“Han levede frygtløst, men han vidste, at han ville dø.”
Det siger kvinden, der var kæreste med redaktøren på Charlie Hebdo, som var en af de dræbte i onsdagens massakre.
Hun siger også, at han af samme årsag ikke ville have børn, fordi han vidste, han ville komme til at efterlade dem, når han døde, og det ville han ikke udsætte børn for.
Det rørte mig. Det må have været et enormt pres at arbejde – og leve – under. Jeg tror ikke, jeg havde gjort det samme. Jeg ved ikke, om jeg havde turde. Eller om jeg ville.
Jeg har, som så mange andre, sat et ‘Je suis Charlie’ på min facebook-profil. Under sloganet er der et billede af en kalashnikov, der bliver pacificeret af en blyant. Det skal selvfølgelig symbolisere, at “vores” våben, ytringsfriheden, altid vil vinde over terroren.
Jeg er journalist. Så i princippet er det mine kollegaer, mine åndsfæller, der blev skudt ned på bestialsk vis af nogle hjernedøde, hjernevaskede psykopater.
Alligevel må jeg bare erkende, at jeg ikke er spor mere forbundet til de mennesker, end alle mulig andre mennesker med andre professioner.
Jeg sætter ikke mit liv på spil, når jeg går på arbejde. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et land, hvor det er tilladt at sige og skrive, hvad man mener, så længe man overholder straffeloven. Men ville jeg kæmpe for ytringsfriheden, hvis den en dag blev truet?
Min morfar og min onkel var aktive i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Min onkel betalte en høj pris for sin deltagelse. Han blev nemlig sendt til Frøslevlejren, hvor han blev udsat for ting, der gjorde, at han blev steril. Det var hans og min tantes store sorg, at de aldrig fik nogle børn.
Han overlevede heldigvis, men han kunne lige så godt være død. Det samme kunne min morfar. Begge blev selvfølgelig en del af Hjemmeværnet efterfølgende, ligesom resten af min familie i øvrigt også blev det med tiden.
Den familiehistorie betyder meget for mig. Jeg er stolt af, at mit fædrende ophav kæmpede for Danmark, kæmpede for en sag, kæmpede for frihed, for ytringsfriheden.
Jeg sætter lys i mit vindue hvert år den 4. maj – til minde om alle dem, der forsvandt dengang, og som aldrig mere kom hjem, som Kim Larsen synger det.
Jeg hylder de helte, der trodsede al frygt, og som kæmpede for deres land. Hvert år tænker jeg over, om jeg mon ville have modet til at yde modstand, hvis vi nogensinde kommer til at stå i sådan en situation igen? Jeg håber sådan, svaret vil være et ja, men helt ærligt – jeg tvivler.
Jeg tør ikke engang spille skydespil på computeren, fordi jeg lever mig for meget ind i det. Selv på en forholdsvis fredelig rustur, kom jeg til at leve mig så meget ind i en fangejagt, hvor en af mine gode venner løb efter mig for at smide mig i kachotten, at jeg løb med bare ben og voldsom høj puls ud i et brændenældehelvede. Jeg vågnede først, da han råbte: “Charlotte, kom ud derfra, det er jo bare for sjov!” Åndssvagt…
Jeg ville ikke være god til at leve med den konstante trussel, som de gode folk på Charlie Hebdo gjorde og gør det. Jeg ER ikke Charlie.
Men historien fra 2. verdenskrig viser jo også, at modstandsbevægelsen havde rigtig god gavn af dem, der støttede deres arbejde. Om det så var ved at hjælpe, skjule dem for tyskerne eller bare stiltiende se til, og dermed give dem en uudtalt støtte, så kunne de ikke have gjort det uden dem, der hjalp – så godt de nu kunne, når de nu ikke selv turde at gå ud og sprænge broer.
Vi kan ikke alle være Charlie. Der er nogle af os, der skal få de der børn, så vi kan blive ved at føde borgere, der kan føre vores demokratiske værdier videre.
Jeg er ikke Charlie, men jeg hylder de modige mennesker, der hver dag sætter livet på spil for at skabe det samfund, jeg og “vi” værdsætter så højt. Journalister, kritikere af politiske systemer, afghanske kvinder, der nægter at overgive sig til islamisternes luner, politimænd, læger…
Jeg hepper og støtter det, jeg nu kan. Lige nu er det kun med et billede for at vise sympati og støtte, for at sige tak til dem, der tør. Jeg håber, det også gør en forskel.
