Jeg er jo mærkelig #3

Kategorien taget i betragtning, burde vi virkelig været nået meget længere end til nummer tre i serien af de her indlæg… Jeg er altså lidt mærkelig, og her er endnu en grund.

Jeg bliver ret nemt besat. Ikke på sådan en måde, at jeg ligger fastbundet til en seng og raller, indtil nogen tilkalder en pastor til at fordrive det onde (selvom det måske var værd at prøve). Nej, det er mere raffineret end som så.

Da jeg var mindre skrev vi meget i de der venindebøger. Hvad er din livret (som om vi nogensinde skulle finde på at lave mad til hinanden), hvad er dit yndlingsfag i skolen (alle drengene skrev ‘frikvarter’, pigerne skrev ‘håndarbejde’) og hvem er dit idol.

Den sidste var klart den sværeste for mig at svare på, for jeg havde ikke rigtig noget idol. Der var ikke som sådan nogen, jeg så op til. Mit værelse var ikke tilklistret med plakater af én enkelt musikgruppe, det var mere bare de plakater, der nu lige fulgte med Mix og Vi Unge i den måned.

Et idol er for mig en, man ser op til. En man beundrer, og som man måske begynder at skrige lidt over, hvis man ser. Det er aldrig sket for mig. Jeg bliver kortvarigt besat i stedet. Altså – jeg kommer til at gå så meget op i en person/film/serie, at jeg bliver ét med den. Yes.

Første gang jeg sådan for alvor blev besat var i 1.g, hvor min veninde introducerede mig for Ørkenens Sønner. De sagde mig egentlig ikke en hel masse. Jeg havde godt set lidt i fjernsynet, hvor Henrik Kofoed løb nøgen rundt blandt publikum som en usynlig mand, og jeg syntes egentlig bare, det var sådan lidt middelmådig pik-og-patter-humor.

Men efter at have set showet “En Storm i Et Glas Vand” fire gange (i træk), begyndte magien at gå op for mig. De er jo virkelig musikalske, de mænd. Og sjove. Og det der med gentagelser, det er lige humor for mig! Jo flere gange, ting bliver sagt, jo sjovere har de det med at blive…
Så skete der det, at jeg lige så stille BLEV Ørkenens Sønner! Jeg kunne showet uden ad, og føromtalte veninde og jeg begyndte at citere fra showet, når vi snakkede sammen.

Det udviklede sig. Vi begyndte at svare andre folk med citater også. Og sangene. Åh, sangene blev også skrålet i tide og utide, for eksempel sang vi glade og frejdige om, at ‘han havde fået en hæmoride’, når vi cyklede gennem byen. Det var ikke alle, der forstod os. Lad os sige det sådan.

Efter noget tid løjede det ligesom af igen. Det har det gjort hver eneste gang, jeg har været igennem sådan en periode. Men så kommer der som regel noget nyt, som overtager min krop og mit sind.

Således har jeg sprunget rundt i naturen og sunget “Hey Hey, Doktor Pjuskebusk!” i ramme alvor, været på nippet til at bestille min helt egen Captain Jack Sparrow-hat på eBay (og blev kaldt Mrs. Captain Jack Sparrow i et helt år!), været mod-hot englænder i min periode med The Mighty Boosh, og gået mere end almindeligt meget op i How I Met Your Mother (Så meget, at jeg lavede en hel kollektion af neglelakker med inspiration fra serien).

Det grænser til sindssyge. Men jeg har fået en professionels ord på, at det ikke er der, vi er ;)

Nu er vi nået til en helt ny æra.
Jeg har altid haft nemt ved at forelske mig i musik, og jeg er ganske særligt vild med swing-jazz a’la Motown, så derfor har dette band fundet vej direkte til mit hjerte med så voldsom hast, at jeg føler mig slået helt omkuld.

Scott Bradlee & Postmodern Jukebox, hedder de, og deres idé er at tage kendte pop-sange og gøre dem jazzede, vintage eller på anden måde sådan lidt hipster-cool.
Jeg hører sangene på repeat! (Så Manden er glad for, han ikke er hjemme for tiden)

Ganske særligt elsker jeg dem, hvor de har fået sådan et Doo-Wop-kor med! Og når de så smider Happy Tambourine Guy ind oven i, så er jeg helt væk.

Se den her – den kan KUN gøre dig i godt humør. Og forelsk dig, ligesom jeg har, i ham på tamburin, der kommer ind omkring 2:40

Eller den her… Ren musikglæde, som ikke kan andet end at smitte!

Mit problem er, at jeg bliver så altopslugende begejstret, at det er svært for andre helt at kapere. Derfor er jeg begyndt at skjule det lidt mere, og kun åbne op for posen, når jeg møder ligesindede sindssyge.

Men det er svært. Og det med citaterne sniger sig altså stadig ind i mit ordforråd. Pirates, Ye be warned!