Kæmper stadig med mit nye jeg

Jeg har sagt det før – også det med, at jeg har sagt det før, har jeg sagt før – men den der morfølelse lader altså stadig vente på sig.

Jeg føler stadig, helt ærligt, at han er endnu et dyr, vi har føjet til flokken. For tiden tæller den to hunde, tre katte og så den her lille spjættesmølf, der kan grynte og vræle for at få vores opmærksomhed, præcis som de andre dyr gør det.

I takt med at han bliver større, kommer der også mere respons fra ham. Det er helt tydeligt at se, at han har en mening om tingene. For eksempel hvilket legetøj, han vil have fingrene i, eller om han vil ligge på maven eller ryggen. Det vil han i øvrigt ikke, han vil hellere sidde op. Som et rigtigt menneske.

Jeg har det lidt som om, jeg har fået en opgave med at passe den her skabning, og går bare og venter på, at de voksne kommer tilbage og tager ham igen. Jeg synes, jeg har gjort det længe nu, og kunne faktisk godt trænge til at komme tilbage til mit oprindelige liv.

Så er det, det går op for mig, at det er mig, der er den voksne. Og at det her ER mit liv. Det har jeg det lidt stramt med. Ikke at jeg overhovedet ville bytte, slet ikke, men jeg er jo for fanden ikke færdig med at være ung og famlende. Jeg har stadig ikke været på backpackertur, hverken i Østen eller Australien. Jeg har heller aldrig været på Smukfest.

Sådan noget kan man jo ikke, når man har fået et barn, vel!? Der kan det vel højest blive til en kanotur ned ad Gudenåen, og selvom der da er smukt, og man har bedre chancer for ikke at vågne ved, at nogen pisser på ens telt, så er det bare ikke helt det samme.

For den lille mand er tiden altså lige nu til at sidde op selv og have en mening, også når det kommer til at spise. Hvilket han ikke rigtig gider for tiden. I dag sagde han noget, der lidt lød som et “Neeeej!”, og helt automatisk sagde både Manden og jeg: “Jooo!”

Der slog det mig, at han faktisk snart begynder at adskille sig fra de der dyr. Han begynder snart at sige lyde, der giver mening. Pludselig har vi samtaler, og så en dag starter han i skole, og så skal stemme til folketingsvalget. I direkte linje.

Det giver stadig ingen mening for mig, at jeg er blevet mor til et barn. Hundemor har jeg været længe, og den altoverskyggende kærlighed føler jeg konstant, selv når han sover. Men jeg mangler virkelig følelsen af at være blevet voksen og at være nogens mor.

Faktisk går jeg lidt rundt i et limbo for tiden, og altså ikke den sjove slags med alkohol og kosteskaft. Jeg aner ikke rigtig, hvem jeg er længere. Alt det, der gav mening bc (before child) er blevet lidt ligegyldigt nu. Det skræmmer mig. Hvor blev jeg lige af i alt det her?

Jeg er nogens mor, men føler mig ikke som en sådan. Men det er også helt klart for mig, at jeg ikke længere er den, jeg var engang. Så hvem er jeg nu? Bliver jeg nogensinde mig selv igen, eller vil jeg for altid bare være nogens mor?

Jeg har som sagt nævnt det før, men det er altså en tanke, der ofte popper op i hovedet på mig. Gad vide, hvornår den der følelse – roen og klarheden om min nye rolle – indfinder sig? På et tidspunkt må hovedet da forlige sig med, at han er kommet for at blive?

Ham her – Frømanden – bliver 7 måneder i morgen, og vil helst sidde, så han kan overskue hele verden. Han er godt tilfreds med tingenes tilstand, særligt fordi han har fået en bordskåner, han må ødelægge ;)