Det her indlæg skal skrives lige nu, mens jeg føler det. Ikke om otte timer, hvor jeg har siddet og tænkt og analyseret.
Det kan være, jeg sletter det igen, når jeg er kommet til fornuft, men lige nu… Der føles det ikke som om, jeg kan magte det. Livet, altså. Og ansvaret.
Jeg er alene hjemme i den her uge, fordi min mand er ude og gå lange ture og sove i en skov med sine arbejdskammerater.
Det vil sige, det hele hænger på mig. Bleskift, madlavning, opvask, koordinering med de håndværkere, der er ved at grave halvdelen af vores grund op, aflevering, hentning, tøjvask, indkøb, hunde og støvsugning.
Vi har forberedt os så godt, vi kan, med fyldt køleskab og mad i bøtter, men det skal jo stadig varmes og serveres.
Hvis I har fulgt med i mere end en uge, ved I, at jeg er temmelig udfordret fysisk for tiden, og at jeg derfor skal finsortere i alt, hvad jeg gør, for ikke at ende ubevægelig på min seng med et fastlåst bækken og åben tårekanal. Bare det at gå fra mikroovnen til spisebordet er en udfordring.
Så jeg kan ikke nå det hele. Faktisk ikke engang det halve. Og det kan Frømanden mærke.
Han reagerer, selvfølgelig, som det er tilfældet hver evig eneste gang, hans far er på springtur, ved at blive dobbelt så umulig, som han plejer at være. Mindst.
Han piller ved alt, får ekstremt selektiv hørelse, nægter at spise, vågner flere gange om natten, løber rundt i cirkler om sig selv og skriger og hyler i ét væk. Over ting, han normalt er cool med.
Jeg har hørt fra mennesker og websider, at sådan en tumling kan være en kæmpe udfordring. Sloganet “The terrible twos” er ikke kommet af ingenting, må man forstå.
Og det har jeg det normalt også fint med. Han SKAL være fuld af krudt, temperament og holdninger. Han SKAL udfordre mig til det punkt, hvor jeg er lige ved at sende ham tilbage til der, hvor han kom fra (altså, hen til sin far). Selvfølgelig skal han det, ellers udvikler han sig jo ikke.
Men for fanden, hvor behøver det bare ikke at være i de her uger, hvor jeg er alene OG er gravid OG midlertidigt handicappet, at han skruer op for det der tumlingeteenageri.
Jeg kan det ikke.
Heldigvis fik vi besøg af min mor til aftensmad i dag, og det var virkelig rart at have en voksen at læne sig op af i de 10 minutter, han skreg uden stop, mens vi andre skovlede maden ind, så han kunne få lov at gå fra bordet, som han ville.
Da jeg havde puttet ham, brød jeg sammen i tårer. Følelsen af uduelighed og magtesløshed skyllede ind over mig.
Jeg magter ikke at være mor. Jeg føler ikke, jeg lever lige nu, jeg overlever bare, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om jeg mon formår at holde ud, indtil det vender igen.
Jeg er selvfølgelig udfordret lidt ekstra psykisk og hormornelt for tiden, men føler mig alligevel ret alene og forkert med de her tanker.
Jeg får lyst til at give op på livet. Sådan burde det jo ikke være at få børn, vel? Børn er jo sådan nogle, der beriger ens liv og spreder lykke og glæde.
Og det gør han selvfølgelig også. Hver dag, og selv når han pisser mig allermest af. Han skal bare smile til mig, så bliver jeg helt varm og lykkelig indeni.
Så hvorfor har jeg det så så hårdt med morrollen, at jeg af og til ønsker, jeg aldrig havde påtaget mig den? Ikke på grund af min skønne unge, men fordi jeg ikke føler, jeg kan leve op til de krav, det stiller.
Er jeg virkelig den eneste, der har det sådan? Eller er der bare ikke andre, der snakker om det?
Føler mig så alene med de tanker, og det giver mig bare endnu mere dårlig samvittighed.
18 comments
Jeg kender følelsen alt for godt. Har selv en søn på 19 mdr og en kommende på vej om 5 uger. Min søn er akkurat magen til hele eftermiddagen, og da min mand arbejder i butik i en anden by, er jeg hver dag alene til ca kl 18 og hver lørdag til kl 14. Det er hårdt selv at stå med madlavning osv hver eneste dag, samtidig med at man har en umulig tumling. Jeg gør ofte som dig – aflaster mig selv ved at besøge familien som kan tage lidt over. Godt nok har jeg ikke bækkenløsning, men jeg har fysisk ondt i skambenet som gør at jeg altid må prioritere mine kræfter. Det hjælper heller ikke på det at vores søn stadig ikke sover igennem overhovedet. Jeg bilder mig ind at det bare er en fase og at det bliver nemmere i morgen. At det kan trække ud i flere år gider jeg derfor ikke tænke på :)
Åååh, kæmpe krammer i din retning <3 Jeg har i det mindste "fri" om lørdagen. Jeg håber, I kommer godt igennem det. Jeg bruger også frasen om, at det kun er for en periode. Men derfor er det altså stadig hårdt, når man står i det :(
PS: Stort tillykke med den lille ny! :D <3
Åh hvor jeg tænker på dig! Jeg skal være alene i et par weekender i streg (dvs slet ikke så lang tid som dig) og jeg får hjælp fra familien, for jeg kan ikke selv pga bækkenløsning. Du må blive nødt til at lade hjemmet sejle – og især droppe den støvsugning, selvom hundehår bestemt ikke hjælper på det! Det er svært, hvis ikke umuligt, at have overskud når man konstant har ondt
Tak <3 Og lige over <3
Du kan tro, her sejler. Det har her gjort i mindst to år... Man lærer at leve i det. Håber jeg ;)
Har overvejet at finde et andet hjem til vapserne i den her tid, men det kan jeg bare ikke. De er jo en del af familien :/
Du er ikke den eneste. Og det håber jeg du kan tro på. Alle har på et tidspunkt prøvet noget der lignede eller det samme. Hvis de siger de ikke har, lyver de. Sender opmuntrende tanker til dig. Godt du skrev om det.
Det kan jeg godt, og tak fordi, du siger det <3
Du er da OVERHOVEDET ikke alene med de tanker! Alle jeg kender (mig selv inkl.) har været igennem det – det er åbenbart en øvelse, der er obligatorisk, hvis man gerne vil have sit mor-diplom.
Da vores datter var mindre, havde hun en periode, hvor hun var komplet umulig. Komplet! Alt slog ligesom fejl, og intet var godt nok. På et tidspunkt spurgte jeg pædagogen i børnehaven, om hun var ligeså komplet umulig deroppe – og hvordan fanden de i så fald kunne holde hende ud!? Næh, hun var ikke umulig i børnehaven (??). “Hun er umulig derhjemme og sammen med jer, fordi hun er tryg. Fordi hun er et fuldstændig normalt barn, der godt ved, at mor og far elsker hende – uanset hvad hun gør. Derfor tester hun grænserne derhjemme – fordi hun er tryg i sin base.” Jeg tror, hun havde ret. Og det hjalp faktisk lidt at messe det inde i hovedet, når vores datter flegnede ud.
Du er ikke alene. Og du er ikke unormal. Jeg lover det! :-)
Tusind tak for dine ord, Signe <3
Det hjælper mig så meget at tænke på det, du siger: At det faktisk er fordi, han er tryg og føler sig elsket, at han tør at opføre sig som en røvbanan. Nede i dagplejen siger de også, at han bare altid er glad og rar. Har godt nok følt, at det var uretfærdigt, at jeg så kun får ham i de timer, hvor han er træls, men det hører åbenbart til det der med at være forælder ;)
Velkommen i klubben (desværre) og KRAM! til dig!
Tak <3 <3
Ja, nogle dage og perioder er ren overlevelse! Varme tanker herfra. Det er helt i orden at synes at det er pisseskidebenhamrende møghårdt. Og helt i orden at ha’ lyst til at sige op. Helt i orden.
Tak <3 <3
ÆV det er hårdt og det allerhårdeste er den der følelse af at man ikke slår til og at man ultimativt ikke elsker nok fordi man ellers ikke ville have lyst til at give op. Tror alle der har stået alene med små børn har haft det sådan, jeg har ihvertfald. I alle år vi har haft børn har jeg været stort set alene om hverdagen og jeg indrømmer gerne at det faktisk er hårdt, især når man selv er syg som du er det nu eller hvis et barn er kommet til skade/er meget syg for hvad gør man så lige med de to andre imens.
Og 2 år er en hård tid. Også en skøn tid heldigvis, men stadig en alder hvor man ikke kan vende ryggen til et minut og hvor der skal meget overskud til.
Mange tanker
Tak for dine ord, Marina – ja, det er nemlig præcis den følelse, jeg også sidder med. Det må så være fordi, jeg ikke elsker den her morrolle nok, ikke? Det er rart at høre, at jeg ikke sidder alene med den følelse.
Og man kan nemlig ikke vende ryggen til, fordi han har en højde, hvor han kan nå ALTING, men ikke rent udviklingsmæssigt forstår, hvorfor han ikke må røre ved alting. Det er en fase, det er en fase… ;)
[…] Det læser andre lige nu Jeg græder ikke mere for i dag Hvor dum kan man blive ved med at… Hoppefest ved midnatstide – eller guide til at… […]
Jeg begriber ikke hvordan du faktisk kommer igennem det med den bækkenløsning! Det lyder simpelthen ulideligt :-( Men de følelser der… Jeg tror også vi alle har været der og vil opleve det igen. Jeg har fx hørt, at teenagere kan være en udfordring på linje med to-årige, så det kan vi jo så glæde os til! En sidebemærkning i forhold til din drengs opførsel: Han har cirka den alder, hvor min dreng begyndte at reagere på at savne sin far, når han var væk i flere dage ad gangen på arbejde. Vi spurgte en psykolog til råds omkring hvordan vi kunne snakke med ham om savn og om hvor far var osv. Og nu kan jeg selvfølgelig ikke huske detaljerne længere, men én ting var at snakke om hvad far laver på sit arbejde og drage en parallel til hvad barnets “arbejde” er. I vores tilfælde er det jo primært at gå på legepladsen og lidt i børnehave, for Jer ville det nok være dagplejen. Jeg er sikker på du kan researche dig frem til mere brugbare metoder, men ville lige nævne det.
Det var en god idé, den vil jeg bruge næste gang, vi skal være alene :) For han er nemlig rigtig god til at tilpasse sig, hvis han bare får at vide, hvorfor han er nødt til at udholde et eller andet. Jeg har bare indtil nu tænkt, at han alligevel var for lille til at forstå, hvorfor far ikke kommer hjem i en hel uge – men det vil jeg prøve :)
Og ja, jeg ved heller ikke, hvordan jeg kommer igennem det… Adrenalin, tror jeg. Men jeg kan også kun én dag alene, så er jeg nødt til at hente hjælp udefra, ellers går det bare ikke :/