En del af jer, der følger med på min instagram-profil (@skalottelog), har allerede set billede af den lyseblå kanin. Resten har muligvis gættet, hvad resultatet af mandagens scanning viste, eftersom jeg har været stille lige siden. For det havde jeg brug for, efter at scanningsdamen uden tvivl i stemmen kunne fastslå, at der er endnu en (dejlig) dreng på vej til os.
Lige da hun sagde det, blev jeg skuffet. To sekunder senere, blev jeg faktisk rigtig, rigtig glad.
En dreng. En sund og rask dreng, som på mange måder allerede ligner sin storebror, blandt andet ved konsekvent at vende ryggen til, så det var svært at se noget som helst på scanningsbilledet, men også ved at ligge lige midt på vækstkurven. Han er helt perfekt!
Damen fra Scanningshuset sagde til mig, at jeg skulle love hende at føle min skuffelse og sorg, hvis den kom. Og det gjorde den nok, mente hun. Jeg sagde ja, men tænkte faktisk, at det da heldigvis ikke blev nødvendigt alligevel.
Da vi kom ud i bilen, var jeg glad. Sådan helt ned i maven-glad. Jeg begyndte at græde af lykke og bevægelse, da jeg fik tændt for min mobil og så et billede af min storsmilende unge. Én mere af den slags, ja tak! For han er dælme dejlig.
Men da vi havde kørt ti minutter, begyndte mine mundvige alligevel at hænge nedad. Og så kom sorgen ellers væltende i takt med, at folk sagde forsigtigt tillykke. De vidste jo godt, hvad jeg havde håbet på.
Scanningsdamen rådede os til at bygge en mur op over for folks kommentarer, fordi der helt sikkert ville være mange, der ikke forstod den reaktion. Det er derfor, jeg har været tavs, for selvom jeg faktisk er rigtig, rigtig glad for den lille dreng i min mave, så har jeg haft brug for at sørge.
Jeg føler, jeg har forklaret det her mange gange før, både for en uge siden og dengang, vi fandt ud af, at Marie alligevel var en Martin. Men kommentarerne om, at jeg nok skal blive glad for ham her, og at det med at ønske sig en pige er dumt, bliver ved med at komme. Det har gjort ondt, for det føles virkelig som om, folk misforstår mig.
Jeg har tænkt meget over, hvorfor det egentlig gør mig SÅ ked af det, og jeg er kommet frem til, at det ikke KUN handler om skuffelse.
Det handler om tre ting:
- I min familie har man altid fået piger. Det er det, jeg kan forholde mig til. Jeg aner virkelig intet om drengebørn, og selvom jeg altid har været en drengepige der gerne ville lege krig og soldater, så har fænomenet “drenge” altid undret mig. De er dybt mærkelige sådan nogle typer…
- Lige nu føler jeg, at vores familie ikke er komplet, før vi har fået en pige. Det vil sige, vi skal overveje at få et tredje barn. Og jeg gider egentlig ikke igennem endnu en graviditet.
- Det føles som om, jeg har mistet en pige i en sen abort i uge 35, første gang jeg var gravid. Og det gør det altså noget sværere for mig, tror jeg.
Det er særligt det sidste punkt, folk ikke helt kan relatere til, og det forstår jeg måske godt.
Jeg tænker, det kan være svært at forestille sig, hvordan det er at miste et barn, man aldrig rigtig har kendt. Når man så oven i købet smider ind i ligningen, at barnet faktisk aldrig har eksisteret, så gør det nok sagen endnu mindre begribelig.
Men “hun” var altså virkelig for mig, og jeg havde nået at knytte mig til den pige, vi skulle have. Hende mistede jeg. Så var jeg bare så heldig, at jeg ikke behøvede at gå en fuld graviditet igennem, før min dejlige, dejlige Frømand kom.
Så altså… jeg føler, universet skylder mig en pige.
Denne gang havde vi lavet alle de der ammestuetricks for at få et pigegen til at mutere, og alligevel blev det en dreng. Jeg tror, skuffelsen kommer af, at der så ligesom bare ikke er mere, jeg kan gøre for at få den pige, jeg mangler.
For ja, hun mangler. Havde jeg nu mistet et barn, efter det var kommet til verden, så havde sagen igen (måske) været anderledes. For så kunne man jo ikke bare få et nyt barn til at erstatte det første, og så ville jeg nok være ligeglad med, hvad køn barnet var, bare det var sundt og levende.
Giver det mening? Det er sikkert stadig noget kringlet føle-føle-værk, som er svært at forstå – det gør jeg jo heller ikke helt selv, og jeg har haft brug for nogle dage til at komme ud af sorgen. Den er ikke væk. Jeg hader stadig alle dem, der får piger… Lige nu gør jeg, men det skal nok gå over. Det har det gjort før.
Så altså, lad mig lige slå det fast igen-igen:
Jeg er ikke ked af at få en dreng.
Jeg er ked af, at jeg ikke får en pige.
Jeg er allerede dybt forelsket i den lillebror, der ligger i maven.
Jeg glæder mig helt vildt meget til at møde ham.
Han er perfekt, og han skulle ikke være anderledes.
Jeg har været igennem samtlige af de følelser, jeg også gik igennem sidste gang, jeg fik knust drømmen om den (skide) pige. Og det var svært.
Rigtig svært.
Jeg har googlet en masse, men har ikke fundet alverdens af gode råd til folk, som rammes af den her “kønsskuffelse”, eller hvad vi nu skal kalde det. Det er derfor, jeg vælger at blive ved med at bræge op om det, for der sidder ganske sikkert nogle andre derude og føler den samme skam og skyld, som jeg har følt – og stadig føler.
Kære alle jer, der ikke har kendt denne skuffelse: Kan I ikke bare give os lov til at være kede af det?
JA, jeres drenge (eller piger!) er fantastiske, og JA, selvfølgelig bliver det super kodylt fedt, skønt, kærligt og dejligt ligegyldigt hvad køn ens barn er.
JA, for fanden! Men I hjælper mig ikke ved at sige det lige nu.
Det er slet ikke en kritik af jeres liv eller jeres fantastiske børn – det er bare irrationelle følelser, og dem må man ikke lægge låg på, for så bobler de bare endnu mere over.
JO, jeg skal nok blive en god mor. Alligevel.
Så.
Nu tror jeg, jeg vil holde min mund for denne gang, og måske vil jeg ikke engang snakke så meget om det i fremtiden heller. For jeg har besluttet at kassere min pigedrøm. Den gør mig ikke noget godt, så jeg vil arbejde hårdt på at acceptere, at jeg alligevel ikke skal være mor til en pige. Jeg får to skønne drenge i stedet, og det er mindst lige så godt.
Jeg vil give alle bamser, alt tøj og nips væk, som vi i sin tid købte til en pige, og som lige nu står og venter forhåbningsfuldt i to store kasser på loftet.
Jeg smider fortiden ud.
Hvis vi så kommer dertil, at vi alligevel vil prøve en sidste gang, og det så lykkes at få en uden tap, så køber jeg sgu det hele igen.
Jeg er faktisk glad for, vi fik den her scanning så tidligt. Det gør det nemmere at forholde sig til, hvordan sagerne nu engang står, og til at begynde at knuselske den dreng, der ligger i min mave.
Vi har fundet et navn, som vi begge kan lide (selvom vi jo ellers kun kunne finde ét eneste navn, der levede op til det kriterium, sidste gang), og er begyndt at kalde ham det og omtale ham i dagligdagen. Det gør det endnu mere virkeligt. Nu må vi se, om dét så holder hele vejen til han bliver født, men én ting er i hvert fald helt sikkert: Denne gang ER det en dreng. En lillebror.
(Og så kan man jo altid synge: Lillebror, Lillebror, nej hvor er jeg træt af dig! Det er klart et plus ;))
Til de nysgerrige er her er billede, hvor man (hvis man er sej til sådan noget) kan se, at han er en dreng.
Den grønne pil (til venstre) viser Haletudsens hoved. Benene ligger altså mod højre, man ser ham (nogenlunde) lige fra siden.
Den gule pil (nederst) viser noget, som jeg husker som halebenet. I hvert er det en del af rygsøjlen.
Den blå pil viser den tap, der afgør, at det er en dreng. Som I kan se, står den helt vinkelret på rygsøjlen. Piger har også en tap, men den flugter parallelt med rygsøjlen.
15 comments
<3
Stort tillykke, Skalotte. Jeg forstår dig godt, jeg ville have det på samme måde i den omvendte situation faktisk.. Og ALLE (føler jeg) får bare drengebørn, så det gør vi nok ikke, når vi når dertil.
Men ja, Martin er jo skøn, og det bliver Lillebror helt bestemt også:)
Det må være skæbnen, at du skal være omgivet af stærke, kloge og flotte mænd.
Når jeg tænker over det, så kender jeg faktisk ikke nogen, hvor de to første børn er af et andet køn end det tredje. Er der noget om det? ellers må I til den tid lave en Beckham og på privatklinik, hvis man går ind for den slags:)
Tak! Og det er dejligt at vide, jeg ikke er alene om at føle sådan :)
Jeg kender et par stykker, der har to af en slags og en efternøler af det andet køn, så det kan lade sig gøre – og har læst, at det ikke har noget som helst at sige i praksis. Altså, det der afgør det er først og fremmest tilfældigheder (mener det hedder 51% chance for en dreng, 49% for en pige) – men der er faktorer, der kan rykke procenterne minimalt, fx god/dårlig sædkvalitet, stress og moderens immunforsvar. Men at det skulle være marginalt i den ene eller anden retning. Såehm…
Nah, det bliver ikke til en fertilitetsklinik. Så meget betyder det alligevel ikke, at jeg på den måde vil bestemme det. Eller betale for det ;)
Følelser er ikke rationelle, jeg synes det er flot at du er ærlig omkring dine følelser!
Tak! <3 Og nej, det er de virkelig ikke :) Heldigvis er de (mange af dem) flygtige ;)
♡ !
<3 !!
Synes det er så fedt at du er ærlig omkring det og er med til at bryde et af de mange tabuer der er omkring graviditet og børn!
Jeg blev også skuffet i første omgang, da jeg fik at vide at jeg ventede en dreng. Jeg ville så gerne have en pige. Det vil jeg stadig gerne. Så jeg kan godt sætte mig ind i følelserne, selvom de lige har en ekstra dimension for dig! Stort kram
Tak, søde Tine <3 Det er dejligt at høre, jeg ikke er ene om at føle sådan. Og jeg ved jo, hvor vild du er med din skønne søn, så jeg ved også, at du forstår :)
Stort kram til dig også <3
Arj, jeg forstår dig så godt. Jeg troede virkelig at min var en dreng, så meget at jeg slet ikke spekulerede over pigenavne, før vi i uge 21 fik at vide at det var en pige. Og det tog altså nogle dage for mig at sluge. Jeg tror jeg var røget helt til rotterne hvis vi havde fået at vide at det var en dreng, og så først i uge 35 fandt ud af at det var en pige. Det må have været frygteligt.
Men altså, tredje gang er vel lykkens gang, ikke? ;-)
Ja, lige præcis! Fordi man har knyttet sig til det barn, man troede, var i maven, ikke? Det var virkelig en forfærdelig oplevelse, som det er svært for mig ikke at bagatelisere. Men det var det.
Jeg ved ikke helt om det vil være lykken – jeg har hørt, pigebørn skulle være meget mere besværlige ;D
Kære Charlotte
Jeg ville have skrevet en kommentar til dit tidligere indlæg, men kom fra det igen. Du er så velreflekteret og sætter så fint ord på dine følelser. Dem, der ikke forstår, hører vist ikke rigtigt efter.
Jeg forstår et godt stykke hen ad vejen, for jeg har altid ønsket mig en pige. At være mor til en pige, (også) så jeg kunne få det tætte bånd til mit barn, som min mor og jeg har. Og fordi jeg bare forstår piger bedre, føler jeg. Men jeg er altså mor til den dejligste dreng, et par måneder yngre end din Martin. Vi fik ikke kønnet at vide, og for mig blev drømmen om en pige erstattet med følelsen af at ‘det er lige præcis det barn inde i maven, jeg vil have’. Og jeg ville ikke bytte min søn for tusind piger, men jeg ønsker mig stadig en pige og håber på en pige næste gang, selvom jeg tror mest på, at jeg også får en dreng næste gang, jeg bliver gravid. Jeg er selv lillesøster til tre brødre og min kæreste har en lillebror og en lillesøster, så jeg får måske svært ved at stoppe efter to drenge – det kunne jo ende med en pige til sidst ;)
Det jeg i virkeligheden vil sige er, at du gør det helt rigtige ved at anerkende og acceptere sorgen over ikke at blive mor til en pige. Det er helt okay, at du føler det, du føler. Jeg er sikker på, at du bliver en fantastisk mor til Lillebror i maven. Og tillykke.
Kære Trine,
Tusind tak for din søde besked <3 Og fordi, du forstår :)
Ja, det handler nemlig også om det der med, at "man" får et tættere forhold til sine piger (for det er det, jeg ser alle steder), og det kommer jeg til at gå glip af. Jeg bliver farmor, og farmor bliver bare ikke lige så involveret. Ser jeg. Nå, men det kan også være, det slet ikke bliver sådan ;)
Tak! Tak, tak og tak :)
Da vi fik vores datter, var der faktisk en del der spontant udbrød noget i retning af “a boy AND a girl! Your family is complete!” Blev altid en smule fornærmet over sådanne udtalelser, fordi det føltes lidt som om, de trak deres ide om den perfekte familie ned over hovedet på mig. Hvad er den perfekte familie i øvrigt også?!?! Anyway, fandt hurtigt ud af, at det nok handlede mere om dem og deres håb og drømme end det handlede om mig og min familie. Jeg tror der er mange derude, der kan relatere til dine tanker <3
Jamen, ja! Sådan er det jo, se bare på Kronprinsparret! Det ER en rigtig, hel familie. Men det er det jo også med to drenge eller to piger. Og kan godt forstå, du bliver lidt træt af det på dit potentielt ufødte drengebarns vegne, hvis du forstår, hvad jeg mener?
Jeg tror, den perfekte familie er den, hvor der er kærlighed og rummelighed og overskud nok til, at alle har plads til at være den, de er :)