Jeg er jo mærkelig #2

Der er bare nogle ting her i livet, som jeg ikke deler med mange andre. I hvert fald ikke, hvis de skal sige det højt.

For der må jo af gode grunde være andre, der kan lide John Mogensen, røgede ål og Søren Pilmark. Ellers var der vel ikke nogen, der blev ved med at lave produktioner med netop dem.

Nå, men heldigvis er der nogen, der deler min (hemmelige) kærlighed for nogle af de klassiske, platte ting, der har fyldt mit liv i så mange år.

Mette Marie fra Twinpeaks.dk har nemlig i et nyligt indlæg offentliggjort, at hun også er vild med Ørkenens Sønner og ynder at afslutte andre menneskers sætninger med ‘Det sagde hun også i går’-jokes.

Derfor tør jeg nu godt at fortælle om endnu et af mine barndomstraumer. Du ved, endnu en af de der ting, som de andre børn kunne mobbe mig med i skolen. Og ingen har vi fat i min musiksmag.

Da jeg var 10 år gammel, var jeg til min første byfest. Og ja, hvad lavede en 10-årig egentlig til en Diskofil-koncert, der startede klokken 22 om aftenen? Min far var ikke glad, men min venindes far var næstformand for byfestens bestyrelse, så vi fik sneget os med alligevel, og endda helt op foran.

Og det var her, jeg fik mit første crush på en sangerinde. Disko-Lydia var iført en ultra-tætsiddende, leopardprikket jumpsuit, kæmpe krøllet paryk og en mother-fucking attitude. Jeg elskede hende med det samme. Og var døv i flere dage efter festen.

Jeg havde ved gud aldrig hørt deres sange før, men blev fortryllet af klassikere som ‘Det Li’e Det’, ‘Da Johnny Ble’ Til Connie’ og – ikke mindst – ‘Hvor Ska’ Vi Sove i Nat?’.
Måske fordi, de på den måde pirkede ved andre af mine laster, nemlig Melodi Grand Prix-hits og glade disko-rytmer…

Dagen efter havde jeg overordentligt tralvt med at komme ned til min lokale pladepusher og købe et eksemplar af deres farverige førstealbum. Herefter blev det råspillet på samtlige af mine veninders værelser, mens vi sang med i hårbørsterne, og jeg drømte mig op på scenen iført catsuit i leopardfarver. I hovedet, altså, jeg fik aldrig sådan et smart outfit.

Og her ville historien måske slutte for de fleste, for hvem af os har ikke haft en elendig musiksmag som børn? Jeg tænker specifikt på Smølfehits nummer 1 til uendeligt.

Jeg nåede at købe de tre første af Diskofils plader, og drømmen blev ved at leve. I det skjulte. Sådan er det jo med de ting, man forsøger at undertrykke, de ligger der altid. Lige under overfladen.

Så da jeg begyndte at synge i et band for godt fire år siden, blussede drømmen igen op, og efter nogen tid fik jeg sneget ‘Hvor Ska’ Vi Sove i Nat’ med i repertoiret. Drengene i bandet, som er to år ældre end mig, og derfor går under betegnelsen ‘virkelig gamle’, tror selvfølgelig, vi leger Tommy Seebach, når den bliver sat i gang.

Men ikke mig. Jeg tager min mentale leoparddragt, krøllede paryk og Disko-attitude på og lever drømmen fuldt ud i samtlige 3 minutter. Og i dagene efter en koncert finder jeg hårbørsten frem og giver den gas et par gange mere.

Så er det sagt. Så er den ude, og så må du gøre med den, hvad du vil. (Det sagde hun også i går…)

Og som en bonus får I her: Disko Lydia i al hendes sassyness… Jeg forestiller mig, jeg ser lige så toplækker ud, når jeg synger ;)