Min drømmefødsel – del 2

(Læs første del her)

Plukkeveerne fortsatte hele tirsdagen gennem. Og de var slemme. Nogle varede kun 30 sekunder, mens andre var marathon-veer på hele 2,5 minut. Til gengæld var de virkelig uregelmæssige. Nogle var der kun tre minutter imellem, mens der et par gange gik en halv time mellem.

Jeg havde på forhånd læst, at det bedste man kan gøre, når veerne så småt går i gang, er at gemme sig i sin soveværelseshule og lade som om, man er en kat. Med andre ord: Gøre det mørkt, hyggeligt og behageligt og rulle sig sammen under dynen. På den måde skulle kroppen danne vefremmende hormoner, og altså arbejde med på sammentrækningerne frem for at bremse arbejdet.

Så mørklægningsgardinet var rullet for hele dagen, og Manden var sød til at komme med ristet toastbrød, saftevand, æblebåde og rosiner. Han tændte også et par stearinlys – og satte også en lille julestjerne til mig.

Der var skruet helt op for radiatoren, mens radioen kørte på lavt blus. Havde det ikke været for smerterne, havde det været pisse hyggeligt at ligge derinde en hel, kold decemberdag. Hver gang, der kom en ve, kiggede jeg desperat på en ve-måle-app, som jeg havde installeret på telefonen, så jeg vidste, hvor lang tid der maksimalt var igen.

“Maks to-og-et-halvt minut. Kom så, gispe gispe, og så lige 10 sekunder mere…!”

Veerne var så lede ved mig, at jeg ikke kunne koncentrere mig om andet end at trække vejret, når de kom, hvilket jo er en god indikator for, at man snart skal op på fødegangen.

Problemet var bare det med, at de ikke kom regelmæssigt, som de skal, før nogen jordemoder gider at tage en alvorligt.

Så jeg blev liggende og stirrede på min telefon. På ve-app’en og uret.

Spise her – med hjem?
Klokken 21 tirsdag aften var jeg så frustreret, at jeg ringede til min jordemoder. Jeg tudede ned i røret, mens jeg forklarede, at jeg jo godt var klar over, at det ikke var tid til at komme endnu, men at jeg bare ikke kunne holde det ud mere. Jeg havde ligget med kraftige, uregelmæssige veer i 23 timer, og selvom jeg fysisk havde det okay, så var psyken helt kørt ned.

Jeg havde brug for at vide, hvor langt vi var. Min søde jordemoder kunne godt høre desperationen i min stemme, så hun sagde, jeg bare kunne komme forbi med det samme og få en statusopdatering. Så afsted det gik. Med pakkede barselstasker, opladede mobiler og kamera og en voldsom spænding i hele kroppen.

Måske, måske – var det nu, det skulle ske? Det var en vild følelse at parkere foran hospitalet og vide, at jeg skulle op på fødegangen og undersøges, og at jeg måske ikke ville komme ud derfra igen uden mit barn i armene. 

På grund af bækkenløsning og veer kunne jeg knap bevæge mig, så Manden måtte flere gange løsne mig op ved “ryste æbler”, som det så smukt hedder, når en eller anden tager fat om de fede, gravide hofter, og giver dem en seriøs rusketur. Jeg fik veer flere gange på vejen op fra bilen, og overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle snuppe en af de kørestole, der stod klar i indgangspartiet. Men jeg var jo for fanden ikke syg, tænkte jeg. I stedet sneglede jeg mig afsted på stolpeben, og hev fat i Manden, når der kom en ve, så han kunne holde mig oprejst.

Jeg blev taget godt imod på fødegangen, blev undersøgt og fik kørt en strimmel på CTG-måleren. Alt var fint, barnet havde det godt, veerne kunne måles. Jeg var 1 centimeter åben, og havde næsten ingen livmoderhals tilbage, lød dommen.

“Så du er i gang, men det er meget tidligt i forløbet,” sagde jordemoderen.

Det lettede rigtig meget at høre, selvom jeg da havde håbet på, at vi var kommet lidt længere efter et døgn med opstartsveer. Men vi var i gang, og jordemoderen var fuldstændig sikker på, at vores lille dreng ville få fødselsdag onsdag den 17. december. Ikke den 18., den 17. december. Altså inden for 24 timer.

Jeg fik valget om at blive på hospitalet, så vi kunne se, hvad vej det gik, eller om jeg ville have en sovepille og lidt smertestillende med i lommen og køre hjem, så jeg kunne få hvilet mig inden det store show. Jeg valgte at tage hjem til min lune, hyggelige fødehule. Vi bor kun et kvarter fra hospitalet, så det var ikke nogen lang køretur frem og tilbage.

Jeg tog sovepillen klokken 23.30, og den slog mig i gulvet med det samme. Derfor kan jeg heller ikke huske, at jeg en halv time senere har mumlet noget til Manden om, at jeg vidst nok troede, vandet var gået.

“Ja, det kan jeg jo ikke vide,” svarede han. “Tror du så ikke, du skal en tur ud på toilettet?”

Joew, mumlede jeg, og faldt så i søvn igen. Tre gange måtte han foreslå det, før han til sidst trak mig derud. Han gik foran mig hele vejen for at være sikker på, jeg ikke faldt nogle steder. Ikke at han havde kunne gøre hverken fra eller til, hvis jeg var tippet forover med den store mave, men tanken var god nok.

Han fik sat mig på toilettet, men der skete ikke rigtig mere, så han gav mig rent undertøj på og baksede mig tilbage i sengen. Lige da jeg skulle til at lægge mig, kom der en ny skylle – og så måtte han have mig ud på toilettet igen. Denne gang stillede han mig ind i badet, så jeg også kunne få gavn af det varme, smertelindrende vand.

Til sidst fik han smidt mig i seng igen, og jeg sov en times tid, før pillerne begyndte at løje lidt af. Omkring klokken 02 vågnede jeg, temmelig fortumlet, på grund af en kraftig ve, og var helt vildt sur over, at Manden bare lå der og sov. Jeg slog ham hårdt på armen og råbte noget i stil med: “Hvor lang tid var det?!” og “Så hjælp mig dog!”

Resten af natten sov han ikke, men lå ved siden af mig, og hjalp mig ved at trykke på min telefon, hver gang en ve begyndte og stoppede. Han talte også ned, så jeg vidste, hvornår der var gået 20 sekunder, 40 sekunder og et minut. Det gjorde det noget nemmere for mig at komme gennem de værste af dem. Selv sov jeg mellem hver ve, men vågnede op til dåd og koncentreret vejrtrækning hver gang, det begyndte at rulle. Bølgerne kom tættere og tættere på hinanden.

Klokken 04.00 havde der i en time været regelmæssige veer af et minuts varighed og med fire minutters mellemrum, så Manden ringede til vores jordemoder for at sige, at nu kom vi altså ind.
På vej ud til bilen nåede jeg at blive næsten helt vågen. Den var parkeret lige uden for døren, og taskerne havde vi ikke taget ind fra sidste køretur, så det eneste problem var bare de fire katte og to hunde, der allesammen følte for at løbe ind og rundt i huset lige præcis på det tidspunkt, hvor vi skulle ud af døren.

Så der stod jeg – midt i døren og ude af stand til at bevæge mig hverken frem eller tilbage på grund af veer – mens Manden forsøgte at indfange de firbenede skiderikker. Det var ikke så nemt, fordi jeg blokerede udgangen og på ingen måde kunne flytte mig, men til sidst lykkedes det ham at få smidt kattene ud og lukke hundene inde, og afsted det gik.

Hele vejen til hospitalet fortsatte vi vores samarbejde. Jeg sagde til, når det startede og stoppede, han trykkede på telefonen og talte ned. Det var en fed følelse, at det her var et projekt, vi var sammen om, og at vi hver især vidste lige præcis, hvad vores roller var. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har bandet så lidt af ham, som jeg gjorde den aften.

Nu ER det nu!
Da vi igen landede foran hospitalet, var der ikke nogen tvivl om, at jeg skulle transporteres i kørestol. Jeg kunne simpelthen ikke gå hele vejen, for hver gang jeg skiftede stilling eller tog et skridt, skyllede veerne ind over mig.

På fødegangen stod vores skønne jordemoder klar og ventede. Jeg blev bakset op på en seng, og blev undersøgt af jordemoderen, der først mente, jeg var fire centimeter åben. Hun nåede lige at rette det til fem, inden hun trak hånden til sig igen.

Sådan! Halvvejs!

Jeg havde dog lært af min venindes fødselshistorie, at det ikke nødvendigvis betyder, at man er tæt på at skulle føde. Hun kom også ind og var fem centimeter åben, men nåede at ligge tæt ved en halv dag – og gå en hel gang rundt om hospitalet i lækkert hospitalstøj – før hendes lille mand kom til verden.

Jeg forberedte mig derfor på, at det hårde arbejde kun lige var begyndt, og forsvandt ind i min egen verden igen, hvor jeg koncentrerede mig om Min vejrtrækning og om at slappe helt af i skuldrene, i hænderne og i kæben.

Jeg forestillede mig, hvordan jeg blev kæmpestor forneden, og forsøgte ved hver ve at råbe JA JA JA inde i hovedet i stedet for det noget mere oplagte NEJ NEJ NEJ.

Der gik ikke meget mere end en time, før presseveerne meldte sig på banen. Jordemoderen undersøgte mig igen – otte centimeter åben, så jeg måtte under ingen omstændigheder presse med.

Det var den vildeste følelse. Hvis ikke kroppen havde overtaget før, så gjorde den det i hvert fald nu. Det var næsten umuligt for mig ikke at lade den presse ungen ud, men jeg satte fødderne i madrassen og tvang vejrtrækningen i gang, hver gang kroppen stoppede den, og forsøgte at bruge ilten til at presse.

Dem, der har prøvet at føde, kan sikkert nikke genkendende til den del af processen, men til dem, der ikke har, kan det nok bedst beskrives som at have afsindigt dårlig mave på et tidspunkt, hvor der bare ikke er et toilet i nærheden. Det føles som om, alting vender sig i en, men man MÅ bare ikke give slip.

Der var to ting, jeg havde håbet på i forbindelse med fødslen. Den ene var, at jeg ikke behøvede at få noget smertestillende, men det hele gik heldigvis så hurtigt og godt, at det aldrig kom på tale. Og så håbede jeg sådan på at kunne få lov at føde i vand.

“Hvis du skal op i det badekar, så skal det altså være nu,” sagde min jordemoder.

Hun tændte for vandet, mens jeg forsøgte at tage mig sammen til at rejse mig fra sengelejet. På grund af bækkenløsning og veer var jeg noget nær immobil, og jeg overvejede meget, om jeg overhovedet orkede det. På den anden side kunne jeg slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne føde i den der seng, når jeg hverken kunne ligge på ryggen, stå på alle fire eller sågar løfte benet uden voldsomme smerter.

“Men du må kun komme deri, hvis du kan komme hurtigt op igen,” tilføjede hun.

Man må kun føde i vand, hvis der ikke er nogle komplikationer, og derfor er det vigtigt at reagere hurtigt, hvis der pludselig opstår et problem. Om jeg mon hellere bare ville ind under den varme bruser for at få lidt smertelindring fra det varme vand?

Manden kunne godt se, hvad jeg havde mest lyst til, så han skyndte sig at melde ud, at han nok skulle få mig op på den ene eller den anden måde, hvis det blev nødvendigt. Jeg stolede på ham. Han er god i krisesituationer.

I samme øjeblik, jeg kom i vandet, fik jeg en hel anderledes, afslappet følelse i kroppen. Jeg kunne bevæge mig – for første gang i månedsvis! Det var så skønt at ligge der i karret, som vel var 1,5 m i diameter og cirka det samme i højden. Hvis det ikke havde været for den der fødsel, så kunne jeg sagtens bare bo i det kar, tænkte jeg.

Den næste ve meldte sig snart på banen, og jeg lå på knæ med hagen presset godt mod kanten, mens manden sad på en stol på den anden side af kanten og holdt mig i hænderne og fortalte mig, hvor super sej jeg var. Ikke så meget, at det blev irriterende, kun lige nok til, at jeg faktisk følte mig temmelig sej i hele det her fødselshalløj.

Igen var det en presseve, og det var svært at holde igen. Jeg stemte fødderne mod karrets kant og vred mig. Jordemoderen målte barnets puls, og jeg kunne godt selv høre det. Det lød ikke helt godt, den var meget lav.

“Jeg er bange for, vi måske er nødt til at hive dig op igen,” sagde hun.

Det ville jeg ikke. Under ingen omstændigheder! Jeg havde det så godt i vandet, og jeg skulle bare ikke op igen.

Jeg kan huske, jeg tænkte det ved mig selv, men efterfølgende fortalte jordemoderen, at jeg altså også tænkte det højt, og det tolkede hun som en indikator for, at tingene måske alligevel var okay. At min kampgejst nok skulle få os igennem. Så jeg fik lov at blive i vandet en ve mere for at se, om det blev bedre med babyens puls.

Jeg vendte mig om på ryggen, så jeg lå med armene og baghovedet på kanten, og lod kroppen flyde i vandet. Det kunne babyen heldigvis bedre arbejde med.

Klokken 07.00 var der vagtskifte, men vi var efterhånden så langt, at vores jordemoder valgte at blive, indtil vores lille mand var ude. Det betød, at der pludselig var to jordemødre og en studerende til at hjælpe, og jeg havde overskud nok til at sige goddag til dem alle. Efterfulgt at en konstatering af, hvor pisse svært det var ikke at måtte presse med.

“Du er næsten helt åben, men der er stadig en lille kant tilbage,” sagde jordemoderen, men tilføjede så, at hun måske kunne skubbe den væk, hvis jeg pressede med på den næste ve.

“Må jeg gerne presse med?!” spurgte jeg, og blev helt lettet over svaret. Nu var vi næsten i mål. Nok ikke mere end en time igen.

Næste ve kom hurtigt efter det grønne lys blev givet. Jeg forestillede mig, at jeg var en stempelkande, der i let moderat tempo blev trykket hele vejen fra brystet og ned mod underlivet. Langsomt, kontrolleret og fuldstændig fantastisk ENDELIG at få lov til at give efter for pressetrangen efter to timer, hvor jeg havde kæmpet imod som en sindssyg.

Da næste ve kom, forsøgte jeg mig med at sige en rigtig urkvindelyd. Det er jo det, de gør i film. Og i De Unge Mødre. Det må være sådan, en fødsel skal lyde, tænkte jeg.

“Prøv at lade være med det, for det tager bare din energi,” sagde min jordemoder.

Det havde hun ret i, så resten af fødslen forløb i nogenlunde stilhed fra min side. Altså bortset lige fra da jeg lovede mig selv, at jeg aldrig-aldrig ville udsætte mig selv for sådan noget igen.

Jeg var lidt bange. Bange for, hvad der var ved at ske, om jeg ville briste. Bange for, om det ville gøre ondt. Men der var jo ingen vej tilbage. Kun frem. Fuld fart frem. JA JA JA frem for nej.

Tre kontrollerede kaffekandepres mere, og så var hovedet født. Et pres mere, så svuppede en blå baby ud af min krop. Klokken var 07.15, altså et kvarter efter, jeg havde fået lov til at presse. Alting foregik så hurtigt, og jeg kan faktisk bedst huske følelsen af lethed, da den 3810 gram tunge krop forlod min.

Jeg satte mig på numsen i karret, og fik så overrakt min søn. En lidt blålig, men overhovedet ikke blodig, lille skabning, som jeg straks kunne genkende. Takket være vandet var han ikke spor klam, han var bare så fin, så fin.

“Der var du jo. Dig kan jeg godt kende. Er du okay? Er du okay?” messede jeg.

Han sagde ikke meget. Det gør babyer født i vand sjældent, sagde jordemoderen, og forsikrede mig om, at alt var helt perfekt, og at han havde det godt.

Og så var det ovre (altså næsten). Min lille Martin var kommet, jeg var pludselig nogens mor. Alting var helt okay, intet gjorde ondt. Lykke.

 

Stof til eftertanke
Jeg fik ikke lov til at sidde med min lille frømand længe, for jeg skulle op af karret og gøres færdig. Føde en moderkage, syes og sådan noget pjat. Så min lille mand kom over til min store mand, og jeg kravlede op og lagde mig på sengen uden problemer. Det har nok været en blanding af adrenalin og endorfin, der gjorde det muligt, og jeg kan huske, at mine øjne konstant søgte det lille væsen, selvom jeg alligevel ikke rigtig kunne fokusere på noget. Selvom stemningen var god og afslappet, var det hele alligevel kaos i min verden. Jeg lod mig bare glide med og lod de professionelle gøre med mig, hvad de ville, uden helt at registrere noget.

Jeg kan huske, at jeg var imponeret over mig selv, fordi jeg bare havde holdt ham, da han kom op til mig. Mig, der ellers aldrig havde holdt en baby før i mit liv, havde bare siddet med ham, som var det det mest naturlige i verden.

Det gjorde Manden også. Han imponerede mig ved bare at være totalt sej far fra første øjeblik, og generelt blev jeg noget overrasket over, hvor god han var til at guide mig igennem hele processen.

Jeg havde været lidt nervøs for, at han ikke var helt forberedt på det, selvom jeg havde tvunget ham til at høre mig læse op af diverse bøger, og havde spurgt ham ud om, hvad han havde tænkt sig at gøre, hvis jeg nu skulle gå i fødsel i bilen, hvor han skulle trykke på mit ben for at få veerne til at arbejde, og fået ham til at love, med hånden på sin elskede Alfa Romeo, at han ikke ville forlade hovedenden af sengen. Der er bare ting, mænd ikke skal se – ikke at jeg havde lagt mærke til, hvis han havde kigget alligevel.

Men han acede den, og bagefter havde vi begge to en følelse af, at vi havde klaret fødslen sammen som et team. Jeg tror, man finder ud af, om man har fundet den rigtige, når man får et barn sammen. Havde der nogensinde været en tvivl, var den i hvert fald helt væk lige der.

Som alle andre mødre også kan fortælle, kan jeg heller ikke længere huske smerten. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg havde nogenlunde kontrol hele vejen igennem, og at jeg faktisk fik det præcis, som jeg havde håbet på.

Min fødsel var både lang – med 26 timers opstartsveer. Og kort – syv timer fra vandet gik, til min lille mand var ude. Jeg undgik smertelindring, men havde heller ikke behov for det, og så fik jeg lov til at føde i vand. Det er jeg så lykkelig for.

Var det ikke gået så nemt, er jeg ikke sikker på, jeg havde været så optimistisk omkring projektet, men nu kan jeg ikke længere udelukke, at det ikke sker igen.

Øverst: Det allerførste billede, jeg tog af Frømanden. Her ligger han hos mig i sengen på fødegangen. 3810 gram fordelt på 52 centimeter. Perfekt på alle leder og kanter.
Nederst: Et par timer senere landede vi på barselsgangen, og her kunne Manden rigtig mærke, hvor hård fødslen havde været for ham ;)