Jeg hader alle mennesker!

Hvad er det lige, der sker med folk, så snart de betræder IKEAs blå velkomstmåtte?! Pludselig bliver al normal etik og moral sat fuldstændig ud af spil, og så er det bare hver mand for sig selv.

Okay, så tog vi altså i IKEA. Det i sig selv var muligvis et modigt træk. Men vi valgte også at gøre det på en søndag omkring klokken 15.00. Fordi det lige passede sådan.

Jeg var godt klar over, det ville blive en udfordring, for det er jo ikke for ingenting, at man siger, parforholdet står sin største prøve, når man tager i IKEA. Blæs hul i det med at få børn, næeh – hvis du overlever en weekenddagstur i IKEA, så er det ægte kærlighed.

Jeg vil gerne lave en tilføjelse til det ordsprog: Hvis dit parforhold overlever en tur i IKEA på en weekenddag med et spædbarn i vognen… SÅ kan man virkelig klare alt. Vi var tæt på ikke at klare det.

Som sagt er det altså ren overlevelse, så snart man er kommet igennem den automatiske svingdør. Hvem kommer først ind i elevatoren, først forbi alle sofaerne, først til bunken med grydeskeer til en 10’er (djææævlen, hvis de nu bliver udsolgt!), først til udgangskasserne.

Jeg har det generelt ret svært med mange mennesker på for lidt plads, og selvom IKEA i Aarhus nu endelig har fået udvidet butikken, så den lever nogenlunde op til standarden i de andre af landets varehuse, så er det stadig ikke nok. Folk i og omkring Aarhus er nemlig VILDE med IKEA!

Jeg forsøgte derfor at trække vejret meget dybt og gå med rolige skridt hele vejen igennem. Men af en eller anden årsag ender jeg altid med at være den, der står lige midt imellem ham foran, der har enooormt god tid, og som stopper op midt på gangen, fordi han så noget i et fjernt hjørne af en udstilling, som måske kunne være meget pænt hjemme i stuen, og så hende bagved, der har enooormt travlt, og derfor trippetræder mig i hælene.

Det resulterer altid i, at jeg springer frem og tilbage for at komme i sikkerhed, mens jeg får mere og mere lyst til bare at skrige “HOLD SÅ OP!”. Og til sidst knækker jeg. Denne gang skete det lige før, vi nåede til dynerne i tag-selv-afdelingen, så jeg lavede et skarpt sving til venstre og snød mig ind i lysafdelingen.

“Find den lampe, og så er det UUUD!” fik jeg snerret af Manden.

Min frustration blev ikke mindre af, at babyen begyndte at pylre. Efter at have været en happy camper i en times tid, havde han (forståeligt) fået nok af lys og larm, men han kunne ikke falde i søvn. Vi tog ham op lidt, og fik så lagt ham. Bum, så slukkede han.

På det her tidspunkt var jeg allerede helt stresset op. Så meget, at jeg svedte, og mine kinder var ildrøde. Jeg tog derfor en DYB indånding, inden vi gik hen til kasserne. Her valgte vi selvfølgelig den kø, hvor der sad en uerfaren medarbejder, som konstant skulle kalde på forstærkninger. Men det var ikke det, der generede mig (der har vi jo alle siddet engang, så jeg havde mest af alt bare ondt af ham).

Det var derimod den mor, der stod bagved mig. Hun blev ved med at kommentere, hvor langsomt det dog gik, og at de vist hellere måtte finde en anden kasse. Men i stedet for at sætte handling bag ordene, blev hun bare stående og spredte dårlig stemning.

Til gengæld beskæftigede hun sig slet ikke med sin latterlige skrigeunge. Han var blevet lovet en is, og det kunne ikke gå stærkt nok. Det blev han i hundehøje tonearter ved med at påpege, mens han skød vildt om sig med et plastikgevær. Da han havde vækket min lille mand ved sit skrigeri, og også havde prikket mig i røven tilstrækkeligt mange gange med det der gevær, vendte jeg mig irriteret om og gloede moren direkte ind i øjnene.

“Hov, undskyld…,” sagde hun fraværende.

Jeg vendte mig om igen kun for at få jaget geværet ind i røven igen, og vendte mig atter om.

“Hov, undskyld…,” sagde hun igen, og tilføjede så til sin møgunge: “Du må da ikke skyde pigen…”

Jeg stod og kogte – på mere end én måde – og tænkte på Anders Matthesen, der i et show fortæller, hvordan han engang bad en dreng i føtex om at stoppe med at larme sådan, hvorefter han var blevet skældt ud af forældrene. Altså Matthesen blev skældt ud. Ikke drengen.

Og så blev jeg pludselig så pisse træt af ALLE de forældre, der tager IKEAs slogan om, at det er “børnenes IKEA” lidt for bogstaveligt, og lader dem stæse rundt uden at se sig for, vælte rundt på gulvet og skrige lungerne ud. Uden at forældrene tager hensyn til, at der er andre mennesker i butikken.

Nu kan I argumentere for, at jeg ikke har prøvet at have sådan en 5-årig rolling, og at de ikke bare sådan er lige til at styre. Men til det må jeg jo så bare sige, at det var jeg selv. Og det var de fleste fra min årgang på den alder faktisk også. Dengang hvor man snakkede med OG TIL børn. Det sidste er en vigtig pointe. Snakke TIL børn. For nogen skal for fanden lære børnene, hvordan man opfører sig ude i samfundet.

Problemet er nemlig, at forældrene ikke er en skid bedre selv. Egobørn kommer altså af egoforældre, og min påstand er så, at de ikke gør børnene nogen tjeneste ved ikke at opdrage dem til at være høflige.

Nu sad den lille snotunge og prikkede til mig. Hans mor gjorde ikke noget. Jeg gjorde heller ikke selv noget, for min mor har nemlig opdraget mig til at være høflig, endda i en sådan grad, at jeg nu ikke har modet til at sige fra, når andre ikke er det. I stedet rystede jeg passiv-agressivt på hovedet og håbede, hun kunne læse mine tanker om, at hun havde en uopdragen unge. Men burde have sagt noget!

Ligesom jeg burde have sagt noget til den idiot, der kørte sporenstregs ind i min vogn, mens jeg stod med hovedet nede i den og forsøgte at trøste min unge, der var begyndt at græde, fordi han var blevet vækket. Ikke engang et “undskyld” kom der fra Mr. hit’n’run.

Eller idioten, der valgte at blinke to gange, inden han med hornet i bund overhalede indenom og trak direkte ind foran vores bil (der jo altså havde trailer på, og derfor skal bruge længere tid til at bremse), fordi han jo skulle dreje til venstre. I stedet for enten at sætte farten op, så han kunne komme foran, eller ned, så han kunne komme bagom.

Jeg burde sige fra over for alle de mennesker, der ikke tænker længere end til egen næsetip. Det gør jeg bare ikke, fordi jeg ikke tør. Og helt ærligt, så burde det da heller ikke være nødvendigt. Det er IKEA, for fanden. Der er ALTID nok grydeskeer. Og du kommer ALDRIG hurtigt gennem kasselinien, i hvert fald ikke når du vælger at handle søndag eftermiddag.

Derfor skal vi allesammen lige trække vejret dybt, så der er plads til os alle. Helt overraskende går det nemlig ikke hurtigere af, at man står og brokker sig, og slet ikke af at få stukket et plastikgevær op i røven. Giv plads!!

Man kan ikke ændre andre mennesker, man kan kun ændre sig selv. Så jeg må bare blive bedre til at sige fra (hov, har vi hørt den før…) – altså over for andre end min stakkels mand, som naturligvis blev målet for min ærgrelse over menneskeheden.

Ja, jeg skulle bare være blevet hjemme med en kop varm kakao, men det opdagede jeg desværre først, da vi VAR kommet ind i IKEA.

 

PS: 10 bonus-point til dem, der koblede overskriften sammen med den her gamle klassiker ;)