Jeg vandt!

 

Jeg vandt! Jeg effing vandt over systemet, gjorde jeg! Eller, i virkeligheden har jeg bare fået det, jeg har krav på, men det FØLES som en kæmpe sejr.

Jeg har fået forlænget min ret til at bruge af mine opsparede dagpenge. Yes! De skal bruges inden for et bestemt antal år, når man først har taget hul på sådan en peiode, og den skal egentlig forlænges, når man er på barsel. Det havde de ikke lige fået gjort, og jeg havde en grum mistanke om, at de på en eller anden måde ville argumentere for, at det heller ikke ville komme til at gælde for mig.

Men fredag fik jeg så et brev med gode nyheder. De indrømmede selvfølgelig ikke, at de havde lavet en fejl. Nej, faktisk lagde de det ret meget ud som om, det var min egen skyld, at de ikke havde udført deres arbejde godt nok. Men det var ligegygldigt, for essensen af brevet var, at mit sikkerhedsnet nu er blevet forlænget med et år!

Hail Jebus!

Siden fredag har jeg vandret rundt i en døsig blanding af lettelse og ekstrem træthed. Jeg havde lyst til at dele de gode nyheder med jer med det samme, men er faldet i søvn, hver gang jeg så meget som har tænkt på at skrive et indlæg med hele sætninger.

Faktisk har jeg kun haft computeren åben for at checke min mail. For selvom det er gået i orden med a-kassen, så er der stadig lige fire instanser, der skal holdes i ørerne, før det går helt i orden. Så jeg BURDE være i sikkerhed nu, men tør alligevel ikke at trække vejret helt frit, før de første penge tikker ind på kontoen.

Fejrede det med sådan en her:

 

Det var alligevel rart nok at gå på weekend med. Ikke mindst fordi, jeg lørdag havde en koncertbillet (til Postmodern Jukebox, som jeg har skrevet lidt om tidligere, fordi jeg har været lidt sindssyg med dem i noget tid) og en aftale om at hænge ud med to af mine yndlingsmennesker, og der blev drukket vin og danset og skrålet med på fantastiske sange. Vi rundede McD, inden vi driblede hjem, og jeg tilbragte natten på en luftmadras i nogens stue.

Der gik det op for mig, at det faktisk var første gang, jeg skulle overnatte et sted uden min frømand. Han er 16 måneder, så det er vel ikke for tidligt, men det kom noget bag på mig. Jeg var for første gang faktisk bare mig selv, og det var helt afsindigt rart. Også det der med ikke at blive vækket af babyhyl klokken tidligt.

Manden og jeg har før været ude og spise og i biffen og sådan, men det var altså første gang, jeg var væk i 24 timer og var sammen med mine ungdomsveninder (hvad fa’en kalder man dem ellers, når man mødtes som 21-årige??) UDEN barn på slæb. Første gang i laaang tid, vi ævlede om tøj og mænd og sladrede som i gamle dage. Det var skønt – og tiltrængt, opdagede jeg.

 

Det var en af den slags fester, hvor man hørte god musik inden koncerten (alt fra 90’erne!), (over)spiste lækker buffet og lavede matchende fake tattoos. Alt var godt!

I dag er så første dag i lange tider, jeg egentlig har kunne slappe af og være glad. Den bagende sol gjorde sit for at løfte mit humør, og selvom den lille skid har sovet elendigt i nat, så havde vi en fantastisk dag i haven, hvor vi fik ryddet bedene for ukrudt, plantet nyt og plantet om.

Eller, nu siger jeg “vi”, og det passer ikke. Jeg sad nemlig mest bare i en sol og blev rødstegt, mens jeg dirrigerede mand, barn og farmor rundt med skovl og hakkejern.

Så i dag er jeg rød udenpå og glad indeni. Og prøver at forblive positivt i forhold til det der med systemet. Men jeg kommer nok ikke til at kunne sænke skuldrene helt før om nogle uger.

Overvejer lidt at skifte a-kasse…