Jeg er jo en Moder

SÅ landede jeg endelig i sofaen efter en lang, lang dag. Jeg har været i bad. Allerede her høres jubelskrig fra masserne, i hvert fald fra dem, jeg bor sammen med. Og så har jeg bagefter badet mig selv i både mel, kanel og en masse andre ingredienser, for jeg har nemlig været huslig.

Det er sådan noget, en Moder gør. Jeg er en Moder. Jeg føler trang til at skrive det med meget stort M. Moder står i køkkenet, gør hun, for Moder har to afkom, der fylder år inden for de næste par dage.

Faktisk stod Moder også i køkkenet i går (to dage i træk – så vanker der vel en form for præmie?), for i dag var det Frømandens tur til at have lækkerier med til sine venner i børnehaven, selvom han jo først fylder år på søndag. Han skulle nemlig fejre det sammen med en af sine nye, bedste venner, som havde fødselsdag i sidste uge.

Så jeg havde bagt boller. Syv ud af 12 kom med hjem igen, endda på trods af, at det var Verdens Bedste Boller, han havde fået med sig. OG der var glasur på. Men den anden drengs Moder havde bagt kage. Så det, så det…

I dag har den stået på bananbrødsmuffins, som Bøffen skal have med til sine venner i dagplejen i morgen. For i morgen har Bøffen fødselsdag, sådan helt rigtigt og på dagen. Et helt år bliver han. Og jeg er fuld af klichéer i stil med “Han er jo stadig bare en baby”, “Stop tiden” og “Men han har jo ligesom bare altid været her”. Det hører nemlig også til at være Moder.

Ligesom det hører sig til at hente unger, fordi den hårdtarbejdende Fader atter glimrer ved sit fravær, og at bruge halv-an-den-ti-me på det, fordi man jo gerne vil være typen, der rummer sine børns behov, og derfor ikke bare river dem ud af en leg (eller for Bøffens vedkommende et mindre ædegilde), så man først er hjemme ti minutter over spisetid, og begge børn er sure og sultne og hyler. Men den mindste gider ikke at spise, hvis han skal mades, og dét skal han, for Moder magter ikke at blive badet i mere i dag, slet ikke pasta og kødsovs.

Eller at bruge alt for lang tid på at putte, fordi et eller andet trykker den næsten-1-årige, så han ikke kan finde ro, mens man med en tung, sur baby på armen forsøger at balancere en vandkande i den anden hånd, fordi det ældste barn klager over ondt i maven og kræver børneantibiotikummet over dem alle, saftevand.

En Moder prøver også at ignorere egen øm- og træthed, mens hun bakser sig selv op i den halvhøje seng på børneværelset, og læser ikke bare én, men TO, godnathistorier. Fordi Moder, som en anden rookie, kom til at spørge barnet, hvilken af bøgerne, vi skulle læse.

Når barnet endelig sover, lister en Moder sig lydløst som en ninjakat ud af værelset. Og går i gang med at rydde op efter den kamp, det er at stå med børn alene ved spisetid. Og så prøver hun på ikke at blive for sur over, at barnefaderen kommer helt syg og slatten hjem fra arbejde klokken 21, fordi han åbenbart har fået slikket på en syg unge i går. I stedet kanaliserer hun sin frustration (jeg gad da heller ikke at se et afsnit af Anne With An E alligevel!) ud i en omgang madpakketrylleri.

Sidst, men ikke mindst, pakker Moder sirligt gaverne ind, så Bøffen i morgen kan få det, der bliver hans livs første fødselsdagsgave. Det er ikke noget prangende, og han vil sikkert være tæt på revnende ligeglad. Men jeg glæder mig alligevel. Både til den første og alle de efterfølgende. For det bliver sjovere og sjovere, og det er helt okay med mig, at vi nu er færdig med det der “baby”.

I morgen er jeg Moder til to små drenge. Altså, det har jeg vel teknisk set været i et år. Men… I morgen er han officielt en tumling.

Og nu går Moder op og lægger sig, for i morgen skal hun i køkkenet igen. Der skal jo også forberedes mad til de gæster, der er inviteret til dobbeltfejring på lørdag.