Skibet er lastet med grød

Der er ikke nogen hjemme for tiden. Jeg forsøger at bilde mig selv ind, at det bare er en fase. I virkeligheden er det noget, der går mig ret meget på, for jeg er jo en tænker. Ikke sådan på den græske filosof-agtige måde, mere på en kvinder-der-tænker-for-meget-måde. Eller mænd, for det gælder jo ikke kun for kvinder.

“Var det ikke dig, der sagde, at din blog ikke kun skulle handle om baby?” sagde min veninde drillende den anden dag.

Jo. Det var jo intentionen, men som jeg tidligere har nævnt, så er jeg ved at overgive mig til tanken om, at sådan en lille størrelse altså ændrer noget i ens liv. Meget sågar. Faktisk så meget, at ens hjerne smelter til grød, så man ikke kan tænke en sammenhængende tanke om hverken politik, terroraktioner eller selvmordspiloter.

Selvfølgelig har jeg tænkt masser af tanker, der ikke involverer babyen, de seneste par måneder, og jeg har også forsøgt at skrive dem ned. Således ligger der lige nu 32 kladder her i mit blogpanel, som omhandler alt lige fra prutter over ærlighed til sanseløse drukture i Londons undergrunds-ravemiljø.

Det er bare som om, det bliver ved det. Tanker. Lige så snart jeg sætter mig ved tasterne, glider ordene ud af ørerne på mig, og det eneste, jeg så kan koncentrere mig om, er, hvor længe det er siden, babyen sidst har fået mad, om han nu ligger godt, om der er for varmt eller koldt, om den der fugl ikke pipper liiige højt nok, og hvornår mon postbilen har tænkt sig at indfinde sig i dag. Og om han banker på.

Jeg kan dog mærke, at jeg så småt er på vej til at blive mig selv igen. Med hurra på! I går var jeg ude og gå med barn og vogn, og pludselig blev jeg ramt af forårskådhed. Jeg havde bøffer på ørerne, og da min yndlingssang med Lady Gaga strømmede ind i øregangene, kunne benene ikke gå stille længere. De ville ud og løbe!

Så jeg løb. Eller nej, jeg trissede. Jeg løftede fødderne marginalt mere over jorden, og i et lidt hurtigere tempo, end hvis jeg bare var trasket derudaf. Og det føltes så skønt! Jeg svævede hen over asfalten, og kom helt til at føle mig som mig b.c. (before child).

Det holdt kun et par hundrede meter, men jeg blev så opløftet, at jeg også besluttede mig for at forlænge turen med en halv kilometer, så vi kom helt op på fire. Yes, back on track!

Det hævner sig mega meget i dag, hvor jeg igen kan mærke bækkenet brokke sig, og jeg er nødt til at stå stille i 30 sekunder, hver gang jeg rejser mig fra en stol. Sat tilbage til de 80. Igen.

Det skal nok komme. Jeg tror på, det nok skal komme. Jeg messer, at dette også bare er en fase, ligesom alt andet er det med en baby i huset, og satser bestemt på, at der skal danses vildt og voldsomt til december-julefrokosten, som vi plejer.

Men lige nu er skibet ladet med en grå masse, og jeg har svært ved at gøre ret meget andet end at sove, når baby sover. Og så lige se Desperate Housewives. Som netop er startet forfra ved sæson 1 igen, hvilket jo også bare bekræfter mig i, at alt går i ring, og at jeg nok skal komme tilbage igen.