.
Han kan simpelthen mere. Han smiler mere, han har endda grinet! Han sanser mere, det er helt sikkert, og han er begyndt at vise mig sin personlighed. Det er en fantastisk rejse, jeg er kommet på, og jeg glæder mig til hvert eneste skridt!
Ja, undskyld – det er lidt lyserødt, men ved siden af alle lortebleerne og de søvnløse nætter og den kroniske hovedpine, så er der jo heldigvis også de små stunder med ren lykke, når ens kærlighedsunge smiler over hele hovedet ved synet af én. (Det hjælper i øvrigt også, at det er det første, han gør, når mit trætte hoved glor ned i hans vugge klokken bæ om natten. Ret svært at være sådan for alvor sur, når søvnterroristen ligger og smiler fra det ene øre til det andet, mens de spilvågne øjne lyser af glæde over at se dig.)
Jeg synes jo slet ikke, han vokser eller forandrer sig. Han er bare min lille frømand, og han har da altid set ud, som han gør nu…?
Manden kommenterede det, da han kom hjem fra en ugelang øvelse: “Han er godt nok vokset!” (Hvorefter jeg, måske lidt bittert, fik snerret at det kunne jeg ikke vide noget om, fordi jeg går op og ned ad kræet døgnet rundt. Ikke at jeg ville bytte, men er stadig træt af det.)
Men da jeg i går satte mig for at lave en lille side om min dreng, og kiggede billeder igennem for at vælge et par stykker ud, kunne jeg pludselig godt se, der er sket endda voldsomt meget. Bare på en måned:
Det er vanvittigt. Hvor blev tiden af? Og andre floskler…
Nå, men han er altså ved at blive en rigtig dreng, og jeg synes, det er fantastisk! Så nu har han fået sin helt egen side her på bloggen, og endda også fået sit fjæs ude i sidemenuen. Lille mand :)
2 comments
Dejligt at høre alligevel, at der er mere potentiale i ham end i hundene ;-) Jeg har to veninder som behandlede deres hunde som vaskeægte babyer i mange år. Da de så en dag fik en helt rigtig vaske-ægte baby røg hundene noget længere ned af hit-listen end de havde kunnet forestille sig på forhånd – trods alt ;)
Helt generel kommentar: du skriver godt og du er sjov! To gode ting :-)
Tak, sødeste Lisbet <3
Hmm, havde godt nok også forsvoret, at hundene skulle ryge ned ad listen. Men ja, det er de jo nok. Jeg regner dog med, det kun er indtil han er stor nok til ikke at tappe mig fuldstændig for energi ;)