I nat vågnede jeg ved, at mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst, og jeg gispede efter luft.
Jeg havde en drøm, som jeg har haft mange gange inden for de seneste par år.
Det er det samme hver gang: ukendte gerningsmænd kommer ind i vores hjem med et eneste formål, nemlig at slå mig ihjel.
Af og til sker det, mens jeg står bøjet over Frømandens seng. Pludselig begynder han at skrige helt vildt, og jeg vender mig forskrækket om, lige da gerningsmanden lægger en ledning om min hals og trækker til.
Jeg skriger. Der er tumult. Jeg kæmper for mit liv. Hele tiden tænker jeg, at jeg ikke må lade monstret få fat i min baby. Frømandens skrig skærer mig i hjertet, men jeg når altid at vågne, inden der kommer en slutning på dramaet.
De sidste par gange, der har sneget sig mørkemænd ind i mine drømme, har det været lidt anderledes. Vi ligger i vores senge, da jeg hører en lyd. Manden tager et baseballbat i hånden, og går ud for at se, hvad det kan være.
Han går rundt i stuen, men kan umiddelbart ikke se noget. Pludselig kommer den fremmede stormende. Min elskede mand slår ud efter ham, men på en eller anden måde lykkes det den fremmede at få fat i baseballbattet.
Han siger noget i stil med: “Hvor er jeg glad for, at jeg tog med banden herud!” og hentyder til, at der lurer fire-fem flere fjender i kulissen.
Og så er det, jeg begynder at kæmpe. Jeg får vristet battet fra ham, og smadrer det mod hans knæskaller. Han falder til jorden, mens han hyler.
Jeg smadrer battet mod hans skinneben og arme, så de brækker. Min mand har ringet til politiet, men når ikke at sige andet end: “Hjælp! Vi har indbrud!”
Så kommer resten af banden, og det hele starter forfra. Jeg slår vildt fra mig. Nogle gange rammer jeg, andre gange hopper de over battet. De bliver ved med at komme imod mig, en efter en. Hele min krop er spændt af adrenalin, det er et spørgsmål om liv og død. Men der kommer aldrig et svar på, hvordan dramaet ender, før jeg kommer til mig selv i soveværelset.
Når jeg vågner, er jeg så bange og frustreret, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.
I starten troede jeg, det var fordi, jeg er mørkeræd, fordi jeg hører skrækhistorier om hjemmerøverier, og fordi, jeg er bange for at miste min baby. Men jeg ved godt, det stikker dybere end det.
Drømmene startede for nogle år siden, da jeg blev syg af stress. Så har der været stille i hovedet, mens Frømanden var helt lille – sikkert fordi, jeg var udmattet, men helt sikkert også fordi, jeg i noget tid ikke behøvede at forholde mig til fremtiden.
Nu hvor barslen lakker mod enden, føles det som om, jeg bliver skubbet tættere og tættere på kanten. Der er ikke noget job at vende tilbage til.
Det er et spørgsmål om liv eller død, for jeg tror ikke, jeg overlever at komme tilbage i arbejdsløshedskøen. Det var det system, der fik min oksestærke ryg til at knække dengang for år tilbage.
Derfor kan jeg nok heller ikke vende tilbage til livet som freelancer, for så vil truslen om, at der måske ikke er noget at lave i morgen, ligge latent i min bevidsthed. Og hvor skal pengene så komme fra? Det øger stressen.
Jeg troede, jeg var ovre det. Men nu rykker det igen tæt på, og jeg kan mærke, hvordan hjernen og kroppen begynder at lukke ned. Hvordan jeg kan sidde og stirre tomt ud i luften i timer, ingenting kan huske, og ikke orker at være sammen med andre mennesker. Ikke tale, ikke tænke.
Jeg krøller mig sammen på sofaen og tuder. Og tænker på at forsvinde. Jeg vil ikke dø, jeg – orker – bare ikke at kæmpe længere. Det ville være meget nemmere bare at forsvinde.
Så kigger jeg ned på det glade, lille menneske, der sidder på gulvet og synes, livet er herligt, fordi han har fået stukket en tvebakke i hånden, og bliver mindet om, hvorfor jeg er nødt til at kæmpe videre.
Det er ikke fair over for ham, at hans mor sidder og tuder over ting, der måske eller måske ikke sker om halvanden måned. Det er heller ikke fair over for mig selv. Jeg burde være lykkelig lige nu og her og nyde den skønne dreng, der sidder lige foran mig.
Så jeg kæmper videre. Også selvom jeg ikke længere tror på projektet. Jeg har slået ud efter så mange mørkemænd, at jeg snart ikke kan løfte battet længere. Jeg håber, der snart er regnbuer og enhjørninge i horisonten.
Håber de når at vise sig, inden jeg tåber pusten. Håber, der snart kommer en ende på det dumme mareridt.
14 comments
<3
Tak <3
Av. Får du hjælp?
Hm, det er svært for mig at svare på. Ja, der er gode folk omkring mig til at holde i hånd, ae på håret og heppe og skubbe lidt fremad. Så jeg får snakket om det. Men de kan jo ikke trylle :/
Kære Charlotte
Det er så lige her, at man gerne ville have magiske ord på lager, som ændrer alting. Hvad gør man, når man mærker alle alarmklokker ringe, men ikke kan se nogen udvej? Det er en meget svær situation. Magtesløshed er noget af det værste af alt <3
Kærlige hilsner fra Lisbet
Man skriger. Indeni. Jeg gør i hvert fald. Ja, håbløsheden er min værste fjende. Det her kan jeg ikke arbejde mig ud af, som jeg plejer, for det er bare ikke noget, jeg selv kan påvirke. Lidt som at spille Lotto. Jeg prøver og prøver, og jeg er pisse god til at gætte tal, men der er bare hele tiden en, der gætter ét tal mere end mig, som så løber med gevinsten. Det er dybt frustrerende, når man ikke kan gøre en skid. I guess you know what I mean :(
Yes I know what you mean. Det Gør mig ondt på dine vegne!
Hey – hvis nu du skriver lidt om hvilket job du søger og hvor her på bloggen, så skal jeg nok kaste nogle joblinks din vej ;-) <3
Hej Janne, det er rigtig sødt af dig :) Det er nu ikke fordi, jeg ikke kan finde jobopslagene. Det er det med at skrive ansøgninger og få afslag, der er problemet :(
Men hvis du kender nogen, der kan bruge en journalist/grafiker til noget (jeg vil også gerne undervise) i en radius af 50 km fra Herning, så må du meget gerne dele info! :D
…suk…sikke et nedslående indlæg :(
Kunne det tænkes at du kunne finde en anden niche end den du har forsøgt at komme tilbage til, som kunne give dig modet tilbage?
Håber virkelig også det hele løser sig for dig – det lyder rigtig hårdt med alle de mareridt du gennemgår, både sovende og vågen…
Du får lige et virtuelt kram fra mig
<3
Tak for det <3 Jeg har været rundt om tanken med at specialisere mig. Men hvordan? Der er ikke mere SU tilbage, jeg har ikke råd til at betale for et studie... Jeg har en lang, Fin uddannelse, men blev færdig på det værst tænkelige tidspunkt. Og så flyttede jeg til Vestjylland, hvilket ikke gjorde det nemmere ;(
Men har skam tænkte tanken. Forsøger jo netop at lægge mine æg i så mange forskellige kurve som muligt, men det gør jo nok også, at jeg netop ikke bliver valgt.
Et sted valgte de en anden frem for mig, fordi han var en ham. Den er svær at konkurrere mod. Et andet sted, var det fordi, den anden havde erfaring fra Forsvaret.
Det virker bare håbløst, fordi jeg ikke ved, hvad vej jeg skal gå, you know? Jeg kan lidt af det hele, for det var det, der var fornuftigt at kunne, dengang vi blev uddannede. Så kunne man nemlig indgå i alle redaktioner, hvilket vardet, der var smart dengang.
Nå, men... Langt svar, sorry. Tusind tak for forslaget, du slipper for videre tiltale ;*
Åh hvor hårdt. Positive tanker herfra – og så sender jeg regnbuer og enhjørninger din vej, hvis der dukker nogen op!
Tak, Anne! De er mere end velkomne <3 <3
[…] I sidste uge faldt jeg lidt sammen, og når jeg gør det, plejer jeg at arbejde mig ud af krisen. Så jeg skrev en ansøgning til et opslået job, som faktisk virkede helt perfekt. Jeg blev ringet op dagen efter og inviteret til en samtale. Og det var den, jeg var nødt til at iføre mig make-up for at komme igennem. […]