Jeg har det godt i dag. Sådan helt stille og roligt, faktisk. Hvilket er mærkeligt, for jeg plejer altid at blive helt vildt melankolsk, når vi når årets sidste dag.
Det er noget mærkeligt noget med nytårsaften, fordi der er så store forventninger til, at det skal være nu, Årets Fest skal stå. Eller er der? Hvem er det egentlig, der har de forventninger?
Min kærlighed til nytårsaften blev lagt i barndommen, hvor mine forældre var en del af en kæmpe klike. Min far havde en lang række kollegaer, som altid tørnede sammen både om sommeren, på den årlige tur til Lalandia, til fødselsdage og altså også til nytår.
De var politimænd til daglig, og derfor kunne de ikke rigtig give den gas i byen, hvor de, på grund af deres autoritet om dagen, havde mange fjender om natten. Derfor gav de den ekstra meget gas, når de holdte deres lukkede fester, og vi unger fik de længste tøjler, vores egen ansvarlighed kunne bære.
Vi fik serveret børnedrinks uden alkohol i en kæmpe bowle, og fik ellers lov til at passe os selv, mens de voksne gav den gas med druklege, body tequilaer og karaokee. Jeg ved ikke, hvor pædagogisk korrekt det har været, men jeg elskede at se mine normalt stille og værdige forældre skeje helt skråt.
Nytårsaften 2000 blev holdt ude på vores gård. Der skulle ikke spares på noget, og jeg var med min mor i det hedengangne Metro for at handle stort ind. Alle borde bugnede af lækker mad, og der blev lavet et helt dærligt bord til at mikse drinks.
Min mor havde købt en smuk, lilla velourkjole, som matchede bordpynten, og min far tog et lilla slips på. Alle gæsterne havde gjort ekstra ud af sig selv, nogle havde farvet håret i den moderigtige sølv farve, der var så populær dengang, og vi hørte alle Absolute Music-cd’erne igennem flere gange. Jeg var DJ.
Jeg husker det som en fantastisk aften, men når jeg tænker tilbage på det, kan jeg alligevel godt huske, at der manglede noget. Eller rettere nogen. Den ene af kollegaerne havde nemlig meldt fra, og det var intet mindre end en tragedie. Det var nemlig hans børn, der plejede at være mine foretrukne legekammerater, og det var bare ikke sjovt, når de ikke var med.
Senere lærte jeg sandheden om kollegaens aflysning at kende. Han ville ikke være i stue med min far, fordi han havde fundet ud af, at min far var min mor utro. Da min far efter lang tid siden ikke mente, der var nogen grund til at ændre på den sag, sagde hans gode ven fra. Det var sørgeligt for os allesammen, måske bortset lige fra min far. Han var, som sædvanlig, ligeglad med, at han gjorde andre mennesker kede af det.
Året efter fandt min mor så selv ud af det, og de blev skilt. Det startede en lang turbulent årrække for mig, hvor jeg som teenager famlede rundt i livet. Nytårsaftener blev sådan nogen med sanseløs druk, hvor jeg på forhånd vidste, at det kunne gå to veje: Enten fik jeg en skidegod aften, hvor jeg for en tid kunne glemme mine problemer, eller også ville jeg sidde på en trappe og tude mine øjne ud, mens jeg forbandede min far.
Det gik vildt for sig af og til. Jeg tit tænker tilbage på, at jeg vist var heldig, at det gik godt hver gang.
En nytårsmorgen vågnede jeg op i min kollegielejlighed uden tøj på. Det lå i bunker hele vejen fra døren og ind i sengen. Jeg anede ikke, hvor jeg var, eller hvordan jeg var kommet derhen. Der gik noget tid, førend jeg sansede, at det var min egen seng, jeg lå i.
Til min store overraskelse så jeg også min taske, mine kreditkort og nøgler smidt skødesløst på gulvet. Jeg gik ud og tog i hoveddøren, som var låst, og takkede Ham Deroppe for, at jeg var kommet ordentligt hjem.
Efter jeg startede på journaliststudiet, fandt jeg nogle skønne veninder, som jeg har holdt næsten alle nytårsaftener med lige siden. Der har været ligegyldige fester i både Odenses og Københavns gader, hvor vi har rakket rundt fra bar til bar og bare har ledt efter en god fest, men er endt med ømme fødder i stedet.
Der har også været fantastiske fester, hvor vi har hygget i nogens lejlighed, og en, hvor jeg blev løftet op og svunget rundt af en meget høj mand på en aften, hvor jeg følte mig tyk og kedelig.
Der har også været de stille aftener, som for eksempel det år, hvor Manden var udsendt, og en af mine kæreste veninder spiste lækker tre-retters på en restaurant, inden vi dømte kødmarkedet for kedeligt (altså for hende, jeg ledte jo ikke), og i stedet tog hjem under dynen med to poser chips og Colin Firth i rollen som Mr. Darcy på tv’et.
Sidste år sad jeg fanget i sofaen under en baby, og i år bliver også total low key herhjemme. Vi er kun mig, Manden, Frømanden og hans mormor plus et par hunde. Alligevel har jeg pyntet hele herligheden op med serpentiner. Mens jeg gjorde det, tænkte jeg bare på, at jeg skal hive hele lortet ned igen i morgen.
Der er styr på det hele. Vi har kransekage og bobler, og jeg glæder mig til både hummersuppe, steg med flødekartofler og lækker is til dessert. Alligevel føles det bare som en helt almindelig aften.
Sådan er det pbenbart, når man har fået sådan en unge. For som Sneglcille skrev det for nogle år siden, så er det bare som om, sådan nogle skarn ikke rigtig har respekt for 1. januar.
Nytår plejede at være den helt store fest for mig. Siden har det skuffet mig gang på gang, og nu tror jeg, vi har nået et helt nyt stadie i vores forhold, hvor jeg er lidt ligeglad. Jeg er slet ikke sikker på, jeg egentlig ville have lyst til at fejre nytåret anderledes i år, selvom jeg godt nok savner mine veninder, som nu har travlt med hver deres mand og liv, og som nu bor så langt fra mig, at det ikke rigtig virker oplagt at holde nytår sammen mere.
Melankolien er væk. I morgen er bare endnu en dag (hvor jeg vil spise sundere, of course… Eller så ikke lige i morgen, men i overmorgen..!). Jeg kan ikke lade være med at håbe, at noget af magien vender tilbage igen engang.
Hvordan I så end fejrer nytåret – så håber jeg, at I får et rigtig godt et af slagsen!
Kh Charlotte
Nytårsbjælken!
