“Hvor er han dog behagelig at være sammen med. Ikke ligesom andre børn, som godt kan være sådan ret… støjende!”
Sådan sagde en ung kvinde til mig, da vi var til tam-tam i weekenden, hvor Frømanden bare opførte sig som en mønsterunge. Noget som ikke helt harmonerer med, når han er i trygge omgivelser hjemme, vil jeg lige indskyde med et host.
Men som stolt mor labbede jeg det jo bare i mig som en kat ved en flødeskål.
Ja, han ER jo bare helt fantastisk, mit barn, meget bedre end alle andre børn (ligesom alle andre børn også er det). Men jeg forstod lige præcis, hvad hun mente.
Jeg kunne nemlig heller ikke selv lide børn, før jeg fik mit eget. For mig var børn indbegrebet af ulækkerhed med snot, savl og lortelugt ud over det hele.
Lidt ligesom grise: Altid beskidte, larmende med høje hvin og små grynt, og totalt utilregnelige. Sådan nogle, der altid liiige skal prøve at snuse sig frem til, om der er stød i hegnet, og hvis de lugter den mindste mulighed, så er det bare i fuld fart frem over marken.
Og så er de jo slet ikke til at snakke med.
Jeg blev faktisk oprigtigt bange, når sådan en tandløs tumling begyndte at mumle uforståelige lyde til mig, og anede slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv! Hvad svarer man, når tre gange hej ikke er nok til at tilfredsstille unges trang til at hilse, og man kan se i kortene, at det her bliver en langtrukken tur i føtex?!
Små, grædende bylter, som folk stolt har fremvist, mens nogen har sagt ord som “nuttet” og “lækker”. Jeg har aldrig haft et behov for at holde dem, og har haft virkelig svært ved på nogen måde at se det fantastiske, når folk stolt fremviste en autostol med en rynket, sovende menneskeklump pakket ind i sytten lag tøj, så man alligevel ikke kunne se noget. Ud over at de var en pige. Det kunne man se på alt det lyserøde fluff, den var omgivet (men så i øvrigt ikke på andre måder).
Nej, børn har aldrig rigtig imponeret mig.
Alligevel har jeg altid vidst, at mit liv ikke ville være rigtigt, hvis jeg ikke selv fik børn.
Dengang jeg var gravid med Martin, var jeg – igen, helt oprigtigt – bange for, at jeg aldrig ville kunne lære at tale med ham. Jeg vidste, jeg nok skulle komme til at elske ham, men hvordan skulle jeg lige finde ud af det der med at tolke ham?
Jeg kan nu med stolthed og lettelse sige, at jeg KAN snakke med ham. Altså, jeg forstår selvfølgelig stadig ikke det der pludder, han kommer med, men nu har jeg fundet ud af, hvordan man svarer på det (man bliver bare ved at sige hej, eller skifter emne og begynder at snakke om følelser eller om vejret. Børn er ret seje til det der small talk!). Og det er en kæmpe befrielse.
Resten af accepten kom også ret hurtigt. Når man skal skifte ble seks-otte gange i døgnet (og det skal man, for når man har udnævnt sig selv til at være den voksne, så der er ikke andre til at gøre det), lærer man hurtigt at ignorere den kvalmende lugt af prut, og selvom det da ikke er nogen fest at blive oversprøjtet med tis fra et skrigende drengebarn, så lærer man også at grine af dét (bagefter. Ikke lige i det sekund, strålen rammer din kind… Der er det knap så grinagtigt)
Det vildeste af det hele er dog, at jeg efterhånden også er kommet til at holde af andre folks børn! Altså, før syntes jeg også mine veninders børn var søde… At se på. Her kunne jeg næsten overse snot, gylp og klamme bleer. Men jeg kunne stadig ikke snakke med dem.
I forrige uge gik det op for mig, at den kode faktisk også er blevet knækket nu, da naboens dreng kom hen til mig og ville have en krammer og en snak om det, der nu engang optager sådan en 1-årig, og helt ærligt: Det er altså virkelig rart!
Jeg overrasker mig selv, hver gang jeg tænker, at børn er skide søde. For det er de (også. For de kan eddermame stadig være noget prutlugtende, storsavlende, kvælningsparate skrigunger, også min egen!). Men børn giver så meget kærlighed, og nu forstår jeg, hvordan jeg tager imod den.
Jeg har endda taget mig selv i at smile til fremmede børn i supermarkedet, selv til den 2-årige, der løb lallende rundt i Netto i over et kvarter. Jeg vidste nemlig, at forældrene ikke kan gøre en hujende fis ved det, og at små børn faktisk gerne må få lov til at skrige lidt ind imellem. Også selvom det gør supermarkedsturen lidt længere for os andre.
Jeg tror muligvis, jeg er blevet et lidt rarere menneske. Og det kan jeg takke ham her for <3
Lidt ulækker, men også ret så sød. Synes moderen ;)
4 comments
Jeg venter stadig på det sker.. har stadig megen besvær ved at se det fantastiske ved andres børn. udover venners selvfølgelig.. Kan dog stadig ikke helt finde ud af at snakke med dem.. Jeg tvivler lidt på det nogensinde sker :o
Det gør det nok ikke, så. Men det, synes jeg egentlig, er vel også helt okay :)
Jeg er bare nødt til at sige, at jeg er lidt lettet over den udvikling, det har taget for mig ;D Men jeg er jo så heller ikke der, hvor jeg kaster mig over andres babyer, når de bliver fremvist. Og det kommer nok heller aldrig ;)
Jeg kan virkelig ikke lide børn, hverken dem jeg kender eller ikke gør. Enten har de en eller anden feature, jeg hader, eller også larmer de bare. Måske jeg skulle prøve det med at få en selv en dag.
Hahahaha! Ja, gør det! Det kan ikke gå værre end galt, og så må du jo bare sælge dem videre ;)
(Helt seriøst, så er der jo bare nogen, der har det bedst uden børn. Si’r det bare lige, fordi jeg lige har læst en artikel om en mor, som faktisk ikke synes, hendes liv er sjovt mere, efter hun har fået børn. Det er ikke for alle. /endseriousity)