Jeg burde være blevet i sengen

Min dag startede alt for tidligt med et vredt skrig inde fra babyværelset. Jeg vågnede lidt konfust med en følelse af, at det her var starten på en rigtig dårlig dag. 

Prøvede at forklare ham den mindste, at alt før 06:00 er totalt uacceptabelt, men det ville han da skide på. Sådan helt bogstaveligt. Så mens han sad og pressede, gned jeg søvnen ud af øjnene og tog tøj på, inden jeg tog mig sammen til at stoppe ulykken.

Så gik turen ind til den store. Som overhovedet ikke gad op. Kan ikke bebrejde ham. Omvendt var han selv ude om at være træt, fordi han først overgav sig til søvnen klokken 21:30 i går, efter at have trukket putteritualet ud til en halvanden times kamp.

Så op skulle han. Han tog sin sure mine på, og trampede ind til morgenbordet kun for at erklære, at han i hvert fald ikke gad at spise noget. I hvert fald er det nye sort herhjemme. Det er det med at nægte alting også.

Jeg har heldigvis lært – det er kommet inden for de seneste par uger – at han er meget mere medgørlig, når vi pjatter, så jeg satte i en klagesang med stemme som hans sultne mave.

“Aaaav, aaaav, jeg er såååå sulten! Jeg har slet ikke spist noget heeeele natten – vil du ikke godt give mig lidt mad?”

“Jo, det vil jeg gerne,” grinede ungen, og hoppede glad op i sin stol og greb en ske.

Jeg nåede lige at trække vejret en enkelt gang ned i maven, før to biler rullede ind i indkørslen. Åhr, fuckja… Det var jo i dag, maleren skulle komme og lave det der loft, som den uduelige VVS’er smadrede, fordi han ikke havde skruet vandrøret ordentligt sammen. Klokken 7 alligevel – godt nok tidligt på færde.

Men jeg lukkede dem ind. Ind i kaos, for vi havde ikke fået ryddet op fra i går, så det var svært at træde på gulvet uden at få jogget en LEGO-klods op i foden. Eller at skvatte over en sur baby.

7.30 lykkedes det mig at få proppet Sur Røv 1 & 2 i deres respektive autostole, og så satte vi kurs mod institutionerne.

Det gik fint med at aflevere. Mere end fint, faktisk. For første gang i over en måned er jeg gået fra en frømand, der havde så travlt med at komme ind og lege, at han slet ikke gad at vinke til mig.

Så jeg satte mig glad ud i bilen og tænkte, at det vist skulle blive en okay dag alligevel – indtil jeg kom i tanke om, at der rendte håndværkere rundt derhjemme. Jeg har så svært ved at slappe af, når der render folk rundt og arbejder i mit hjem. 

Jeg besluttede mig for at køre ud og købe et par trøjer til ynglet, som lige for tiden vokser helt åndssvagt. Klokken 08 burde der jo ikke være mange mennesker i herningCentret, hvor alle andre butikker end Kvickly først åbner klokken 10. Tænkte jeg. Og blev noget overrasket over at ankomme til en parkeringsplads, der var proppet, som var det lørdag formiddag i bedste shoppetid.

Det viste sig, at der lige var åbnet en ny Power-butik, og hvis der er noget, der kan få folk op om morgenen, så er det slagtilbud på fladskærme og telefoner. Åbenbart.

Så jeg parkerede absurd langt væk, mens jeg overvejede at køre hjem igen. Men, tænkte jeg, de fleste af de der folk står jo nok ikke i Kvickly.

Det havde jeg ret i. Faktisk var der næsten ingen mennesker i butikken. Til gengæld var der live jazzmusik, som strømmede ind fra deres nyåbnede nabo. Det havde faktisk været en helt okay tur, hvis ikke lige det havde været for mit valg om at tage en indkøbsvogn. Det viste sig nemlig at være Indkøbsvognen fra Helvede.

For hver meter, jeg skubbede den, blev den mere og mere elektrisk ladet, så gnisterne sprang, hver gang jeg nærmede mig noget metal. Det var ligesom at være i radiobilerne, bare uden den der diskrete flirten med ham i vogn nummer 7. Hvis jeg ikke var vågen før, så var jeg det i hvert fald nu. Der er intet så skønt som sådan et rap over nallerne, der sender vibrationer hele vejen ned til tæerne. Det skulle så lige være at lytte til Me & My’s Dub-i-Dub sang på repeat i otte timer.

Heldigvis overlevede jeg, og jeg fik også stillet vognen fra mig igen uden at blive ristet. Så skulle jeg bare ud og hjem, men det skulle også vise sig at blive en dramatisk affære.

Ham, der havde parkeret ved siden af mig, havde åbenbart ikke nok i den fladskærm, han havde fået raget til sig. Så da han havde fået den lagt ind i bagagerummet, hastede han ind i butikken igen. Lige bag ved min bil. Han var fuldstændig ligeglad med, at jeg var ved at bakke ud.

Den havde jeg filmet. Så jeg holdt pænt tilbage for ham, bandede kun en lille smule, og huskede mig selv på at kigge mig for en ekstra gang, inden jeg kørte videre. Det gjorde jeg. Og trillede lige så langsomt baglæns.

Pludselig hylede min baksensor. Ikke bippede, som den gør, når noget er tæt på. Nej, den skreg op: “BIIIIP!”

Jeg nåede ikke at reagere, før det sagde BONK. Arh, men for FANDEN! Jeg kørte lidt frem, og slukkede motoren. Forberedte mig på, hvad vi skulle til nu. Og blev fuldstændig paf, da idioten bare kørte videre…

Jeg trykkede hornet i bund, løb ud af bilen og viftede med armene, mens jeg råbte. Han blinkede til højre og forsvandt.

Jeg inspicerede bilen, og kunne heldigvis konstatere, at jeg slap med en lille lakskade. Og lidt efterchok. Jeg besluttede mig for at køre hjem og gå i seng, for den her dag havde vist ikke noget godt at byde på. Ud over vejret.

Så jeg sov fra 12 til 15, hvor min mand kom hjem medbringende de to sure børn og et humør, der fuldstændig overskyggede det flotte solskin.

Skrig blev afløst af gråd og resulterede i to børn, der ikke ville sove. Den ene gik omkuld klokken 20, og den anden trak den endnu en gang til 21.30.

Da jeg endelig kunne falde om i sofaen, åbnede jeg min mail og fandt afslaget på den jobansøgning, jeg sendte ud i tirsdags.

Lige nu hoster jeg, er snottet og varm på panden. Og jeg skal være alene hjemme med børnene fra på søndag. Som altid er det godt timet.

Oktober har én enkelt Tycho Brahe-dag. I kan selv gætte, hvad dato den falder på.

Nu går jeg i seng igen. Jeg burde slet ikke have forladt den i dag.