Jul med småbørn – som at danse med djævlen

Klokken nærmede sig 19, og jeg var bare klar til at smide ungen på hovedet i seng. Det havde skam været rigtig hyggeligt, vores juleaften, og han havde været sød hele dagen. Både om morgenen, hvor han lod os sove længe – helt til klokken otte, hvilket var en perfekt julegave til hans forældre – og i løbet af dagen, hvor han havde sovet en god, lang middagslur og charmeret sine bedstemødre helt vildt.

Gaverne var også blevet taget godt imod, og julemaden… Ja, han var ret vild med julemaden. Allerede til frokosten, hvor der var lun leverpostej, sild og det hele på bordet, tog han for sig. Han spiste en hel skive rugbrød med lun leverpostej og rødbeder, to frikadeller, et stykke medister og masser af julekål. Haps-haps-haps, sagde det.

I år fejrede vi jul hjemme hos drengens farmor, og vi havde lavet lidt om på den traditionelle rækkefølge, så Frømanden kunne nå at være med til det hele. Derfor ankom vi allerede klokken 12, så han kunne nå at få en god middagssøvn, inden det gik for sig og vi havde både danset om det tændte træ og åbnet pakker, da vi satte os til julebordet klokken 18. Også her røg der en masse indenbords i det lille menneske af både rødkål, and, flæskesteg og sovs. Masser af sovs!

Det havde været møghyggeligt, men jeg var bare klar til at smide ungen ind i et tilstødende lokale og tænde for den rigtige juleaften. Julestemningen havde ikke helt nået mig.

Rammerne var ellers helt rigtige. Jeg har både haft en lang juleferie, så har haft ikke mindre end seks dage til at lade og bygge op til Den Store Aften. Vi hørte Chris Rea’s “Driving home for Christmas” hele vejen hjem til svigermor, hvor der var masser af pynt og hygge i alle hjørnerne.

Men julen er jo børnenes fest, så alting drejede sig (selvfølgelig) om drengens ønsker. For eksempel ville han meget hellere larme rundt og lege med køkkenskuffer, end han ville se Disney’s Juleshow. (!!)

Så både Manden og jeg glædede os, til klokken slog babysengetid, så vi kunne begynde den rigtige juleaften. Vi havde bare lige glemt at koordinere med Frømandens tidsplan.

Han skulle nemlig ikke sove. Som i overhovedet, faktisk. Vi prøvede alverdens sager, men til sidst kom han op igen. Det er jo en metode, vi er gået helt væk fra, det der med at hive ham op igen, men når vi nu var et fremmed sted, og fordi det var jul, så gjorde vi en undtagelse.

Han var trods alt også blevet lagt i seng LIGE inden ris a’la manden, så måske var det fordi, han følte, han gik glip af noget, og det var faktisk godt, han kom tilbage ind i kampen, for han fandt sgu en mandel i sin portion! Jeg fik også en mandel, så den må da have muteret sig selv til to, men det var okay, for så fik han gaven med Lego Duplo, mens jeg fik nogle lysestager. Alle var glade.

Vi gik videre til udpakningen af de gaver, der ikke var til barnet, hvilket blev lidt noget halvhjertet noget, fordi vi skiftedes til at holde ungen beskæftiget imens. Han var jo træt, så han var også lidt pylret.

Om det var fordi, vi var et fremmed sted, eller fordi der skete for meget, ved jeg ikke, men han nægtede altså at falde til ro, før vi andre gik i seng klokken 23.00. Til gengæld faldt han i søvn på fem minutter.

Det var hyggeligt at ligge i samme lokale som ham og lytte til hans tunge vejrtrækning og momentvise snorken, og jeg lå glad og tilfreds og tænkte, at vi nok skal få krammet på det her børnejul på et tidspunkt. Det bliver nemmere, tænkte jeg, og faldt smilende i søvn i en fremmed seng.

Jeg vågnede en time senere ved, at mit bækken smertede. Det var ikke rigtig nede med en seng, der var en hel del blødere end den, vi plejer at ligge i, så jeg skulle skifte stilling med det samme, kunne jeg godt mærke. I det jeg drejede mig, fik jeg rykket tilstrækkeligt meget rundt til, at en af sengens lameller faldt ned i den ene side, hvilket sagde KAPOW, og så havde vi balladen.

Ungen satte i et kæmpe hyl, og så brugte vi en times tid på at få ha til at holde kæft. Det værste ved det var, at det kun var mor, der var god nok. Selvom Manden prøvede og prøvede, så ville den dumme unge kun være stille, når han hang på min skulder. Hvis jeg satte mig, startede det hele forfra.

Det var lidt noget bæ, fordi mit bækken værkede efter at have ligget i den bløde seng, og der gik ikke længe, før jeg også fik ondt i ryggen af at stå og vugge 11 kilos unge. Til sidst kunne jeg mærke, hvordan den lille krop blev tungere og tungere, og jeg dristede mig til at lægge ham. Han sov ikke, men han accepterede det.

I mellemtiden havde Manden hevet madrassen fra sengen ned på gulvet, og jeg kravlede tilbage under dynen med krydsede fingre og håbede, det var det. Men det var det selvfølgelig ikke.

Da jeg var lige ved at være tilbage i drømmeland, fik mit svælg nemlig den idé lige at give et grynt, og jeg nåede kun lige at tænke “NEEEJ!”, før ungen stak i et nyt hyl.

Da klokken var fire, var vi kommet så meget op at skændes over hele situationen, at ingen kunne sove mere. Ungen stod og hoppede og grinede i sin rejseseng, og vi blev enige om, at det ikke var kampen værd. Vi pakkede vores sager sammen, og så listede vi af i ly af mørket. Vi glemte selvfølgelig halvdelen.

På vej hjem faldt den lille skid i dyb søvn, og da vi kom hjem – klokken seks om morgenen – hældte vi ham bare direkte i seng. Og så sov vi. Det var skønt at få den ømme ryg og smadrede bækken ned i egen seng.

I tre timer sov vi, før ungen igen stod og ruskede i tremmerne og mente, at han var klar og frisk til en ny dag. Dejligt. Ikke mindst fordi, han igen havde overvurderet egne evner, for det var han slet ikke.

Hele dagen har han derfor været sådan et barn, der ikke gad at sidde på armen, men til gengæld tudede, når han ikke gjorde. Heldigvis ville han gerne sove, da han så kom i seng klokken 18.30.

Puhaaaa, det har været to lange dage. Gode, men åndssvagt hårde og stressende for os forældre. Bedsteforældrene hyggede sig, og det gjorde ungen tilsyneladende også, så det er jo godt nok, men jeg glæder mig virkelig, til der kommer overskud til juleglæde inde i mig igen.

Det var dog ikke lige så hårdt som sidste års juleaften, (som i øvrigt har ført gode snakke med sig, så det var altså ikke helt spildt med al den drama), så det ser ud til at gå i den rigtige retning. Måske skal man bare acceptere, at julen (og livet generelt) er ét stort kaos, så længe man har små børn… Jeg glæder mig til næste år!

Nu vil jeg endelig dykke ned i nogle af de boglige julegaver, jeg fandt i årets høst.

Håber I har haft en dejlig jul derude :)

 

Fin Frømand med sit livs første chokoladeslikkepind. Turen rundt om træet var et hit, og bordpynten var så smuk. En dejlig dag (aftenen og natten snakker vi ikke mere om ;))