Jeg vælger at skrive det her indlæg, fordi jeg synes, det hele er pisse træls for tiden, og jeg ville ønske, andre turde være ærlige omkring, at de også af og til har lyst til at smide det hele på gulvet. For jeg føler mig helt alene om de tarvelige følelser, og det er ensomt og skamfuldt.
I dag gider jeg ikke mit barn. Det har ellers været en god, lang nat uden mange jeg-har-tabt-sutten-afbrydelser, så jeg var faktisk både glad og havde overskud, da jeg stod op.
Men så startede det. Han nægtede at sove, og efter at have prøvet i halvanden time, hvor han græd hver gang, han blev lagt ned, men også brokkede sig og gned sig i øjnene, når han var oppe, fik jeg nok.
Jeg kaldte Manden ind fra det, han nu havde gang i udenfor, og så har han haft babyvagten resten af dagen. Min hjerne og mit overskud brød sammen, og jeg kunne simpelthen ikke mere. Heldigvis kunne et par friske overskudsarme godt få ungen til at falde ned. Eller også havde han bare brokket sig træt i den tid, jeg havde bakset med ham.
Jeg ved godt, det er et tigerspring, vi har gang i – og at den slags går over igen – men for fanden altså, hvor er han bare en nederen unge for tiden.
——————–
Ovenstående er skrevet for to uger siden…
Faldt over det her halvt skrevne indlæg, da jeg gik gennem mine kladder. Jeg er startet på at skrive det den 2. maj, og jeg kan huske, at jeg havde det meget værre, end hvad jeg faktisk giver udtryk for. Men jeg havde dårlig samvittighed over at give den fuld gas, over at give eksempler. Over at sige, at jeg var ret sikker på, at vores parforhold var ovre lige om lidt, fordi vi konstant kom op og skændes over småting.
Jeg havde heller ikke energien til at fuldføre indlægget – åbenbart. Jeg tror, jeg er faldet i søvn midtvejs, for det er oprindeligt stoppet midt i en sætning, som jeg har slettet, fordi jeg ikke kan huske, hvor jeg ville hen med det.
I dag er drengen igen sit blide selv, og jeg overvejede derfor at slette dette halvdårlige, halvfærdige indlæg, men så kom jeg til at tænke på, hvorfor jeg oprindeligt startede på det: fordi jeg følte mig SÅ alene.
Jeg sad lige i dét øjeblik og hadede mit barn, hadede mit liv og min nye rolle som mor. Havde mest lyst til at bruge fortrydelsesretten, men den findes jo som bekendt ikke i den her handel. Der er kun én vej, når ens barn er en røv, nemlig fremad.
Jeg har efterfølgende snakket med andre om det, og det skulle være helt normalt. Også selvom ingen snakker om det, for hvem har i grunden lyst til at indrømme, at de ikke altid synes, det er pisse sjovt med søvnløse nætter, skrig, skrål og lortebleer?
Så den gode nyhed til dig, der sidder derude, og måske har det sådan her lige præcis nu, er: Det går over! Om nogle dage, når tigerspringet er forbi, er ungen igen det bedste i hele verden. Og din mand lige så.
Hold ud, hold din mand i hånden og sig højt, så både du og han kan høre det: “Det bliver godt igen. Vi skal bare lige igennem den her periode.”
PS: Mind mig lige om det her om en uges tid, når Frømanden planmæssigt begynder at lade op til næste røvperiode…
20 comments
Fedt du udgiver det for det er rigtigt, at det er “forbudt” at tænke sådan- og i særdeleshed at sige det :-) Så dejligt at nogle tør tage bladet fra munden. Måske skal du tjekke hashtagget #denuperfektebarsel på IG :-D
Men jeg kan fortælle dig at ovenstående perioder bliver ved – også selvom de ikke er en baby længere. Jeg har indimellem lyst til at sige til min den store “så gå da væk”, fordi han indimellem bare kræver så mange kræfter og energi. Jeg tager sommetider migselv i at tænke, at det ville være meget lettere kun at have den bette. Prøv og spørg om det giver dårlig samvittighed!
Men til alle mødre – hold ud! De er jo også meget skønne indimellem :-)
Lige i øjeblikket bruger jeg meget tid på at fundere over, hvorfor pokker man dog bliver ved at få børn, når det nu er så hårdt. Det kommer der nok et indlæg ud af ;) Som jeg plejer at sige til min lille mand: You’re lucky you’re cute!
Har checket nu, tak for tip! Der burde være SÅ mange flere billeder under det tag! :D
Du er en god mor – og en god blogger :-*
<3 <3 <3 <3
Hej Charlotte. Jeg har snuppet dine iconer! Det håber jeg er ok. Jeg sagde til min mand: “for eksempel sådan nogle her…” og det blev det så :-)
Ikoner – du mener dem til de sociale links? Jeg har ikke noget imod det, men vil lige gøre obs på, at jeg har købt det her theme af en lille udvikler, så det er faktisk ikke mig, der kan bestemme det, da hun har rettighederne til dem. Så er det sagt ;)
Ok, det dur ikke så. Jeg anede ikke, at jeg stjal dem. Jeg er meget på udebane med alt teknisk. Måske kan jeg købe dem af hende? Dit fine mail- icon dur ikke, ellers havde jeg skrevet til dig der ;-) men du kan maile mig, hvis du gider.
Kh Lisbet
Fandt udvikleren nederst på din side, så har fundet ud af det ;-) Ikke flere malplacerede kommentarer fra mig under dit gode ærlige indlæg! Sorry.
Haha, det behøver du ikke undskylde for! :) Du skriver bare en anden gang, hvis det er: info@skalotte.dk (og tak for heads up, må lige få det fikset :))
Åh, Gud … Jeg har haft det sådan der 300 gange, mens især kolik-Vigsen var baby. Jeg skrev bare ikke blog dengang, og det er på mange måder nok godt nok ;-)
Det havde i hvert fald ikke været rosenrøde skriverier, og det er det jo heller ikke altid nu, hvor de udfordrer mig på en masse andre områder.
Jeg troede jeg skulle have en 3-4 børn, men jeg er vendt på en tallerken. To er nok her og jeg har slet ikke lyst til babygråd, lortebleer, babymos og gylp helt forfra igen … og det tør jeg godt sige HØJT.
Det betyder nemlig ikke at jeg ikke elsker mine unger, det betyder bare at jeg synes jeg har taget min del af babyræset, sygdom og søvnløse nætter … Nu vil jeg gerne nyde at de er blevet lidt større og noget mere selvstændige :)
Jeg er virkelig begyndt at overveje, om jeg orker en omgang mere. Men 3’eren er i hvert fald out of the question! Selvom han er noget af det mest nuttede lige nu, så glæder jeg mig godt nok også til, han bliver lidt større.. Så han selv kan lægge sig, så han ligger godt. Eller sætte sig op. Eller underholde sig selv i mere end fem minutter ;)
Haha… Ja, sådan er det nemlig! Jeg er også ved at gå op i limningen omkring slutningen af hvert tigerspring. Havde dog med barn nr. 1 allieret mig med bogen om tigerspring “Vidunderlige uger” (den titel må da være ironisk ment), der havde advaret mig om at jeg ville få det sådan :-) Tak fordi du deler!!! Knus
Jeg har også den bog, og den er fantastisk at søge trøst i, enig! Desværre hjælper den ikke mod træthed… Og ja, bestemt ironisk titel! I samme dur som “Smertefri Fødsel”, tænker jeg ;)
Tak fordi, du smider en kommentar, det gør mig så glad :D
Det er bare sådan man har det, når babyen er ulykkelig hele tiden! Mandag begyndte jeg at græde ved dyrlægen da hunden skulle hentes, det havde bare været så hård en dag og jeg synes dyrlægen virkede så alvorlig… Heldigvis var der intet med min firbenede baby!
I går sov hun – altså den rigtige baby – sammenlagt halvanden time fra kl.12-23, det er altså hårdt for alle…
Ej, din stakkel! Kæmpe mental krammer herfra <3
Blev dyrlægen forskrækket? ;) Godt der ikke var noget galt med vuffi.
Åh barsel kan virkeligt være så ensomt! Og hvor naturligt det end er at være mor, så kan det bare være så utroligt overvældende at et andet menneske konstant har brug for en. De er bare så… Needy, sådan nogle babyer! Hvis det er nogen trøst, så tror jeg godt at jeg med sikkerhed kan sige at alle mødre har været der. Hvis de ikke siger det højt, så er det bare fordi man godt kan gå hen og glemme det når det er gået over. Og så er det så man kan begynde at overveje at få en mere <3
De er nogle needy chicks, selv drengene. Små skrigebavianer. Jeg tror helt sikkert, du har ret i, at alle har været der. Og mange glemmer det igen. I hvert fald efter den første, måske knap så meget efter nummer to? ;)
Jeg er ikke kommet dertil endnu, kan jeg godt afsløre ;) Men det skulle ikke undre mig, om naturen var så frækt indrettet, at den har tricks til at overtale min hjerne en gang mere…
Må jeg i øvrigt anbefale podcasten The Longest Shortest Time (som også har en meget fin app man kan hente!) Programmerne er simpelthen så velproducerede og helt ideelle at lytte til når man får den der “er jeg den eneste?!”-følelse. Programmerne har primært omhandlet temaer omkring at få en baby, men de har vistnok netop udviddet spektret og kommer også omkring det at være forældre til større børn nu.
Dét må du!! Dem må jeg lige hente :) Og så får man også lidt engelsk i øret, det gør jo ikke noget :)
[…] eksempel dengang, jeg var klar til at smide moderskabet til storskrald. Eller dengang, jeg savnede at være noget andet end “nogens mor”. Og en masse andre […]