Jeg går jo egentlig ikke op i det pjat

Før jeg fik børn, var jeg ret sikker på, at jeg var ligeglad med at få blomster på Mors Dag. Sådan noget pjat. Ligesom Valentinsdag, bare endnu en måde for forbrugermaskinen at fiske penge ud af vores lommer.

Så flyttede Frømanden ind i min mave, og selvom vi endnu ikke havde været til den første scanning, og jeg aldrig havde hørt hans hjerte slå, da Dagen oprandt, så følte jeg mig i dén grad som nogens mor. Den tanke kunne min mand ikke rigtig følge, og han havde desuden lyttet rigtig godt efter, da jeg gav ham en mulighed for ikke at smide penge ud af vinduet til dyre blomster. Så jeg fik ikke noget som helst.

Og jeg blev så vanvittigt skuffet.

Jeg giver fuldstændig hormonerne skylden for den reaktion, for i teorien synes jeg stadig, det er dumt at købe de der dyre blomster, som bliver slatne og spreder en dunst af råddent vand i stuen efter en uge. Problemet er bare, at det ikke kun er kvalmeknappen eller tissetrangen, sådan et mini-menneske trykker på. Det er alle-følelserne-knappen.

Jeg har altid været til fals for symboler. Jeg er hende, der kan huske, at jeg mødte min hjerteveninde den 25. oktober, og at jeg forelskede mig i hendes væsen, da vi, efter at have delt en flaske rødvin, dansede vores første dans til tonerne af “I don’t feel like dancing”.

Min mand ved også, at han er nødt til at tage sin trøje med blå og hvide striber på, hver gang vi fejrer vores bryllupsdag, fordi det var den, han havde på, da vi mødtes første gang.

Jeg er typen, der bruger hele året på at gå og lytte til mine nærmeste for at finde ud af, hvad de i virkeligheden ønsker sig, frem for hvad de i panik skriver på deres ønskeseddel en uge inden fødselsdagen.

Så derfor kan I jo nok forstå, at manden BURDE have købt et eller andet særligt for at markere, at vi skulle til at være forældre. Han er ikke så sentimental omkring sådan noget, og så var det nok heller ikke helt gået op for ham, hvad der snart skulle ske, i hvert fald sagde han: “Men du er jo ikke mor endnu…”

Jeg forsøgte at acceptere hans følelser omkring det. For jeg havde jo sagt… Og han havde jo ret… Og nu var det alligevel for sent… Det betyder jo ikke en døjt, hvis man på den måde skal diktere det, vel?

I stedet skruede jeg mine forventninger helt op til næste års Mors Dag, for nu måtte han jo for fanden have forstået, hvor vigtigt – af grunde, jeg ikke helt kan forklare – det var for mig. Måske manglede jeg bare en slags anerkendelse i forhold til, at jeg havde båret, født, puslet og madet hans afkom. En slags “tak fordi, du har givet mig et barn”-gestus.

Næste år, da vi igen nåede den forjættede dag, vågnede jeg spændt som en fjeder. Jeg håbede ikke på blomster, men på sådan et blomsteromkranset sølvhjerte fra Rosendahl. Jeg havde hintet til det allerede året inden, og havde flere gange helt klart og tydeligt fortalt ham, at det var lige præcis dét, der ville gøre mig lykkelig.

Han havde ikke hørt en skid. Det eneste, jeg fik, var et: “Jamen, du sagde da, at du ikke ville have blomster!”

Og så brød helvede løs. Inde i mig. Som kun det kan gøre i en underskudsramt, søvnfrarøvet, frustreret og hormongal, nybagt mor. Jeg var rasende. Jeg følte mig ikke hørt, ikke forstået. Hvilket efterlod min mand med kæmpe øjne og åben mund. Han havde intet hørt eller fornemmet.

Heldigvis findes der et menneske i verden, som altid ser mig. Min mor. Hun havde både set og hørt, og havde derfor købt et Mors Dags-hjerte som back-up, hvis nu min mand ikke havde, for hun kunne godt se, at det var vigtigt, jeg fik et hjerte fra præcis det årstal, hvor jeg for første gang var nogens mor på Mors Dag.

Mødre kan man altid regne med. Min mor kan jeg i hvert fald regne med.
Min mor gider ikke have blomster hvert år på Mors Dag, og derfor føles det ekstra specielt, når jeg giver hende det.

I år fik jeg en gave af mine drenge. De gav mig begge to et hjerte i sølv med blomster på. Det blev jeg glad for, og det betyder, at de aldrig behøver at give mig blomster fremover. Med mindre de har lyst. Og jeg vil gøre mit til, at de får lyst til det. Altså, selvom jeg jo egentlig ikke går op i den slags. I teorien.