Det korte svar er: Nej. Derfor er der da også jævnligt nogle, der lader sig provokere af Anja Bays bog Smertefri Fødsel, fordi det netop er to ord, der på ingen måde hænger sammen.
Ligegyldigt hvad du gør, så er det bare smertefuldt at presse sådan et 40-centimeter-gennemsnitligt-babyhoved ud gennem en åbning på 10 centimeter. Det siger sig selv, og hvis du ikke tror på mig, kan du jo tage op på hospitalet og bede dem åbne døren til fødeafdelingen på klem.
Det er nu heller ikke det, Anja Bay lover i sin bog. Faktisk lover hun det stik modsatte, nemlig at det bliver en utrolig smertefuld begivenhed. Men efter selv at have født sit første barn i ulidelige smerter, satte hun sig for, at hun ville gøre noget for at komme bedre igennem sin næste fødsel. Hun begyndte derfor at læse om, hvad det egentlig er, der sker i kroppen, når man skal igennem sådan en omgang.
Det er det, hun deler ud af i bogen – gode råd og erfaringer, der satte mig i stand til at komme igennem 26 timer med voldsomme smerter uden at dø. Ja, faktisk sidder jeg tilbage med en idé om, at det vist slet ikke var så slemt endda, og at jeg kan takke Anja for dén følelse!
Før jeg fortæller mere om det, må jeg nok hellere lige hoppe til begyndelsen og til hele grunden for det her indlæg.
Jeg har altid gerne ville have et barn, og at sådan en fødsel skulle jeg nok klare. Ja, det gør ondt. Ja, min smertetærskel er lav. Og så har jeg ikke tænkt mere over det.
Fra det øjeblik, tissepinden viste de famøse to streger, kværnede tankerne om fødslen rundt i hovedet på mig. Jeg bryder mig ikke om hospitaler, heller ikke om smerte. Okay, hvem gør måske det? Men ligesom der er forskel på folk, når det kommer til fobi for edderkopper, så er der også forskel på angst for hvide kitler. Jeg hører til blandt dem, der hopper op på stolen og hviner, når der kommer en i hvid kittel forbi.
Så noget måtte jo gøres, og jeg var sikker på, forberedelse ville være min bedste medicin. Min veninde fortalte mig om et kursus, hun havde været på, hvor de lærte sådan nogle vejrtrækningsøvelser. Det havde hun haft rigtig god succes med, men desværre kunne man kun tage det i København, og selvom det ville være skønt med en undskyldning for at tage til den store hovedstad, så var hverken økonomi eller kropsligt overskud til det.
Jeg fik googlet mig frem til Smertefri Fødsel, som så ud til at love det samme, nemlig værktøjer til, hvordan man kunne lære hovedet at arbejde med kroppen i stedet for at ligge og skrige gennem en hel fødsel. Jeg vaklede noget mellem, om jeg skulle melde mig til et af deres kurser, eller om jeg bare skulle lave øvelserne hjemme.
Jeg startede derfor med at låne bogen på biblioteket, og havde så en idé om, at jeg ville melde mig til et kursus senere, så jeg kunne få lært at lave øvelserne helt rigtigt. Det blev det dog ikke til. Bækkenet tog beslutningen for mig, for allerede måneder inden, kurset skulle starte, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke orkede den 20 minutters køretur til og fra Silkeborg, hvor det foregik.
Jeg kiggede derfor lidt i bogen, mens jeg lurede lidt på at bestille et hjemmekursus med lydfiler for ligesom at få en idé om, hvad forskellen var på, om man lød som en gispende hund, som var det, man skulle ramme, eller bare en tyk, gravid dame, der har forsøgt at samle noget op fra gulvet.
Men tiden gik, og pludselig var der ikke mere tid tilbage. Anja Bay anbefaler, at man starter på øvelserne tre måneder før fødslen, og for ikke at smide for mange penge efter noget, jeg måske ikke kunne nå at få glæde af, besluttede jeg mig til blot at købe den bog, jeg havde haft lånt på biblioteket, terpe den igennem nogle gange, og så bare tage den på gefühlen for resten.
Jo jo, men nu har kvinder jo altså født børn i tusindsvis af år, så mon ikke vi er genetisk kodet til at klare sådan en bette fødsel – tænker du måske… Og det kan der være noget om, men evolutionen har jo fået vores hjerner til at vokse, og hvis du så er sådan en som mig, der overtænker alting, så kan det altså være meget smart lige at lære hjernen lidt om, hvordan man gør, også.
Så jeg øvede. En del, men slet ikke så meget, som bogen anbefaler. Jeg gjorde det mest, når jeg kom i tanke om, at jeg da vist ikke fik gjort det nok. Jeg øvede mig i de to forskellige måder at trække vejret på, og læste op på, hvornår jeg skulle trække vejret henholdsvis langsomt og i små, rytmiske stød.
Jeg læste om de tre faser, man kommer igennem, hvad man kan regne med af tidsintervaller i de forskellige faser, og hvordan andres fødsler var foregået.
Jeg øvede mig i at visualisere. Bogen foreslår, at man for eksempel vælger en rute, man kender godt, og så i tankerne følger den, hver gang der kommer en ve. På den måde kan man narre hjernen, så man får en idé om, hvor langt der er igen. På den måde bliver veerne ikke bare noget, der kommer og går i det uendelige, men noget, som man føler, man har kontrol med.
Jeg øvede også at slappe fuuuuldstændig af i både skuldre, kæbe og fingre. Filosofien er nemlig, at hvis du slapper af andre steder i kroppen, så bruger den ikke ilt på at spænde op i muskler, som ikke har direkte relevans for fødslen, men sender i stedet ilten til livmoderen, som så bedre kan arbejde.
Jeg læste om forskellige måder, ens partner kunne støtte og give smertelindring under fødslen, og jeg beordrede Manden til at læse det kapitel også, og så hørte jeg ham i det bagefter, så jeg var sikker på, han havde læst og forstået det hele.
Alt det gjorde, at jeg var fuldstændig klar, da de første veer meldte sig på banen sent om mandagen den 15. december. Jeg vil prøve ikke at gentage for meget af selve fødslen, for den har jeg jo allerede skrevet om HER, men lidt er nødt til at gå igen for at forklare, hvordan jeg kunne bruge teknikkerne.
Jeg vidste fra bogen, at et mørkt rum ville sætte gang i oxytocin-produktionen, som er det hormon, der hjælper kroppen til at blive klar til fødsel, så hele tirsdagen lå jeg med nedrullede gardiner.
Veerne kom og gik, og de var slemme, men jeg var ved godt mod, for jeg følte, jeg havde styr på situationen. Eller i hvert fald på vejrtrækningen. Det var faktisk først hen ad aftenen, da jeg havde ligget med veer i 23 timer, at jeg begyndte at græde. Jeg gjorde alting, som jeg skulle, og ja, det var da til at være i, men jeg havde bare brug for at vide, at der skete noget, for det virkede ikke til, at der var en udvikling i veerne, som jeg jo havde læst mig til, at der gerne skulle komme på et tidspunkt.
Så vi driblede op til min jordemoder, som kunne fortælle, at jeg havde åbnet mig en enkelt centimeter, og at fødslen derfor officielt var i gang. Jeg følte mig helt klar, ikke det mindste nervøs, kun spændt, og det samme gjorde Manden. Det var den fedeste fornemmelse, at han også vidste præcis, hvor vi var i processen, selvom ingen af os havde prøvet det før.
Derfor var han helt med på, hvor lang tid der skulle være mellem veerne – og hvor længe de skulle være sådan – før han skulle ringe til fødegangen, hvilket var dejligt, fordi jeg selv var ret omtåget på det tidspunkt, og muligvis ikke selv havde evnet at ringe. Han vidste også, hvad det betød, når jeg bad ham “ryste mine æbler”, da jeg fik en kæmpe ve midt på hospitalets parkeringsplads. Ingen forklaring, hvilket var godt, for det var der ikke overskud til heller.
Han mindede mig om af slappe af i skuldrene, han huskede mig på min vejrtrækning. Jeg var på intet tidspunkt nervøs, for jeg vidste, hvilken fase, vi var nået til, og jeg vidste, hvad der var i gang inde i min krop. Jeg vidste, Manden var der til at hjælpe, og ikke behøvede nogen forklaring først, hvis jeg tabte modet.
Visualiseringen hjalp mig også, da veerne var allermest overvældende. Jeg havde helt fra start forestillet mig min yndlingsrute i skoven. Her er den ledeste bakke med noget løst sand, som altid trækker tænder ud, og når det gjorde allermest ondt, forestillede jeg mig, hvordan jeg trampede og trampede i sandet for at komme op af bakken. Det hjalp, og det gjorde, at jeg vidste, hvornår veen tog af, og jeg kunne slappe af igen.
Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, da presseveerne begyndte at komme, men jeg ikke måtte presse med, fordi kroppen stadig ikke var klar til det. Det gav mig også ro, fordi jeg var klar over, at vi snart var ved målet.
Da jeg endelig var klar til Den Store Finale, forestillede jeg mig, at jeg havde en stempelkande i maven, som var en teknik, der stod beskrevet i bogen. Min jordemoder var meget imponeret over den teknik, og den var også effektiv – fem pres skulle der til, før min frømand var ude.
Jeg prøvede lige først at lave en lyd, fordi jeg pludselig, mens jeg lå der og fødte, kom i tanke om noget, jeg havde læst, om en der havde oplevet sig selv komme med et ‘urkvindebrøl’, og at det havde været forløsende. Det virkede nu bare dumt, og det trak mig ud af den kropsfornemmelse, jeg ellers havde haft hele vejen.
“Prøv at lade være med at bruge kræfterne på det,” sagde jordemoderen blidt, og så huskede jeg, at det også var det, Anja Bay havde skrevet i sin bog. Jeg stoppede med at sige lyde, og var i stedet fuldstændig fokuseret på, hvad der skulle ske. Resten af fødslen foregik rimelig lydløst og i god ro og orden.
Jordemoderen havde faktisk ikke engang behøvet at bede mig gispe, da hovedet kom ud, for det var jeg også helt med på, jeg skulle. Efterfølgende har jeg tænkt over, om jeg havde været lige så tryg, hvis jeg ikke havde vidst, hvorfor hun bad mig gøre sådan på præcis dét tidspunkt.
Gjorde teknikkerne, at min fødsel foregik smertefrit? Nej. Men jeg fik ikke noget smertestillende.
Jeg udvidede mig fra én centimeter til at være fødselsklar på otte timer, og jeg følte mig tryg gennem hele processen, fordi jeg vidste, hvad der skulle ske, selvom jeg aldrig havde prøvet det før.
Jeg følte mig også helt vild sej og ovenpå, fordi jeg på den måde havde taget hånd om min fødsel ved at forberede mig mentalt.
Jeg er overbevist om, at bogen og dens teknikker har hjulpet mig til at få den drømmefødsel, jeg har fortalt jer om, men jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Måske var jeg bare heldig…?
Jeg kan bare konstatere, at teknikkerne også hjalp mig, da jeg i forrige uge var til tandlæge. Det er det der med de hvide kitler – jeg kan ikke rigtig have det. Der var ikke noget, der skulle laves, men jeg skulle have renset for tandsten med den der væmmelige ultralydspen, og her gjorde jeg igen brug af afslapning og vejrtrækningsøvelser. Det hjalp!
Så hvis du sidder derude og overvejer, hvordan du dog på nogen måde skal komme igennem den skræmmende, smertefulde fødsel, der venter forude, så kan jeg anbefale dig at kigge på Smertefri Fødsel. Måske er det nok for dig bare at læse bogen, som det var for mig, måske skal du smide penge efter et kursus. I alle tilfælde er pengene godt givet ud, når det giver ro i så ekstrem en situation, som en fødsel jo er.
Det er altså ikke bare pop og papir, når folk fremhæver den her metode. Og det, synes jeg, drukner lidt i debatten om, hvorvidt en fødsel kan være smertefri eller ej. For det kan den, lærte jeg. I overført betydning, altså.
Ikke fysisk. På dén front er naturen altså smartere end hjernen, når den kan få os overbevist om, at det da kunne være en god idé at prøve én gang til.
19 comments
Jeg tror ikke du ved, hvor glad jeg er for dette her indlæg! Jeg har selv lige bestilt kurset efter at have hørt godt om det, for hold nu op jeg er rædselsslagen for at føde! Forstår slet ikke man kan.. Jeg har lidt under 3 måneder til termin, så jeg må hellere komme igang med øvelserne og materialet, jeg har fået.
TAK for dette indlæg, det kunne ikke komme på et bedre tidspunkt :)
Louise
Må kurset gøre kål på din angst, Louise – du kan roligt begynde at glæde dig ✌️ Jeg ser frem til at have dig med.
Tusind tak – jeg (og min kæreste) glæder os meget :)
Søde Louise, hvor er det dejligt, mit indlæg kan bruges! Jeg havde det præcis ligesom dig, og var tæt på at kræve kejsersnit helt op til den dag, hvor jeg så altså fik veer. Og ved du hvad, dér – ikke før der – var jeg bare klar! Klar og ved godt mod, fordi jeg kunne mærke, at teknikkerne virkede. Jeg følte mig SÅ sej, og var slet ikke i tvivl om, at det hele nok skulle gå. Så ja, glæd dig til kurset! Og når du engang kommer dertil, så tænk JA i stedet for nej-nej-nej (det giver nok først mening, når du selv står med veer. Mine veninder, selv dem der fik “udfordringer” under fødslen, fortæller det samme – at de følte sig super seje bagefter. Så det skal nok gå, vær vis på det!)
YOU CAN DO IT :D Seriøst, hvis jeg kan, så kan alle :)
Ej, tusind tak for beroligelsen. Jeg er begyndt at øve mig på lydfilerne og har i sinde at være en flittig elev :)
Jeg skifter mellem at tænke “nej nej nej, jeg KAN jo ikke” og så at tænke “det bliver ikke noget problem, selvfølgelig KAN jeg da!”. Så længe at jeg får den sidste tanke, når veerne starter, ligesom dig, så ville jeg være utrolig glad. Er sikker på at jeg er super stolt af mig selv, når (!) jeg engang får hende ud :)
Jeg er glad for, at du tror på mig!
Dét gør jeg, og det gør du også selv, ellers havde du slet ikke meldt dig til det kursus, så havde du tigget om at få et kejsersnit. Tror jeg. Det var i hvert fald, hvad jeg forsøgte at berolige mig selv med :)
Jeg vil SÅ gerne høre, hvordan det går for dig, så det skal du huske at fortælle, ok?
Det skal jeg nok huske! :)
Havde termin i går og der er stadig ikke sket noget. Men tænk, at jeg nu er nået til et punkt, hvor jeg glæder mig til at det hele går igang? Det havde jeg forsvoret at jeg aldrig ville for bare nogle måneder siden!
Fedt fedt fedt! :D VIRKELIG fedt! For jeg er sikker på, det gør en kæmpe forskel, at ens hjerne ikke modarbejder ens krop :D Det bliver så vildt, og du får den absolut bedste præmie, når du er færdig (og der har du så glemt stort set alt om, hvor ondt de veer måske har gjort, det lover jeg dig)
Husk at skrive, hvordan det går, okay? Jeg glæder mig sådan til at høre det :) Og held og lykke med fødslen, du kommer til at føle dig så mega sej :D
Jeg kan ikke lige svare direkte på din besked. Der er stadig ikke sket noget, men jeg venter i spænding og har genlæst din fødselsberetning og dette indlæg. Nu er jeg snart gået en uge over, er du gal, man bliver jo skør ;) Håber ikke, at jeg skal sættes igang! Jeg er KLAR :) Jeg skriver igen, når jeg har klaret det.
Ja, man bliver virkelig skør! Jeg håber, du ligger med din skønne, skønne baby lige nu og har glemt alt om veer og verden omkring jer :) Glæder mig meget til at høre, hvordan det er gået <3
Hej Skalotteløg. Jeg klarede det! Jeg fødte hende sgu! Jeg gik 8 dage over tid. Veerne startede kl. 7 tirsdag morgen og kl. 13.37 næste dag, den 2/9 var vores lille datter født. JEG fødte hende. Jeg råbte, da hun kom ud; “jeg fik hende ud, jeg fik hende ud!!” – haha :) Det var en VILD oplevelse.
På fødemodtagelse fik jeg desværre en jordemoder, som jeg havde frygtelig dårlig kemi med! Hun sagde, at jeg jo ikke have “rigtige veer” og at jeg bare skulle trække vejret stille og roligt :/ Hun støttede mig slet slet ikke i, at jeg kunne klare det, og ærligt talt var jeg på det tidspunkt pisse bange og tænkte, at det ville ende med et kejsersnit, fordi jeg åbenbart var elendig til det her fødsel. Endelig blev kl. 7 om morgenen og vi blev overflyttet til fødegangen. En ny jordemoder hentede mig og fik mig mentalt vendt på 0,5. Min kæreste sagde, at det var så vildt, hvor meget der skete på få minutter! Hun støttede mig i vejrtrækningsteknikkerne, hun fik mig til at føle mig sej, hver gang der kom en ve. Der var vagtskifte, og jeg nærmest hagede mig fast til den stakkels jordemoder af frygt for at støde på en ny, der ville minde om den første! Heldigvis var den nye jordemoder FANTASTISK. Jeg aner seriøst ikke, om jeg havde klaret det uden hende. Hun var SÅ god til at støtte op om teknikkerne, hun var virkelig fantastisk – jeg har netop i dag sendt hende en masse chokolade som tak!
Jeg synes IKKE at fødslen var smertefri – overhovedet (jeg fik lattergas til slut og var i vand et par timer)! Det var smertehelvede, synes jeg. 30 timer er også laaang tid og fra starten var mine veer virkelig lange. Jeg troede, at jeg skulle gøre god brug af visualiseringen, men veerne kom meget “lige på”, der var ikke rigtig nogle “opstart”, de var bare forfærdelige og så stilnede de af. Der var ikke den der følelse af “op af bakken”–>”toppen”–>”ned af bakken”. Det var bare “toppen af bakken” og så ned igen. Flere gange kom veerne også meget hurtigt efter hinanden, fx 15 minutter, hvor veerne bare overtog uden pause, dernæst en lille pause og så 20 min, derefter 10 min – de bølgede op og ned men helt uden pauser. Der var jeg godt nok ved at opgive, fordi jeg slet ikke kom “ned” og fik samlet energi til den næste. Men laboro-vejrtrækningen brugte jeg flittigt og jeg følte virkelig, at den hjalp mig meget med at “gøre noget” ved hver ve. Tror seriøst jeg havde panikket, hvis jeg ikke havde haft noget at “gøre”.
Presseveerne stod på i lidt over 1 time. Jeg var SÅ træt der (havde jo ikke sovet i 29 timer..), og troede seriøst aldrig at jeg kunne få hende ud. Ud kom hun dog :) Efter fødslen mistede jeg meget hurtigt rigtig rigtig meget blod, og det var meget overvældende at der pludselig stod 3 læger, 3 jordemødre ekstra, sosuer osv. og snakkede om operationsstuer, hvor meget blod, der var tabt osv. Jeg havde regnet med, at det var roligt efter hun var ud, men pludselig havde jeg et drop i hver arm, ilt i næsen og mennesker overalt. Jeg blev lidt bange, fordi alting gik så hurtigt og prøvede bare at fokusere på det lille bitte menneske, der lå og kiggede på mig.
Alt i alt, vil jeg, ligesom dig, anbefale alle Anjas kursus. Selvom det ikke gik som jeg havde forestillet mig, så følte jeg mig meget mere forberedt end efter nogle af de andre (offentlige) kurser, jeg har deltaget i. Der skal nok lige gå lidt tid, før jeg gør det igen, men jeg vil med sikkerhed læse op på samme teknikker en anden gang. Der er også meget information om fødsler, jeg ikke kendte til inden, og det var rart at gå ind til det med lidt viden om fx vedrop, igangsætning osv. TAK til Anja og tak til sådan nogle som dig, der skriver om deres oplevelser.
Sikke en roman, det her blev :)
Ej, men hvor er det en FANTASTISK roman!! Tusind, tusind tak fordi, du har taget dig tid til at dele :D Jeg er sikker på, overskud ikke er det, du har mest af lige nu ;) Det lyder som en lang, vild og alligevel super fed fødsel! Hvor var det godt, du fik en jordemoder, som gav dig modet til at arbejde MED kroppen frem for imod, det gør uden tvivl en forskel! Jeg vidste, hvem jeg skulle føde med, så der havde jeg gjort hende det klart i forvejen – hvis hun ikke havde støttet mig, var det måske ikke gået så godt. Man er jo helt vildt skrøbelig, når man ligger dér. SEJT gået, at du fik hende ud, selvom du var så træt! Du er møgsej :D Hvad hedder din fine pige så, hvis I altså ved det endnu? :) Og ja, man vil godt liiige vente lidt, ikke? ;) Jeg har stadig ikke helt glemt det ;)
Nå, hvor smart, at du vidste hvem jordemoderen var! Det er da meget betryggende. Jeg har netop i dag sendt en stor æske Summerbird til min jordemoder (altså hende jeg endte med!) som tak. Jeg aner ikke hvad jeg havde gjort uden hende eller uden mine teknikker. Hvad gør kvinder, der ikke har “forberedt” sig?? Jeg tror jeg var panikket HELT vildt meget, hvis jeg ikke havde haft noget at “gøre” mens veerne stod på.
Haha, tak fordi du synes, jeg er sej – det synes jeg også du er! Faktisk alle fødende kvinder :O
Hun hedder Olivia og har heddet det siden før hun blev født. Jeg var lidt “skræmt” af din historie om kønsforvirringen, så jeg fik 2 private scanninger ud over den offentlige, fordi jeg IKKE havde lyst til at de lige kom til at tage fejl. Ikke fordi jeg ikke ville have en dreng, men fordi hvis man først sætter sig ét i hovedet, så må det satme være svært at vende sig til det modsatte, hvis det viser sig at være tilfældet. Jeg var faktisk helt nervøs op til at hun kom ud – tænk nu hvis de havde taget fejl – hun VAR jo Olivia, det havde vi kaldt hende i månedsvis!
Godt at høre, at jeg ikke er den eneste, der ikke med det samme vil have én til. Jeg synes, at alle siger, at så snart de er ude, så glemmer man alle smerter og er nærmest klar til at gøre det igen. Jeg elsker min datter meget højt, men jeg synes også at det var meget voldsomt (jeg blev også syet ok meget + jeg tabte alt det blod), og er stadig ikke nået dertil. Så i nogle sammenhænge føler jeg mig helt “forkert”, fordi jeg ikke vil have et barn lige NU.
Ja, jeg var tilknyttet en ordning, der hedder Kendt Jordemoder, så det var den samme gennem hele forløbet. Det gjorde uden nogen som helst tvivl en KÆMPE forskel for mig. Ja, jeg tænkte også sådan bagefter – for djævlen, hvor var jeg glad for at have helt styr på, hvor langt jeg var i forløbet, hvad der skulle ske nu, hvor lang tid den aktuelle fase normalt varer, hvad de forskellige tegn betyder og så videre. Hvis jeg var dukket op uden alle de teknikker, så havde min hjerne fået lov at tage over, og det havde været noget rod ;)
Mega sejt at føde! Ligegyldigt hvordan fødslen end forløber – hurtigt, langt, smertestillende, kejsersnit – doesn’t matter. Det er så sejt!
Åh, Olivia! Jeg er helt vild med det navn! Og undskyld, jeg fik skræmt dig, det var jo ikke meningen. Det sker heldigvis uhyre sjældent, at de tager fejl, men forstår så godt, du ville være sikker. Forstår jo fuldt ud hvorfor :) Jeg skal også scannes to gange ekstra næste gang, en tidlig kønsscanning og en 3D senere – for at være sikker, men også fordi, det var en fed, fed oplevelse!
Nej, der er BESTEMT ikke noget forkert over dig. Kender mange, der slet ikke vil have en nummer to, fordi første fødsel var mere end rigeligt, også selvom den ellers forløb fint. Nej, intet unormalt i det. Og hvis du holder ved en, så er du heller ikke unormal. Vi danskere får jo i gennemsnit 1,7 barn, som du sikkert hører en masse om i medierne ;) Det må jo betyde, at der er ret mange enebørn derude til at trække procenttallet ned under to.
Nå, hvor smart, at du vidste hvem jordemoderen var! Det er da meget betryggende. Jeg har netop i dag sendt en stor æske Summerbird til min jordemoder (altså hende jeg endte med!) som tak. Jeg aner ikke hvad jeg havde gjort uden hende eller uden mine teknikker. Hvad gør kvinder, der ikke har “forberedt” sig?? Jeg tror jeg var panikket HELT vildt meget, hvis jeg ikke havde haft noget at “gøre” mens veerne stod på.
Haha, tak fordi du synes, jeg er sej – det synes jeg også du er! Faktisk alle fødende kvinder :O
Hun hedder Olivia og har heddet det siden før hun blev født. Jeg var lidt “skræmt” af din historie om kønsforvirringen, så jeg fik 2 private scanninger ud over den offentlige, fordi jeg IKKE havde lyst til at de lige kom til at tage fejl. Ikke fordi jeg ikke ville have en dreng, men fordi hvis man først sætter sig ét i hovedet, så må det satme være svært at vende sig til det modsatte, hvis det viser sig at være tilfældet. Jeg var faktisk helt nervøs op til at hun kom ud – tænk nu hvis de havde taget fejl – hun VAR jo Olivia, det havde vi kaldt hende i månedsvis!
Godt at høre, at jeg ikke er den eneste, der ikke med det samme vil have én til. Jeg synes, at alle siger, at så snart de er ude, så glemmer man alle smerter og er nærmest klar til at gøre det igen. Jeg elsker min datter meget højt, men jeg synes også at det var meget voldsomt (jeg blev også syet ok meget + jeg tabte alt det blod), og er stadig ikke nået dertil. Så i nogle sammenhænge føler jeg mig helt “forkert”, fordi jeg ikke vil have et barn lige NU.
Spændende! Og fint beskrevet!
Tusind tak :D
[…] spæde ve. Den gjorde ikke vanvittig ondt, men nok til at jeg måtte koncentrere mig og bruge mine teknikker og åndedrætsøvelser fra Smertefri Fødsel. I et kort øjeblik overvejede vi at vende bilen og se, om det ikke bare ville gå i gang af sig […]