Jeg drømmer om at dø

I nat vågnede jeg ved, at mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst, og jeg gispede efter luft.

Jeg havde en drøm, som jeg har haft mange gange inden for de seneste par år.

Det er det samme hver gang: ukendte gerningsmænd kommer ind i vores hjem med et eneste formål, nemlig at slå mig ihjel.

Af og til sker det, mens jeg står bøjet over Frømandens seng. Pludselig begynder han at skrige helt vildt, og jeg vender mig forskrækket om, lige da gerningsmanden lægger en ledning om min hals og trækker til.

Jeg skriger. Der er tumult. Jeg kæmper for mit liv. Hele tiden tænker jeg, at jeg ikke må lade monstret få fat i min baby. Frømandens skrig skærer mig i hjertet, men jeg når altid at vågne, inden der kommer en slutning på dramaet.

De sidste par gange, der har sneget sig mørkemænd ind i mine drømme, har det været lidt anderledes. Vi ligger i vores senge, da jeg hører en lyd. Manden tager et baseballbat i hånden, og går ud for at se, hvad det kan være.

Han går rundt i stuen, men kan umiddelbart ikke se noget. Pludselig kommer den fremmede stormende. Min elskede mand slår ud efter ham, men på en eller anden måde lykkes det den fremmede at få fat i baseballbattet.

Han siger noget i stil med: “Hvor er jeg glad for, at jeg tog med banden herud!” og hentyder til, at der lurer fire-fem flere fjender i kulissen.

Og så er det, jeg begynder at kæmpe. Jeg får vristet battet fra ham, og smadrer det mod hans knæskaller. Han falder til jorden, mens han hyler.

Jeg smadrer battet mod hans skinneben og arme, så de brækker. Min mand har ringet til politiet, men når ikke at sige andet end: “Hjælp! Vi har indbrud!”

Så kommer resten af banden, og det hele starter forfra. Jeg slår vildt fra mig. Nogle gange rammer jeg, andre gange hopper de over battet. De bliver ved med at komme imod mig, en efter en. Hele min krop er spændt af adrenalin, det er et spørgsmål om liv og død. Men der kommer aldrig et svar på, hvordan dramaet ender, før jeg kommer til mig selv i soveværelset.

Når jeg vågner, er jeg så bange og frustreret, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.

I starten troede jeg, det var fordi, jeg er mørkeræd, fordi jeg hører skrækhistorier om hjemmerøverier, og fordi, jeg er bange for at miste min baby. Men jeg ved godt, det stikker dybere end det.

Drømmene startede for nogle år siden, da jeg blev syg af stress. Så har der været stille i hovedet, mens Frømanden var helt lille – sikkert fordi, jeg var udmattet, men helt sikkert også fordi, jeg i noget tid ikke behøvede at forholde mig til fremtiden.

Nu hvor barslen lakker mod enden, føles det som om, jeg bliver skubbet tættere og tættere på kanten. Der er ikke noget job at vende tilbage til.

Det er et spørgsmål om liv eller død, for jeg tror ikke, jeg overlever at komme tilbage i arbejdsløshedskøen. Det var det system, der fik min oksestærke ryg til at knække dengang for år tilbage.

Derfor kan jeg nok heller ikke vende tilbage til livet som freelancer, for så vil truslen om, at der måske ikke er noget at lave i morgen, ligge latent i min bevidsthed. Og hvor skal pengene så komme fra? Det øger stressen.

Jeg troede, jeg var ovre det. Men nu rykker det igen tæt på, og jeg kan mærke, hvordan hjernen og kroppen begynder at lukke ned. Hvordan jeg kan sidde og stirre tomt ud i luften i timer, ingenting kan huske, og ikke orker at være sammen med andre mennesker. Ikke tale, ikke tænke.

Jeg krøller mig sammen på sofaen og tuder. Og tænker på at forsvinde. Jeg vil ikke dø, jeg – orker – bare ikke at kæmpe længere. Det ville være meget nemmere bare at forsvinde.

Så kigger jeg ned på det glade, lille menneske, der sidder på gulvet og synes, livet er herligt, fordi han har fået stukket en tvebakke i hånden, og bliver mindet om, hvorfor jeg er nødt til at kæmpe videre.

Det er ikke fair over for ham, at hans mor sidder og tuder over ting, der måske eller måske ikke sker om halvanden måned. Det er heller ikke fair over for mig selv. Jeg burde være lykkelig lige nu og her og nyde den skønne dreng, der sidder lige foran mig.

Så jeg kæmper videre. Også selvom jeg ikke længere tror på projektet. Jeg har slået ud efter så mange mørkemænd, at jeg snart ikke kan løfte battet længere. Jeg håber, der snart er regnbuer og enhjørninge i horisonten.

Håber de når at vise sig, inden jeg tåber pusten. Håber, der snart kommer en ende på det dumme mareridt.