Jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg kom ind til Frømanden her til aften. Ikke fordi han lå 180 grader i forhold til, hvordan jeg lagde ham – på begge leder – men fordi der var vådt ud over det hele.
Han plejer ikke at have problemer med at tisse ud af sin ble, så det undrede mig en hel del. Det undrede mig endnu mere, da jeg opdagede, at han slet ikke havde ble på. Mest fordi, han jo altså stadig havde sit nattøj på.
Jeg er fuldstændig skråsikker på, at jeg gav ham en ble på, inden jeg lagde ham. Hans nye trick er nemlig at åbne bleens klister-lås, og jeg nåede lige præcis at tænke, om han mon kunne snige hånden ind mellem knapperne og få den af. Det blev nemlig en af dem med korte ben i dag.
Det kunne han så åbenbart. Og få den af uden at åbne sin natdragt. Og så har han i øvrigt også tryllet den væk. Jeg kan i hvert fald ikke finde den åndssvage ble nogen steder.
Onde tunger påstår, at det tyder rigtig meget på, at det er mig, der er ansvarlig for scenariet, men jeg kan jo for Fanø huske, at jeg knappede dragten hen over bleen!
Frømanden nægter, som enhver anden tryllekunstner med respekt for sig selv, at forklare, hvordan det er gået for sig.
Et par ting er dog helt sikre:
- Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke allerede har købt den topmadras til babysengen.
- Min trøje er gennemblødt af babytis.
- Nisserne får ikke risengrød i år.
- Det VAR ikke min skyld!
4 comments
Det må bestemt betyde, at han bliver ingeniør eller professor – uden tvivl. Dygtig lille fyr du har, du burde være stolt :)
Ja, helt bestemt! Jeg har virkelig skruet mine forventninger op efter det her ;D
haha sikke noget rod! :D Kan også anbefale IKEA’s tisselagner – de har nogen der dækker HELE madrassen, som et alm elastiklagen.
Ej, men altså… Det har jeg jo også. To af. De ligger så fint inde i skabet… ;)