Juleaften fra helvede

Glædelig bagjul, og jeg håber, I allesammen har haft nogle velsignede juledage! :)

Det har jeg ikke. Faktisk har det været den ringeste juleaften, jeg nogensinde har oplevet, på trods af, at jeg i år jo fik verdens bedste (før)julegave.

Vi burde have aflyst. Og det var også det, jeg helst ville. Jeg sagde det også flere gange i det håb, at Manden kunne høre min desperation og gå med på idéen, men uden held. Hvilket resulterede i, at jeg, fem minutter inden svigermor og svigerinde ankom, brød fuldstændig sammen i et hysterisk raserianfald.

Selvom jeg havde været i god tid med alting, så var der nemlig alligevel ikke tid til at nå det hele, da dagen først oprandt. Juletræet skulle jo pyntes den 23., og det kom vi først i gang med klokken midnat. Mindstemanden kunne nemlig godt fornemme, at mor (og far) stressede rundt, så han insisterede på at blive ammet tit og længe, men med mange pauser mellem hver mælketår. Og sådan kan der hurtigt gå et par timer…

Det fortsatte hele natten og også hele juleaftensdag. Og derfor sad jeg altså med baby i sofaen og bare tudede, da der kom gæster. Svigermor troede straks, det handlede om, at der var problemer med amningen, selvom jeg ret tydeligt sagde, at det var fordi, de skulle komme, at der var bøvl. Så hun startede op med alle de gode råd, hun kunne komme i tanke om. Heldigvis fik Manden hevet hende over til flæskestegen og sagt, at det skulle hun lige lade være med.

Sådan fortsatte det hele aftenen. Jeg kunne ikke mærke, hvor mine grænser gik, og hun blev ved at overskride dem. Egentlig ville jeg helst have siddet i sofaen med min baby i armene hele dagen, men på den anden side tænkte jeg, at det kunne jeg jo gøre samtlige andre juledage. Så hun fik lov at få ham, og det var nok en fejl.

Både svigermor og svigerinde havde åbenbart misset, at drengen kun var syv dage gammel, så de brugte meget tid på at prøve at få ham til at bøvse, at få ham til at kigge dem i øjnene, trykke ham under fødderne og andre ting, der skulle aktivere ham. Han trængte mest til bare at sove, men det var jo også ærgerligt, for “når nu de endelig var her, så var det da sjovest, hvis han var lidt vågen”.

Jeg fik helt ondt i maven, da svigermor tog baby op på skulderen og holdte ham med den ene hånd, mens hun åbnede julegave med den anden. Baby bobbede rundt med hovedet, fordi han var blev vækket af al den flytten rundt, og derfor straks tænkte på mad. Men svigermor mente, at det vist bare var lidt luft i maven, for han havde lige slået en prut. Min mor kunne også godt se det dumme i det, og Manden kunne også, snakkede vi om bagefter. Men ingen gjorde noget ved det.

Heller ikke, da svigerinden lod en saks svæve hen over hans hoved, eller lod hans hånd fægte tæt på saksen, da hun skulle klippe gavebånd over, mens han lå på hendes ben.

Jeg sad bare og stirrede fast på en gave for ikke at komme til at tude. Han var jo lige blev smidt over til dem, så følte ikke, jeg kunne være bekendt at tage ham igen. Jeg kunne ikke beslutte mig for, om det måske bare var mig, der var pylret, for svigermor har trods alt sat to børn i verden, og der var jo ikke andre, der reagerede…

Til sidst tog jeg ham dog, og så gik jeg ind i soveværelset og ammede ham. Som han havde brug for. Som jeg havde set, men ikke bare lige reageret på. Vi snakkede nok ikke mere end 5-10 minutter, men det føltes som en evighed, og jeg sidder nu tilbage med verdens mest sorte samvittighed og er ulykkelig over, at jeg ikke lyttede mere til mig selv, min mavefornemmelse, mit barns signaler.

Han gik jo ikke i stykker, men omvendt var det bare heller ikke det mest optimale for ham. Jeg gik glip af halvdelen af aftenen, fordi jeg skulle ind og amme mit urolige barn, og hele natten gik på samme måde. Det er faktisk først lige nu, han er blevet nogenlunde rolig igen.

Så nej, juleaften var sgu ikke en fest. Og for mig var det på ingen måde en god idé, men det er jo nemt at sidde og sige bagefter. Jeg har snakket meget med Manden om det, og vi er blevet enige om, at vi vil være lidt bedre til at pylre om ham for fremtiden, og at der skal gå nogle måneder, før han skal gå fra arm til arm ved festlige lejligheder.

You live, you learn… Så må jeg bare håbe, han ikke når at gå i stykker af mine fejltagelser (billedet af den skide saks, der lige smutter ned i hans hoved, hjemsøger mig stadig…)

Min baby foråd sig allerede inden desserten ;)