Kan en fødsel virkelig være smertefri?

Det korte svar er: Nej. Derfor er der da også jævnligt nogle, der lader sig provokere af Anja Bays bog Smertefri Fødsel, fordi det netop er to ord, der på ingen måde hænger sammen.

Ligegyldigt hvad du gør, så er det bare smertefuldt at presse sådan et 40-centimeter-gennemsnitligt-babyhoved ud gennem en åbning på 10 centimeter. Det siger sig selv, og hvis du ikke tror på mig, kan du jo tage op på hospitalet og bede dem åbne døren til fødeafdelingen på klem.

Det er nu heller ikke det, Anja Bay lover i sin bog. Faktisk lover hun det stik modsatte, nemlig at det bliver en utrolig smertefuld begivenhed. Men efter selv at have født sit første barn i ulidelige smerter, satte hun sig for, at hun ville gøre noget for at komme bedre igennem sin næste fødsel. Hun begyndte derfor at læse om, hvad det egentlig er, der sker i kroppen, når man skal igennem sådan en omgang.

Det er det, hun deler ud af i bogen – gode råd og erfaringer, der satte mig i stand til at komme igennem 26 timer med voldsomme smerter uden at dø. Ja, faktisk sidder jeg tilbage med en idé om, at det vist slet ikke var så slemt endda, og at jeg kan takke Anja for dén følelse!

Før jeg fortæller mere om det, må jeg nok hellere lige hoppe til begyndelsen og til hele grunden for det her indlæg.

Jeg har altid gerne ville have et barn, og at sådan en fødsel skulle jeg nok klare. Ja, det gør ondt. Ja, min smertetærskel er lav. Og så har jeg ikke tænkt mere over det.

Fra det øjeblik, tissepinden viste de famøse to streger, kværnede tankerne om fødslen rundt i hovedet på mig. Jeg bryder mig ikke om hospitaler, heller ikke om smerte. Okay, hvem gør måske det? Men ligesom der er forskel på folk, når det kommer til fobi for edderkopper, så er der også forskel på angst for hvide kitler. Jeg hører til blandt dem, der hopper op på stolen og hviner, når der kommer en i hvid kittel forbi.

Så noget måtte jo gøres, og jeg var sikker på, forberedelse ville være min bedste medicin. Min veninde fortalte mig om et kursus, hun havde været på, hvor de lærte sådan nogle vejrtrækningsøvelser. Det havde hun haft rigtig god succes med, men desværre kunne man kun tage det i København, og selvom det ville være skønt med en undskyldning for at tage til den store hovedstad, så var hverken økonomi eller kropsligt overskud til det.

Jeg fik googlet mig frem til Smertefri Fødsel, som så ud til at love det samme, nemlig værktøjer til, hvordan man kunne lære hovedet at arbejde med kroppen i stedet for at ligge og skrige gennem en hel fødsel. Jeg vaklede noget mellem, om jeg skulle melde mig til et af deres kurser, eller om jeg bare skulle lave øvelserne hjemme.

Jeg startede derfor med at låne bogen på biblioteket, og havde så en idé om, at jeg ville melde mig til et kursus senere, så jeg kunne få lært at lave øvelserne helt rigtigt. Det blev det dog ikke til. Bækkenet tog beslutningen for mig, for allerede måneder inden, kurset skulle starte, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke orkede den 20 minutters køretur til og fra Silkeborg, hvor det foregik.

Jeg kiggede derfor lidt i bogen, mens jeg lurede lidt på at bestille et hjemmekursus med lydfiler for ligesom at få en idé om, hvad forskellen var på, om man lød som en gispende hund, som var det, man skulle ramme, eller bare en tyk, gravid dame, der har forsøgt at samle noget op fra gulvet.

Men tiden gik, og pludselig var der ikke mere tid tilbage. Anja Bay anbefaler, at man starter på øvelserne tre måneder før fødslen, og for ikke at smide for mange penge efter noget, jeg måske ikke kunne nå at få glæde af, besluttede jeg mig til blot at købe den bog, jeg havde haft lånt på biblioteket, terpe den igennem nogle gange, og så bare tage den på gefühlen for resten.

Jo jo, men nu har kvinder jo altså født børn i tusindsvis af år, så mon ikke vi er genetisk kodet til at klare sådan en bette fødsel – tænker du måske… Og det kan der være noget om, men evolutionen har jo fået vores hjerner til at vokse, og hvis du så er sådan en som mig, der overtænker alting, så kan det altså være meget smart lige at lære hjernen lidt om, hvordan man gør, også.

Så jeg øvede. En del, men slet ikke så meget, som bogen anbefaler. Jeg gjorde det mest, når jeg kom i tanke om, at jeg da vist ikke fik gjort det nok. Jeg øvede mig i de to forskellige måder at trække vejret på, og læste op på, hvornår jeg skulle trække vejret henholdsvis langsomt og i små, rytmiske stød. 

Jeg læste om de tre faser, man kommer igennem, hvad man kan regne med af tidsintervaller i de forskellige faser, og hvordan andres fødsler var foregået.

Jeg øvede mig i at visualisere. Bogen foreslår, at man for eksempel vælger en rute, man kender godt, og så i tankerne følger den, hver gang der kommer en ve. På den måde kan man narre hjernen, så man får en idé om, hvor langt der er igen. På den måde bliver veerne ikke bare noget, der kommer og går i det uendelige, men noget, som man føler, man har kontrol med.

Jeg øvede også at slappe fuuuuldstændig af i både skuldre, kæbe og fingre. Filosofien er nemlig, at hvis du slapper af andre steder i kroppen, så bruger den ikke ilt på at spænde op i muskler, som ikke har direkte relevans for fødslen, men sender i stedet ilten til livmoderen, som så bedre kan arbejde.

Jeg læste om forskellige måder, ens partner kunne støtte og give smertelindring under fødslen, og jeg beordrede Manden til at læse det kapitel også, og så hørte jeg ham i det bagefter, så jeg var sikker på, han havde læst og forstået det hele.

Alt det gjorde, at jeg var fuldstændig klar, da de første veer meldte sig på banen sent om mandagen den 15. december. Jeg vil prøve ikke at gentage for meget af selve fødslen, for den har jeg jo allerede skrevet om HER, men lidt er nødt til at gå igen for at forklare, hvordan jeg kunne bruge teknikkerne.

Jeg vidste fra bogen, at et mørkt rum ville sætte gang i oxytocin-produktionen, som er det hormon, der hjælper kroppen til at blive klar til fødsel, så hele tirsdagen lå jeg med nedrullede gardiner.

Veerne kom og gik, og de var slemme, men jeg var ved godt mod, for jeg følte, jeg havde styr på situationen. Eller i hvert fald på vejrtrækningen. Det var faktisk først hen ad aftenen, da jeg havde ligget med veer i 23 timer, at jeg begyndte at græde. Jeg gjorde alting, som jeg skulle, og ja, det var da til at være i, men jeg havde bare brug for at vide, at der skete noget, for det virkede ikke til, at der var en udvikling i veerne, som jeg jo havde læst mig til, at der gerne skulle komme på et tidspunkt.

Så vi driblede op til min jordemoder, som kunne fortælle, at jeg havde åbnet mig en enkelt centimeter, og at fødslen derfor officielt var i gang. Jeg følte mig helt klar, ikke det mindste nervøs, kun spændt, og det samme gjorde Manden. Det var den fedeste fornemmelse, at han også vidste præcis, hvor vi var i processen, selvom ingen af os havde prøvet det før.

Derfor var han helt med på, hvor lang tid der skulle være mellem veerne – og hvor længe de skulle være sådan – før han skulle ringe til fødegangen, hvilket var dejligt, fordi jeg selv var ret omtåget på det tidspunkt, og muligvis ikke selv havde evnet at ringe. Han vidste også, hvad det betød, når jeg bad ham “ryste mine æbler”, da jeg fik en kæmpe ve midt på hospitalets parkeringsplads. Ingen forklaring, hvilket var godt, for det var der ikke overskud til heller.

Han mindede mig om af slappe af i skuldrene, han huskede mig på min vejrtrækning. Jeg var på intet tidspunkt nervøs, for jeg vidste, hvilken fase, vi var nået til, og jeg vidste, hvad der var i gang inde i min krop. Jeg vidste, Manden var der til at hjælpe, og ikke behøvede nogen forklaring først, hvis jeg tabte modet.

Visualiseringen hjalp mig også, da veerne var allermest overvældende. Jeg havde helt fra start forestillet mig min yndlingsrute i skoven. Her er den ledeste bakke med noget løst sand, som altid trækker tænder ud, og når det gjorde allermest ondt, forestillede jeg mig, hvordan jeg trampede og trampede i sandet for at komme op af bakken. Det hjalp, og det gjorde, at jeg vidste, hvornår veen tog af, og jeg kunne slappe af igen.

Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, da presseveerne begyndte at komme, men jeg ikke måtte presse med, fordi kroppen stadig ikke var klar til det. Det gav mig også ro, fordi jeg var klar over, at vi snart var ved målet.

Da jeg endelig var klar til Den Store Finale, forestillede jeg mig, at jeg havde en stempelkande i maven, som var en teknik, der stod beskrevet i bogen. Min jordemoder var meget imponeret over den teknik, og den var også effektiv – fem pres skulle der til, før min frømand var ude.

Jeg prøvede lige først at lave en lyd, fordi jeg pludselig, mens jeg lå der og fødte, kom i tanke om noget, jeg havde læst, om en der havde oplevet sig selv komme med et ‘urkvindebrøl’, og at det havde været forløsende. Det virkede nu bare dumt, og det trak mig ud af den kropsfornemmelse, jeg ellers havde haft hele vejen.

“Prøv at lade være med at bruge kræfterne på det,” sagde jordemoderen blidt, og så huskede jeg, at det også var det, Anja Bay havde skrevet i sin bog. Jeg stoppede med at sige lyde, og var i stedet fuldstændig fokuseret på, hvad der skulle ske. Resten af fødslen foregik rimelig lydløst og i god ro og orden.

Jordemoderen havde faktisk ikke engang behøvet at bede mig gispe, da hovedet kom ud, for det var jeg også helt med på, jeg skulle. Efterfølgende har jeg tænkt over, om jeg havde været lige så tryg, hvis jeg ikke havde vidst, hvorfor hun bad mig gøre sådan på præcis dét tidspunkt.

Gjorde teknikkerne, at min fødsel foregik smertefrit? Nej. Men jeg fik ikke noget smertestillende.

Jeg udvidede mig fra én centimeter til at være fødselsklar på otte timer, og jeg følte mig tryg gennem hele processen, fordi jeg vidste, hvad der skulle ske, selvom jeg aldrig havde prøvet det før.

Jeg følte mig også helt vild sej og ovenpå, fordi jeg på den måde havde taget hånd om min fødsel ved at forberede mig mentalt.

Jeg er overbevist om, at bogen og dens teknikker har hjulpet mig til at få den drømmefødsel, jeg har fortalt jer om, men jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Måske var jeg bare heldig…?

Jeg kan bare konstatere, at teknikkerne også hjalp mig, da jeg i forrige uge var til tandlæge. Det er det der med de hvide kitler – jeg kan ikke rigtig have det. Der var ikke noget, der skulle laves, men jeg skulle have renset for tandsten med den der væmmelige ultralydspen, og her gjorde jeg igen brug af afslapning og vejrtrækningsøvelser. Det hjalp!

Så hvis du sidder derude og overvejer, hvordan du dog på nogen måde skal komme igennem den skræmmende, smertefulde fødsel, der venter forude, så kan jeg anbefale dig at kigge på Smertefri Fødsel. Måske er det nok for dig bare at læse bogen, som det var for mig, måske skal du smide penge efter et kursus. I alle tilfælde er pengene godt givet ud, når det giver ro i så ekstrem en situation, som en fødsel jo er.

Det er altså ikke bare pop og papir, når folk fremhæver den her metode. Og det, synes jeg, drukner lidt i debatten om, hvorvidt en fødsel kan være smertefri eller ej. For det kan den, lærte jeg. I overført betydning, altså.

Ikke fysisk. På dén front er naturen altså smartere end hjernen, når den kan få os overbevist om, at det da kunne være en god idé at prøve én gang til.