Kuk kuk…

Øhm, hej. Kan du huske mig?
Jeg hedder Charlotte, og jeg bloggede engang her på domænet. I morgen er det en måned siden, jeg sendte mit seneste indlæg online.

En måned.

Det går altså stærkt.

Så længe har der aldrig nogensinde været mellem mine indlæg, men det har jo en årsag. Der er altid en grund. Denne gang er det en god kombination af sygdom og usikre fremtidsplaner, der giver mig stress i hjernen.

Det er sådan set den gamle sang, og det er lige præcis her, jeg har frygtet at ende igen. Den spiller så ulideligt falsk, når man er nogle-og-30, har både hus og to biler, en forholdsvis sød mand og to børn, som kun er irriterende 70 procent af tiden. (Hvilket faktisk er ret lidt, nogle børn formår jo at være ulidelige i 90 procent af tiden. Det er heldigvis altid andre folks børn.) Jeg buuuurde jo bare skråle med og være glad.

Nå, men jeg har nu hostet i 10 uger, eller er det 11? Ja, det er nok i virkeligheden snart 11. Og jeg har været til lægen ikke mindre end tre gange, hvilket er meget for mig, der er panisk angst for at blive sendt hjem med beskeden om, at jeg kun fejler noget i fantasien, og derfor altid holder mig fra lægehuset indtil det er absolut sidste udkald.

Første gang blev jeg sendt væk med ordet “lungebetændelse” og en recept på penicillin, de to næste gange fik jeg bare at vide, at jeg skulle give det tid. “Du må bare acceptere, at det tager den tid, det tager!” sagde lægen, som fire dage forinden havde sagt, jeg skulle komme igen, hvis jeg ikke havde fået det bedre. Så jeg venter. Måneder, hvis jeg er rigtig uheldig, hvilket jeg selvfølgelig er, for sådan fungerer mit held nu engang.

På den led er jeg faktisk glad for, at jeg lige nu ikke har et arbejde, for så bliver jeg da ikke stresset over udsigten til en sur chef og en fyreseddel. Men det er så også den eneste grund til, at det er okay med mig, at jeg ikke har et arbejde. For det stresser mig helt vildt.

Det gør, at mit hoved brænder, og mine fingre snurrer. Mit syn er let sløret, og jeg glemmer alting. Jeg har en milliard ting, jeg gerne lige vil have lavet. Malet væggen i soveværelset, skrive lidt i børnenes babybøger, rydde op. Fjerne det der antræk til skimmelsvamp på vinduerne, som måske kan have en finger i spillet, når det kommer til den her ulidelige hoste.

Hver gang, jeg sætter mig for at gøre noget af det, falder jeg over noget andet, jeg også gerne vil. Spise, sove, gå på toilettet. Sådan nogle irriterende dagligdagsting, der bremser mig i alt det, jeg skal nå. Til sidst ender jeg med at rende rundt efter min egen hale, indtil jeg har løbet mig så rundtosset, at jeg ligger udsplattet på gulvet og spørger mig selv, hvad fa’en der egentlig skete.

Jeg kender tegnene, jeg har været her før. Jeg overvejer sågar en sygemelding, men lige nu kæmper jeg videre. Bare lige lidt mere. Faktisk er min barsel officielt slut, men jeg har besluttet at fyre samtlige feriedage af nu, så jeg kan sidde og søge job i ro og mag uden en jobcentertype på nakken.

Det betyder, at jeg allerede har haft fat i de uduelige medarbejdere i min a-kasse, for sådan noget skal jo meldes. Så jeg har fået en forsmag på, hvad der venter mig i næste måned. Og det gør mig ret deprimeret. Og så stresser jeg endnu mere over, at jeg skal have fundet et arbejde, inden jeg skal tilbage på dagpenge, for så er jeg da først sikker på at blive rigtig syg.

Så jeg skriver og skriver, ikke herinde, men på alverdens ansøgninger. Hver gang lægger jeg et lille stykke af min sjæl, og sender det afsted med håber om en bedre fremtid. Og hver gang rammer afslaget mig som en kold, våd handske lige i fjæset.

Jeg har holdt mig væk fra bloggen, fordi alle tanker lige nu er mørke og et stort kaos, som jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg kommer ud af. Det ironiske er jo, at det vist kun er et job, der kan trække mig op fra det her, men at det her er et rigtig lortested at søge job fra. Det er som om, de ikke rigtig kan høre mig, når jeg sidder hernede i hullet. Heller ikke selvom jeg råber. Og om lidt åbner himlen for sluserne, og jeg er så bange for at drukne.

Verden er et røvhul. Heldigvis har jeg søde børn 30 procent af tiden…