Jeg er her endnu. Skallen, den sørgelige, trætte, tobleronefyldte, pandabjørnsøjneramte skal, er i hvert fald.
Mentalt er jeg et helt andet sted. Vi er nemlig ved at pakke bilen til en smuttur til Holland. Det bliver desværre ikke et hyggevisit, og Frømanden får lov til at blive hjemme, for vi skal ned og have behandlet Mikkel. Han har et stramt tungebånd, som sidder så langt tilbage på tungen, at de danske læger ikke kan se problemet. 3-5% af nyødte har for kort tungebånd, har jeg læst, så selvfølgelig løber jeg lige durk ind i sådan en statistik. Og selvfølgelig skal det være af den slags, som de danske læger ikke er dygtige nok til at kunne gøre noget ved.
Det kan en specialist i Holland til gengæld. Jeg har sendt (mange!) videoer og billeder til hende, og hun kunne se, at han har problemer med at bevæge tungen. Vi har fået en akuttid hos hende torsdag aften, hvor hun vil klippe hans tungebånd og hjælpe os med at få genetableret amningen. Hun lover ikke, at det kan fjerne alle problemerne, men hun kan hjælpe, og jeg håber på et mirakel.
Indtil videre har det korte tungebånd vist sig ved at give Bøffen refluks (og derfor ikke ret meget søvn til nogen af os, fordi han konstant vågnede med smerter) og kliklyde, når han spiste. Hvilket han har gjort meget tit, nogle gange hver anden time døgnet rundt. Og når det så tager 1-1½ time at putte bagefter, så kan I jo selv regne ud, hvor meget søvn det har givet.
Men han har taget fint på, og det har i lang tid ikke haft nogen indvirkning på amningen. Det er så kommet nu, skal jeg lige love, for han kan ikke længere tømme mit bryst, så jeg går rundt med voldsomme smerter fra ophobninger af mælk. Jeg pumper og malker ud i så voldsom grad, at min seneskedehindebetændelse er blomstret op, og jeg er nødt til at tage panodil for at kunne falde i søvn for smerterne i både hænder og babser. Det gør så hjernedød ondt, at jeg kan begynde at tude bare ved tanken om, at nogle skulle nærme sig mit ømme, røde, varme dunkende bryst. Og jeg skriger, hver gang en af drengene kommer til at sparke mig i brystet under bleskift. Hvilket er ret ofte.
Så nu skal der ske noget!
Kunne vi ikke bare droppe amning og spare turen, spørger nogen. Og jo, det kunne vi selvfølgelig godt, men det er ikke kun amningen, det kan gå ud over med sådan et drilsk tungebånd. Det gør nemlig, at han ikke kan bevæge sin tunge fuldt ud, og det kan have konsekvenser for hans evne til at spise og senere til at udtale ord. Og så gør det ondt på ham, og det er ikke noget, man vokser fra.
Det er derfor, der har været stille her på domænet i (alt for) lang tid, for jeg har simpelthen brugt alle mine vågne timer på at forsøge at presse mælk ud af mit ømme, overspændte bryst, mens jeg har ledt og ledt og ledt efter løsningen online. Jeg håber, vi har fundet den!
Og selvom det kommer til at koste os en masse penge (som vi ikke har… Vi snakker en halv ny terrasse…), og det bliver en vanvittig lang køretur for et indgreb, der tager to minutter (vi kører derned – og hjem igen dagen efter. Regner med otte timer hver vej inklusiv en del pauser til Bøffens ryg), så glæder jeg mig også lidt til roadtrip, hvor der ikke er andet at gøre end at slappe af og stirre ud i luften.
Spørg mig lige igen på fredag, om det var en god idé at gøre det på den måde…
10 comments
Årj, hvor synd det skulle overgå den lille farskød-sødling – og hans forældre ikke mindst <3 Det er da noget bøvl, men gudskelov for at der forefindes en løsning, om end en dyre en af slagsen.
Rigtig god sviptur, håber det forløber smertefrit og succesfuldt (:
– A
Haha, farskød-sødling. Elsker det <3
Jeg troede godt det var noget de kunne klare i Danmark. Men jeg krydser fingre for at det er løsningen – også selvom det er en dyr en, men når man har et barn der har ondt, så vil man jo også bare gøre alt hvad man kan for dem. Og Mikkel (og Martin) kan så være sikker på, at han har nogle forældre der vil gøre alt. Jeg krydser fingre!!
Og så håber jeg at køreturen går godt, at der forhåbentlig er stilhed i bilen og så må I fylde sen op ved grænsen, det er vel også en måde at spare penge på😉🙈🍫
De er slet, slet ikke dygtige nok i Danmark. Desværre! For det er så lille et indgreb, og i følge hende, vi fik det gjort hos, valfarter folk til hende, fordi der ikke findes ret mange, der har specialiseret sig i at klippe tungebånd. Vanvittigt, synes jeg. Vi havde regnet med at handle ved grænsen, men de snøbler havde sgu lukket på Langfredag. Ikke Skærtorsdag eller om lørdagen, men lige præcis fredag, hvor vi kørte hjem og havde planer om det. Øv!
Wow det lyder vildt, at der ikke er nogen herhjemme, der kan hjælpe. Håber for jer, at I får en god tur, og at det hele ser lidt lysere ud, når I kører hjem 😊
Ja, det er ret vildt :(
Det så bestemt lysere ud åp hjemturen – den var af en eller anden grund også to timer kortere! Score :D
Vildt at Det ikke kan klares i dk. Det da lige meget at det kun r få der er ramt, i skal da hjælpe de få.
håber det virker og hjælper jer alle.
Ja, det er helt tosset, for det er et ret simpelt indgreb. Men de danske læger er ikke godt nok uddannede. Jeg tror faktisk, der er flere, der er ramt af det, end hvad statistikkerne viser – jeg mener bare, når vi nu også fik at vide, at der ikke var noget galt… Det har allerede virket, kan jeg mærke! <3
Ja, lidt mærkeligt, for mon ikke man har kendt til fænomenet i generationer. Man bruger jo ligefrem vendingen “at være godt skåret for tungebåndet.”
Jo, præcis! Så vidt jeg lige kunne læse mig til, så kommer talemåden faktisk præcis af netop det her indgreb. Jeg har også læst, at man tidligere klippede rigtig, rigtig mange børns tungebånd, men at man af en eller anden grund er gået væk fra det igen, fordi en eller anden har overbevist masserne om, at sådan noget kan trænes væk. Det er lidt ligesom med, hvad børn må spise hvornår og hvorfor, det ændrer sig med tiderne ;)