Jeg har altid været gammel. Eller i hvert fald ældre. Altså oven i hovedet.
Ikke nødvendigvis klogere, men bare ældre end mine jævnaldrende.
Det gik op for mig første gang, da vi havde musik i tredje klasse. Det havde vi nemlig lige op til det store spisefrikvarter, og derfor havde vi en tradition om, at hver elev skulle tage en cd med, som vi så kunne sidde og høre, mens vi nød vores flade leverpostej’er og ostemadder med makrel og ketchup. Eller hvad der nu var kommet på af klamme, sidste-minut-løsnings-agtige ting.
Nå, men da det blev min tur, tog jeg mit yndlingsbånd med (ja, dengang var det stadig kasettebånd, der tog kegler). Min far havde lige givet mig det, og jeg hørte det non-stop.
Det var John Mogensen. Der var dødstille. Ingen vidste, hvad de skulle sige. Eller hvem de skulle kigge på.
Normalt sad vi ellers og rockede med på musikken og småsnakkede lavmælt, men der var simpelthen gået chok i forsamlingen. For det første anede de ikke, hvad det var for noget gammel-mands-musik, jeg havde taget med. Og så var de nok også i chok over, at de ikke længere anede, hvem jeg var.
Jeg blev kampdrillet resten af dagen, og er blevet det lige siden. Jeg kan stadig godt lide John Mogensen. Og Shu.Bi.Dua. Og tv2. Og Kim Larsen. Og guddødemig også Lars Lilholt.
Og inden du også afskriver mig helt, så må jeg vel lige have lov til at forklare mig… For det er ikke min egen skyld!
De blev nemlig flittigt spillet i mit barndomshjem – af min far, må jeg skynde mig at bemærke. Min mor var god nok, hun kunne lide Dodo and the Dodos og alt det andet pop, der var populært i 80’erne.
Men det var min far, der bestemte soundtracket, når han gik og byggede om, og det gjorde han altså bare altid. Så hvor min mor fik et indædt had til ganske særligt John Mogensen, som var min fars ubestridte yndlings, og derfor også det, der kørte mest på repeat, så lærte jeg at elske det. Måske ud fra devisen: If you can’t beat them, join them.
Jeg har lært så meget af den musik. For eksempel at Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til. At det er frækt at danse go-go, og at det ikke altid har været lovligt at få en abort. At sociale normer var noget, man skulle kæmpe for at bryde ud af. Og at der var nogle, der kæmpede for noget mod nogle tyskere, og at det skulle man være glad for.
Alt sammen utroligt vigtige lektier.
Det er selvfølgelig først langt senere, at det samfundsmæssige og historiske perspektiv i sangene er blevet sat i en sammenhæng, så jeg forstår dem. Dengang syntes jeg bare, melodierne var gode, og at det var fedt at skråle med på “Daaaanmark er et dejligt land!”
Jeg er stadig vild med den musik, men måske er resten af min årgang nu ved at indhente mig, i takt med at vores kroppe er ved at indhente den tid, hvor min hjerne muligvis altid har befundet sig. Jeg bliver i hvert fald ikke mobbet helt lige så meget med min musiksmag længere, som jeg blev dengang.
Men det var nok meget godt, at jeg blev mobbet ud af min musikalske boble, for det gjorde, at jeg også opdagede klassiske skiver som fx ‘Smølfehits vol. 1’ og ‘Yabba Dabba Dance 1’ – og ‘2’.
Da det blev min tur til at tage musik med igen, tog jeg min splinternye Aqua-cd med, og så blev der ellers lår-galoperet i takt til My Oh My! Den er jeg i øvrigt også stadig vild med.
