Klar på at kyle moderskabet til storskrald

Jeg vælger at skrive det her indlæg, fordi jeg synes, det hele er pisse træls for tiden, og jeg ville ønske, andre turde være ærlige omkring, at de også af og til har lyst til at smide det hele på gulvet. For jeg føler mig helt alene om de tarvelige følelser, og det er ensomt og skamfuldt.

I dag gider jeg ikke mit barn. Det har ellers været en god, lang nat uden mange jeg-har-tabt-sutten-afbrydelser, så jeg var faktisk både glad og havde overskud, da jeg stod op.

Men så startede det. Han nægtede at sove, og efter at have prøvet i halvanden time, hvor han græd hver gang, han blev lagt ned, men også brokkede sig og gned sig i øjnene, når han var oppe, fik jeg nok.

Jeg kaldte Manden ind fra det, han nu havde gang i udenfor, og så har han haft babyvagten resten af dagen. Min hjerne og mit overskud brød sammen, og jeg kunne simpelthen ikke mere. Heldigvis kunne et par friske overskudsarme godt få ungen til at falde ned. Eller også havde han bare brokket sig træt i den tid, jeg havde bakset med ham.

Jeg ved godt, det er et tigerspring, vi har gang i – og at den slags går over igen – men for fanden altså, hvor er han bare en nederen unge for tiden.

——————–

Ovenstående er skrevet for to uger siden… 

Faldt over det her halvt skrevne indlæg, da jeg gik gennem mine kladder. Jeg er startet på at skrive det den 2. maj, og jeg kan huske, at jeg havde det meget værre, end hvad jeg faktisk giver udtryk for. Men jeg havde dårlig samvittighed over at give den fuld gas, over at give eksempler. Over at sige, at jeg var ret sikker på, at vores parforhold var ovre lige om lidt, fordi vi konstant kom op og skændes over småting.

Jeg havde heller ikke energien til at fuldføre indlægget – åbenbart. Jeg tror, jeg er faldet i søvn midtvejs, for det er oprindeligt stoppet midt i en sætning, som jeg har slettet, fordi jeg ikke kan huske, hvor jeg ville hen med det.

I dag er drengen igen sit blide selv, og jeg overvejede derfor at slette dette halvdårlige, halvfærdige indlæg, men så kom jeg til at tænke på, hvorfor jeg oprindeligt startede på det: fordi jeg følte mig SÅ alene.

Jeg sad lige i dét øjeblik og hadede mit barn, hadede mit liv og min nye rolle som mor. Havde mest lyst til at bruge fortrydelsesretten, men den findes jo som bekendt ikke i den her handel. Der er kun én vej, når ens barn er en røv, nemlig fremad.

Jeg har efterfølgende snakket med andre om det, og det skulle være helt normalt. Også selvom ingen snakker om det, for hvem har i grunden lyst til at indrømme, at de ikke altid synes, det er pisse sjovt med søvnløse nætter, skrig, skrål og lortebleer?

Så den gode nyhed til dig, der sidder derude, og måske har det sådan her lige præcis nu, er: Det går over! Om nogle dage, når tigerspringet er forbi, er ungen igen det bedste i hele verden. Og din mand lige så.

Hold ud, hold din mand i hånden og sig højt, så både du og han kan høre det: “Det bliver godt igen. Vi skal bare lige igennem den her periode.”

PS: Mind mig lige om det her om en uges tid, når Frømanden planmæssigt begynder at lade op til næste røvperiode…