Jeg – en drengemor!

Sååå blev jeg også døbt og dermed indviet i den klub, der hedder ‘Drengemødrenes klub’. I ved nok, dem der bliver tisset på jævnligt.

Jeg har på grund af bækkenløsningen været ret heldig til at få tørret det med bleskift af på barnets far, men på det sidste har stodderen altså ment, at vi burde deles om lorteopgaven. So not fair, når vi nu ikke kan deles om amning og afbrudt søvn…!

Nå, men jeg har givet mig. (Det er måske også mest fair) Jeg har efterhånden skiftet en del, men i går blev så min ilddåb.

Troede egentlig jeg var sluppet heldigt med en tisseble, men knap havde jeg fået vasket og tørret den lille mås, før det væltede ud af den. Ud over det hele. Nammenam.

Der var desværre ikke andre end mig til at gøre noget ved det – ungen gjorde i hvert fald ikke mine til at tørre noget op – så jeg fik tørret op, tørret af, vasket og tørret tør igen. Og så væltede det ellers ud med tis. Ud over mig og ham selv og puslebordet. Jeg begyndte at vaske igen, og så væltede det ud af den anden ende. Igen.

Der hylede jeg efter Manden, som kom ind og grinede af mig, der stod med ungens fødder i den ene hånd og en allerede temmelig klam klud i den anden. Og et helt opgivende udtryk i ansigtet.

“Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte han. Og gik sin vej. Storgrinende.

Men hey! Jeg klarede det! Jeg fik tørret op efter min lorteunge, fik skiftet ham, givet ham nyt tøj på OG fortalt ham, at jeg elsker ham alligevel, også selvom han skider på mig. Nu kan jeg klare alting, tror jeg!

Har altid syntes, små børn var helt vildt ulækre med deres snot og savl og gylp og bæ. Det er da stadig ikke mine favoritvæsker (det må så afgjort være varm kakao), men jeg er blevet ligeglad.

Her den anden dag tørrede jeg for eksempel en bussemand af hans næse med min finger. Det havde jeg ikke set komme.

Har også mere end én gang lavet mor-finten med at slikke på fingeren og tørre noget af hans kind.

(Jeg sparer jer i øvrigt lige for grafiske detaljer fra puslebordet ;))